» Personlig Coach

Individuel coaching

Christel — Sun, 27 Jul 2008 10:00:56 +0000

I individuel coaching er der et spørgsmål, der altid går igen.

Uanset om temaet er:

Motivation.
Bedre selvværd.
Stresshåndtering.
Bedre kontakt til relationer.
Succes i jobbet.
Personlig målsætning, kortsigtet som langsigtet.
Vægttab.
Bedre søvn.
Mv..

Og spørgsmålet handler om ressourcer og lyder:

Hvilke ressourcer har du brug for at være i kontakt med for at nå dit mål/fremme processen henimod målet?

Naturligvis svares der meget forskelligt på dette spørgsmål, men jeg har bemærket, at der er to svar, der hyppigt går igen.

Mange giver nemlig udtryk for, at det er vigtigt at have både mod og vedholdenhed for at kunne nå sit mål.

Og det er for mig som coach meget spændende at høre mine respektive fokuspersoners bud og definitioner på, hvad hhv. mod og vedholdenhed er.

Jeg har mødt mange mennesker igennem mit liv: og især når talen falder på mod, kommer jeg til at tænke på en soldat, som jeg for mange år siden talte med. Han havde været udstationeret og havde haft en drøj tid, men var på godt og ondt blevet til en mand med stor livsindsigt.
Jeg glemmer aldrig, at han sagde:
"jeg har fundet ud af, at mod er at gøre tingene, selvom man er bange".
Og netop i går, da jeg læste bogen "Flammen og citronen", der omhandler nogle danske frihedskæmperes kamp under 2. verdenskrig, blev der også givet et fint billede af mod.
Der tales i bogen om, at mod er ikke blot at turde, – mod er også at overvinde sin angst, så man tør".

Nu er det jo heldigvis de færreste af os, der behøver at have krig og kamp helt inde på livet for at blive klar over, hvad mod er.
Men definitionerne er interessante. Og hvorfor jeg en julimorgen i 2008 sætter mig for at skrive et indlæg om individuel coaching og ressourcer, skyldes, at jeg mener at det er vigtigt at forstå, at mod ikke er det samme som frygtløshed. At vi naturligvis ikke skal "dyrke" vores angst, men i vores egne liv forstå, hvornår modet skal genereres. For når vi sætter mål, og ønsker at skabe en forandring, må vi være modige. For vi gør op med gamle forestillinger og livsanskuelser og bevæger os ind i et nyt landskab. Det er ikke sikkert, at vi føler angst i dette nye landskab, men tilstanden af usikkerhed er dog kendt af de fleste.
Og her kan vi vælge at opleve det, der sker, med interesse, skelneevne og åbenhed, eller vi kan forkaste det nye og vende tilbage til det, vi havde.
Det er ikke nødvendigvis soldater-mod, vi skal bruge, men vores eget mod.
Vedholdende og levende.

Så hvis du sidder og har sat dig mål for året, der kommer. Hvis du har skrevet ønsker ned, som du vil gøre noget for at indfri, så find dit mod, din vedholdenhed og din nysgerrighed. Og måske er det slet ikke disse ressourcer, der kommer på tale for dig..

Måske er det ressourcer som:

Fleksibilitet.
Engagement.
Evne til at evaluere.
Handlekraft.
Humor.
Mv, der optager dig mest.

Og hvis du laver individuel coaching med dig selv, eller vælger at opsøge en coach for at få individuel coaching, så vid at afklaringen af ressourcer er væsentlig. Jeg mener, at det sjældent er nok bare at ville nå sit mål. At gøre sig klart, hvilke ressourcer, man vil "pakke sin rygsæk med", gør en forskel.
Og hvad er så min definition på vedholdenhed:
Det er "gør hver dag det der skal til, for at holde dig målet for øje. Hver dag og ikke kun en gang imellem.

Uanset hvad så bliv klar over, hvilke ressourcer du har brug for at være i kontakt med for at nå dit mål?
For dette spørgsmål giver dig dine svar på det, som ligger dig mest på sinde.

Christel Sonne Rasmussen
Leder af Unicoaching.dk

Personlig målsætning

Christel — Sun, 27 Jul 2008 09:19:31 +0000

Nogle gange er det kalenderåret, fra 1. januar til 31. december, der husker os på, at endnu et år er gået.

Og det får mange til at lave nytårsfortsætter, for "nu skal der ske noget", og "nu må det slutte med de dårlige vaner"…

Andre gange kan en periode som en sommerferie på eksempelvis 3 sammenhængende ferieuger være det "stop op", der gør, at man lægger planer eller indstiller sig på personlig målsætning.

Og oven i købet er det så værd at vide, at "det ene ikke udelukker det andet". Du kan stoppe op både ved nytår og i den lune juli og overveje, hvad det næste halve år skal indeholde.
For som de fleste af os bliver klar over, især når der kommer gæster, som ikke har set vores børn i lang tid og udtrykker det som mange voksne igennem tiden har sagt til børn: "hvor er du blevet stor", ja så går tiden hele tiden.
Og netop derfor må vi ikke kun vente på, at noget bliver bedre med tiden, men kan i stedet gøre os selv den tjeneste at overveje, hvad vi bl.a. vil opleve i vores tid. Naturligvis kombineret med, at jeg mener, at vi altid har "virkeligheden med som medspiller", hvilket for mig er et udtryk, der dækker over, at vi hjertens gerne må lave personlig målsætning, og samtidig må vide, at intet kun bliver som vi planlægger. Livet har sin egen energi. Andre mennesker og faktorer spiller ind, og heldigvis for det.

Men tilbage til personlig målsætning.

Jeg skriver dette indlæg i juli 2008. i slutningen af min sommerferie. Og jeg er et menneske, der selv bruger min ferie på at læse bøger, lave personlig målsætning og naturligvis masser af samvær og nærvær med mine kære.

Når talen falder på personlig målsætning, er der nogle spørgsmål, der kan være meningsfulde at afklare:

Hvad vil jeg gerne opnå i det kommende halve år, privat som fagligt?
Hvad vil jeg undgå i det kommende halve år, privat som fagligt?
Når jeg står ved årsskiftet, og befinder mig i en tilstand af, at jeg ikke fortryder noget, hvad vil jeg så gerne kigge tilbage på?
Hvorfor er disse mål overhovedet vigtige for mig?
Hvad må jeg gøre, privat som fagligt, for selv at have oplevelsen af indflydelse på mine mål?
Hvilken indflydelse har mine mål på de mennesker, jeg dagligt omgiver mig med?

Der kommer mange til mig for at få individuel coaching, der kan støtte deres personlige målsætning.
Og jeg har hørt mange gode mennesker sige, efter endt coaching, at
"jeg vidste jo egentligt godt alt det her selv, men jeg fik bare aldrig taget mig tid til selv at komme i gang med det"…
Og jeg tænker tit på, at vi mennesker har brug for et "stop op", for at kigge på vores liv og tage vores situation en kende mere alvorligt. Og at det er synd og skam, når det er nød der får os til at stoppe, når vi nu både har en juleferie og en sommerferie til at forholde os til dette.

Du kan bestille individuel coaching, med blandt andet fokus på personlig målsætning hos en af Unicoachings coaches.
Vi har coaches i Kolding, Fredericia, Esbjerg og København.
Det letteste er at sende en mail til
info@unicoaching.dk

fortsat god sommer

Christel Sonne Rasmussen
Unicoaching.dk

Det er godt at tænke. Og vi kan ikke lade være.

Christel — Fri, 02 May 2008 13:38:25 +0000

Jeg hørte for nyligt i en radioudsendelse, at nogle mener, at vi tænker 60.000 tanker om dagen.

Et forbløffende højt antal, og jeg smiler ved mig selv ved tanke n om, hvem der mon har talt disse tanker og er kommet frem til det tankevækkende facit.

Når jeg betænker, at tanker jo består af to elementer, nemlig vores indre selvsnak og vores indre billeddannelse, er jeg tilbøjelig til at mene, at facit formentligt er meget rigtigt. Det gode spørgsmål er jo så, hvad vi bruger alle disse tanker til, og hvilke af disse tanker, der er konstruktive og opbyggelige, og hvilke af disse tanker der blot er vane og non-sense tanker.

Hvorfor nu denne refleksion?

Jeg reflekterer over dette, fordi jeg i min lifecoaching oplever, at mange skønne mennesker mangler et "rum", hvor de kan dele deres tanker. Coaching er blandt andet et sådant "rum", og netop den uforstyrrede tid og det interesserede fokus på, hvad der er i spil for den enkelte, får krystalliseret værdien af de mange tanker.
Ikke sjældent oplever jeg, at der kommer mennesker til mig, som starter med at sige, at de mangler overblik og overskud. Og at vi efter få coachings har fået skabt både gennemskuelighed og kontakt med de ressourcer, som der var behov for.
Og jeg tænker, at det at vælge et forløb i life coaching eller personlig coaching er en gave at give sig selv. Nogle gange ved man, hvorfor man vælger coaching. man ønsker at blive mere bevidst om sine karrieremuligheder, man ønsker at forbedre sin generelle livskvalitet, man ønsker at kunne motivere sig selv, man ønsker at kunne være mere nærværende i sin fritid mv. men jeg vil gerne understrege, at coaching også er for dem, der ved, at noget må justeres eller finpudses, men ikke nødvendigvis er helt klar over, hvor der skal startes.

Så hvis du ligesom alle vi andre også tænker ca. 60.000 tanker om dagen, men synes, at det er svært at holde rede på, hvad du faktisk vil bruge din mentale energi på, så giv dig selv en mulighed for et uforstyrret rum. Hvor du kan blive lyttet til, udfordret, guidet og inspireret.

Så de næste skridt forekommer dig mere klare og interessante.

Hilsen

Christel

Det er til at se det, selvom man ikke lige ved det?

Christel — Thu, 28 Feb 2008 23:04:20 +0000

"Udenpå kan ingen se det men det ligger indeni" synger Anna David i sin nye sang:

Den lille Pige.

Sangen har sit helt eget og private tema, men præcis denne linie i omkvædet fik mig til at spidse ører og reflektere over det faktum, at når vi af den ene eller den anden grund har det dårligt, så tror vi meget ofte, at det ikke kan ses eller registreres af andre. Vi kan føle os tanke- og følelsesmæssigt kaotiske indeni og vi anstrenger os til det yderste for at denne pinagtige tilstand ikke bliver opdaget af vores partner, arbejdsgiver, kolleger eller venner.

Kropssproget sladrer.

Nogen har sagt, at kroppen er sjælens spejl og kropssproget dens sladrehank.
Gennem mit mangeårige arbejde med mennesker er det min erfaring, at sindstilstanden afslører sig på andre naturlige måder uden at man behøver at sige med ord, hvordan man har det. Uanset, om det handler om vild glæde eller man er meget stresset, vil kroppen rette ind efter sindstilstanden og "skilte med den".

Eksempelvis kom en 14 årig pige sammen med sin mor til min praksis. Pigen, som gik i 8. klasse, blev mobbet af en lille gruppe piger i sin klasse. Mobningen foregik kontinuerligt i form af nedladende tale, kritik af pigens tøj og udelukkelse af fællesskabet med resten af pigegruppen samt tæsk en gang. Fysisk var pigen køn, lille og lidt spinkel af sin alder.
Intellektuelt var hun hurtigt opfattende og bogligt dygtig.

Da hun trådte ind i lokalet stod hun halvt gemt bag sin mor. Hendes stemme var nærmest uhørlig, blikket naglet fast i gulvet, kroppen stod i en ludende holdning og armene var placeret beskyttende over kors på maven. Hun var tydeligvis meget ked af det, nervøs, utryg og lukket og samtidig også fuldstændig ubevidst om sit eget kropssprog som, på det kraftigste, signalerede hendes indre følelsesmæssige tilstand.

Coaching og matching.

Vi gik hurtigt i gang med at finde ud af hvad hun ønskede sig allermest når hun var i skolen. Hendes største ønske var en "bedste veninde" hun kunne dele glæder og sorger med samt at have det sjovt og være tryg blandt klassekammeraterne. Vi arbejdede stående/gående på gulvet, hvor jeg matchede hendes kropssprog med det mål for øje, at vise hendes sit eget kropssprog, toneleje, stemmeføring, talehastighed og vejrtrækningsrytme. Ind i mellem brød jeg matchingen og brugte et åbent, imødekommende og interesseret kropssprog. Pludselig udbrød hun: "jeg viser dem jo, at jeg er bange og ikke tør være sammen med dem"!

Efter denne opdagelse gik det også op for hende, at uden ændringer i kropssproget, ville blive meget svært, at få sit største ønske opfyldt. Vi gik staks i gang med at træne det kropssprog som skulle føre hende i mål. Hendes kropssprog skulle allerede dagen efter afprøves i skolen. Det skulle foregå med ret ryg, klar og hørlig stemme, hænderne ned langs siden eller i lommerne og øjenkontakt. Derudover skulle hun fysisk gå tættere på de personer, hun ville i kontakt med.

Positivt resultat.

Da vi mødtes 2 uger senere oplevede jeg en helt anderledes åben og glad pige. Det var lykkedes hende, allerede dagen efter i skolen, atter at blive "lukket ind" i klassens pigefællesskab, udelukkende ved hjælp af kropssproget. Hun fortalte, at pigerne havde kigget lidt underligt på hende, men de havde accepteret hende uden forbehold eller andre ubehageligheder. Som en sidegevinst havde hun fundet ud af at aflæse de andre pigers kropssprog og derved opdaget, at flere af dem, i virkeligheden, også var bange og usikre, men at de reagerede anderledes end hende.

Stor respekt for denne modige, kvikke og dejlige pige – og endnu et bevis på, at kropssproget kan bruges aktivt til at ændre på både de indre og de ydre linier.

Hilsen
Corinna Roost

Stress og parforhold

Christel — Mon, 29 Oct 2007 07:23:07 +0000

Stress kan også påvirke dit parforhold.

Mange, der kommer til stresscoaching, beskriver at de har problemer i deres parforhold. Og mange, der kommer til stresscoaching tror og vurderer, at deres partner også er stresset.

Og da stress jo "snører sammen" på alle planer, og at vi i tale og handling og overskud ændrer os, når vi er stressbelastede, er det slet ikke sjældent at opleve, at tanker om skilsmisse mv. begynder at optage sindene, når der er stress.
Fordi mange bliver irritable, sure og forekommer meget egoistiske, når de er stressede. Det er mange gange sådan, at man jo primært orienterer sig om, hvad det er man ikke orker, hvad det er man ikke kan holde ud, hvad det er man vil have væk. Men at være konstruktiv i en snak falder ofte sværere, når man er stresset.

Jeg anbefaler, at man går ind på www.forebygstress.dk og afklarer sin egen score på stressbarometret, og at begge parter i et parforhold gør dette. For at afklare, hvordan den aktuelle situation er, og for ikke bare at sidde og retfærdiggøre sig selv og mene, at det er den anden, der er mest stresset og derfor mest hans/hendes skyld, at vi kører skævt.

I nogle tilfælde er det parforholdet, der er med til at skabe eller yderligere belaste en stresset tilstand. men hvis der er interesse i at kunne håndtere en partners eller begge parters stress, har Unicoaching også stresscoaching for par.

Hvis der er følelser og ønsket om at klare tingene sammen, er det en skam at lade stress bevirke alt for mange hårde ord og triste stunder.
Parforholdet/familien skal jo gerne være stedet, hvor man kan lade op. Og ikke stedet, der skal føles som en byrde eller en nødvendig pligt.

Læs mere på siden:

Personlig planlægning

Christel — Thu, 19 Jul 2007 13:47:09 +0000

Stress og personlig planlægning

I forbindelse med at stressreduktion og stresshåndtering er personlig planlægning et tema, der er værd at tage seriøst og værd at levendegøre for den enkelte.

Som mange har vidst i mange år, er rammerne frihedens forudsætning. Har man ingen rammer at agere og fungere i, er det vanskeligt at pejle og vanskeligt overhovedet at vide, hvad der virker eller ej.

Hvad er det så med disse rammer?

Hvornår er de en hjælp og en forudsætning for frihed og stressreduktion, og hvornår bliver rammerne endnu et skema, som man halser efter for at få nået?
Det er nemlig et af de allerbedste spørgsmål, når optikken er vendt imod personlig planlægning.

At lægge en plan er ikke bare at bestemme sig for, hvornår man vil gøre hvad.
Det er det også, men jeg mener, at det ikke bør stå alene.
For de fleste mennesker har evnen til at krydse af i deres kalender og afgøre, hvornår der er arbejdszone, fritidszone, ego-zone mv..

Jeg er klar over, at nogle dog har en udfordring allerede her. At nogle med en forhøjet grad af stress i mange tilfælde vil have svært ved at sætte grænsen imellem arbejde og fritid. Det registrerer jeg endnu en gang i denne sommerferieperiode, hvor jeg får mails fra par, hvor den ene part skriver og spørger:

Hvad skal jeg gøre, for at få min partner til at fatte, at jeg ikke holder ud at holde ferie sammen med både mobiltelefon og arbejdscomputeren?

Dette lille spørgsmål er en tydelig afspejling af, at bl.a. mobiltelefonen og de bærbare computere kan figurere så meget i selv fritidszonen, at netop det at være nærværende og til stede ikke realiseres på en tilfredsstillende måde.

Det betyder, at et at punkterne i den personlige planlægning altså bliver at definere hvornår man vil være til rådighed for en arbejdsplads, og hvornår man holder fri. Og når man så holder fri, så at afgøre, hvem eller hvad der har højeste prioritet, netop med det mål for øje at skabe følelsen af sammenhæng.

Og det er netop disse værdier: følelsen af sammenhæng, inspireret af lægen Antonovsky, og mit og mange andres bud på, at det at være i en ikke-stress tilstand, meget hurtigt viser sig i evnen til at være nærværende.

Når jeg derfor coacher eller på anden vis underviser i stress og personlig planlægning, er den konkrete kalender ét arbejdsredskab, men ikke uden at man får gjort sig klart, hvilke værdier, der ønskes sat i spil.
De værdier som følelsesmæssig sammenhæng, nærvær, deaktivering og det at beskæftige sig med meningsgivende opgaver og relationer også i sin fritid, er nemlig med til at reducere stress og dermed også at sikre, at man ikke blot genskaber ny stress.

Sagt mere enkelt.

Stress og personlig planlægning handler om 2 punkter:
At afdække hvordan den mest ideelle kalender/ramme ser ud?
Med underpunkter som: prioritering i forhold til mig selv og egne behov og kompetencer

i forhold til familie og venner
i forhold til pligtbetonede funktioner, privat
i forhold til lystbetonede aktiviteter privat
og derefter at afklare hvorfor dette overhovedet er vigtigt, så man bliver sig sine værdier bevidst, så der er egne pejlemærker undervejs.

Ét er jo at udfærdige den ideelle ramme, på mentalt plan. Et andet er at udføre den i praksis.

Som i enhver anden proces, bør man have en evaluering i mente, så man eksempelvis én gang om måneden vurderer, hvad der virkede og hvad, der virkede knap så godt, ligesom man må vurdere, hvorvidt egne pejlemærker er i spil på en tilfredsstillende måde.

Jeg kommer til at tænke på en kvinde, jeg havde i stresscoaching. Hun var sygemeldt fra sit job grundet stress og havde fået læst sig til, at struktur var noget af det allervigtigste, når man var stresset. Det havde hun taget meget alvorligt. Og havde straks lavet en punkt-for-punkt plan over, hvornår hun skulle ordne vasketøj, hvornår hun skulle købe ind, hvornår hun satte tid af til familien, hvornår hun skulle lave afspænding. Hun tog det så alvorligt, at hun ikke fraveg sine punkter, og det havde betydet, at hendes mand og børn var begyndt at beklage sig over, at hun "slet ikke var til stede mere", og at "det dumme vasketøj var vigtigere end dem", og at "de da ikke nødvendigvis bare lige havde lyst til at snakke med hende eller at være hjemme", når hun nu havde skrevet "familie" på hendes plan.

Hun var meget frustreret, da hun kom. Og meget hurtigt indså hun, at hendes struktur var for ufleksibel hendes hovedpointe med struktur som et styreværktøj for at undgå stress var fint tænkt. Men en for stram struktur, der ikke levnede plads til pludselige indfald, spontant samvær, men hvor midlet hele tiden helligede målet, skabte en anden form for stress.

Hun fik justeret det således, at hun dagligt fortsat havde punkter, hun ville indfri, men låste sig ikke på samme måde på tidspunkter, og det gjorde, at hun blev både mere nærværende og fri, fordi hendes personlige planlægning nu ikke kun omhandlede hende selv, men inkluderede systemets interesser.

Historien er et godt billede på, at personlig planlægning er én ting, og at behovet for afstemning og evaluering er en anden. Samt understreger nødvendigheden af at have sine værdier med, i stort som småt, på arbejdet som i fritiden.

Hilsen
Christel

Læs mere på siden:

Personlig udvikling

Coaching og personlig udvikling

Christel — Fri, 06 Jul 2007 15:00:40 +0000

Jeg vil starte med at genfortælle en gammel historie, som jeg hørte for mindst 10 år siden, og som indimellem har været fortalt af mig i sammenhænge med personlig coaching, i undervisning, i parterapi mv..

Læs engang:

På en kyststrækning, hvor vejr og vind er sådan, at der ved pålandsvind skylles mange søstjerner op på stranden, foregik der engang et tankevækkende scenarium.
Det var sådan ved denne strand, at de usædvanligt mange søstjerner, der blev skyllet op, lå og udåndede, for kun få kom med bølgerne ud igen.
En ung mand, der boede i nærområdet, havde sat sig et ambitiøst mål. Det handlede ikke om søstjerner, og han havde ingen tanke for dette, men han havde tanke for sin motion og sin kondi, der var blevet temmelig dårlig grundet alt for mange pizzaer, byture og hvad en ung mand ellers bruger tid på. Og han havde besluttet sig for, at nu ville han komme i bedre form, og hans handling skulle være, at han hver morgen løb en lang tur langs stranden.
Han holdt sit løfte til sig selv, og morgen efter morgen kunne man se ham, uge for uge i bedre form, og han sluttede hver dags løbetur med at stå og lave udstrækningsøvelser i klitterne, skuende ud over havet.
Under disse afsluttende øvelser lagde han mærke til, hvad der skete på stranden. Og så, at der også hver morgen var en anden, der var ude at røre sig. Det var en gammel mand, og han gik stille og roligt en tur langs vandkanten. En gang imellem bøjede han sig ned, tog en søstjerne op og smed den ud til livet, i havet.
Dette så den unge mand igen og igen hver eneste morgen.
Og han begyndte så småt at bygge en irritation op. Han syntes, at det var tankeløst, det som den gamle mand gjorde. Den unge mand tænkte "hvis han virkeligt vil hjælpe søstjernerne, hvorfor tager han så ikke en pose eller en spand med, så han kan smide mange søstjerner tilbage til livet, i stedet for bare en gang imellem at smide en enkelt ud.
En dag gik det op for den unge mand, at den gamle mand måske slet ikke havde overvejet, at han kunne smide mange ud søstjerner ud ad gangen, og fordi den unge mand havde lært, at hvis der er noget, der irriterer en kraftigt nok, ja så må man forsøge at gøre noget ved det.
Og det besluttede han sig nu for at gøre.
Næste morgen, da han atter så den gamle mand gå morgentur, gik han derfor resolut ned til ham.
Han præsenterede sig og sagde, at han nu i mange morgener havde set den gamle mand smide en enkelt søstjerne ud i ny og næ, og at han havde et fedt forslag til ham.
Den gamle mand kiggede på den unge og sagde: jeg vil da gerne høre dit forslag. Sig frem.
Den unge mand sagde: hvis du virkeligt vil hjælpe søstjernerne, så tag en spand eller en pose med, næste gang du går morgentur, synes jeg, at du skal tage en pose eller spand med. Så kan du smide mange søstjerner tilbage til havet og dermed gøre langt større nytte. Jeg er ked af at måtte sige det, men at smide en enkelt søstjerne i ny og næ, det gør da ingen forskel.
Den gamle mand kiggede ud over havet. Og vendte sig så smilende til den unge mand.
Han sagde: jeg er glad for, at du vil dele dit forslag med mig. Jeg er en gammel mand. Jeg har kræfter til at smide en søstjerne ud i ny og næ, og har førhen mange gange haft både spande og poser med herned. At du siger, at det stort set ikke nytter at smide en søstjerne ud i ny og næ, er jeg ikke helt enig med dig i.
For, sagde den gamle mand, bukkede sig ned, tog en endnu levende søstjerne op og smed den tilbage til havet, det nytter for den der.
Derpå hilste han farvel til den unge mand og gik videre.

Jeg synes, at det er en smuk og viis historie, og synes, at det er en god metafor at starte et afsnit om coaching og personlig udvikling med.

Hvorfor?

Fordi vi, selvom vi har den unge mands stemme indeni os, og gerne vil gøre en masse, har store projekter, store ambitioner, høje forventninger til os selv og andre, ja så har vi jo, når alt kommer til alt, os selv på vores egen livsbane. Når vi anskuer det en smule udefra, kan vi nogle gange mene, at vi ikke har nået ret meget, ikke har nået nok, ja eventuelt ikke har gjort en stor nok forskel. Og da er det, at historien om søstjernerne har sin berettigelse. For hver en situation, hvor vi er til stede med vores opmærksomhed og nærvær, vores oprigtighed og indsats i det, der er mest rigtigt for os, ja da har vi billedligt talt smidt en endnu levende søstjerne tilbage til havet. Og så nytter det hele alligevel noget igen.
Synes jeg.

Coaching og personlig udvikling

Jeg har haft et hav af coachings. Og mange af dem har været med fokuspersoner (som det jo hedder i coach-terminologien), der har rundet eller står foran at runde det, der i folkemunde kaldes et "skarpt hjørne". Det være sig enten ved 30- eller 40 års alderen.
Mange af disse fokuspersoner har udtalt:

jeg synes slet ikke, at jeg har nået ret meget. Når jeg ser andre på min alder, synes jeg, at de er kommet meget længere. De er etablerede, gang i karrieren, langt lykkeligere i deres kærlighedsforhold, har to biler etc. Eller hvad det nu er, der giver mening for den enkelte.

I sådan en sammenhæng anvender jeg som oftest et perspektiveringsværktøj, der netop er værd at anvende, når man er interesseret i personlig udvikling og i at opbygge eller opretholde det, som mange kalder selvværd, og som jeg godt kan lide at kalde selvsikkerhed.
Det er et ganske lille råd, en meget enkel ramme, som gør en stor forskel.
Jeg oplever nemlig, at mange mennesker, ikke kun i 30- og 40 års alderen, men i alle aldre, bruger en del tid på at sammenligne sig med andre, og desværre i negativt favør. Lad mig uddybe dette lidt.

Adskillige gange har jeg hørt mennesker, der siger:

jeg er ikke lige så smuk klog/rig/dygtig/udadvendt/modig/handlekraftig/beslutsom/direkte/kreativ som andre.

Og hvad fører sådan en sammenligning til?

Udelukkende til selvusikkerhed, tunge følelser, modløshed, utilstrækkelighed og med demotivation til følge.

Og hvad er det så jeg som coach gør.
Jeg spørger om følgende:

Har du overvejet at lade dig inspirere af andre, – og at sammenligne dig med dig selv?
Mange forholder sig i første omgang undrende til dette spørgsmål, som jeg da gerne uddyber.
Du ved det, jeg ved det, alle ved det: ingen kan alting. Og det perfekte ideal er udmærket som et ideal, som et mål, som et glansbillede, men gør vi os til dette ideal, så vil der da bare være et nyt mål derude. For det perfekte er en illusion, hvorimod det at føle sig fuldkommen og det at søge tilfredsheden er langt mere realiserbart for os mennesker.
Og når jeg siger: lad dig inspirere af andre, og sammenlign dig med dig selv, så mener jeg, at:

Vi skal kunne unde andre, at de har succes og held med noget. Og tænke "hey", det er flot, det er kanon, det inspirerer mig og taler til mig. Og derefter så vende opmærksomheden indad igen og kigge på vores eget liv. Og så se på, hvor meget eller hvad man har opnået indenfor bare de seneste 5 år. Selvom mange siger: der er ikke sket noget i mit liv, så vil de allerfleste kunne give mig ret i, at der faktisk bare på det seneste år, er sket en del. Og også ting, som man selv har haft indflydelse på. Ikke sådan at forstå, at man ikke kan have haft dårligere perioder eller det, man kunne kalde nedture, men at der trods det har været et ryk fremad, og at man er kommet over nogle af de sten, eller endda har nået nogle af de milepæle, der engang, længere tilbage i tiden, måske var helt urealistiske.

Og som så mange gange, hvor jeg peger på en ny og blot lidt mere nuanceret vinkel, siger mange af de fokuspersoner, der er kommet til mig for at øge deres personlige udvikling:

Det er jo fuldkommen indlysende, – hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det. Jeg kan jo bygge mig selv op på den måde – og bruge noget af den energi, der er i inspiration i stedet for at dunke mig selv i hovedet.

Personlig udvikling er mange ting.

Og det er et tema, der interesserer langt de fleste mennesker. Nogle er nærmest altid optaget af deres egen udvikling, og andre har bestemte livsfaser, hvor de ser sig selv mere i øjnene end andre gange.

Personlig udvikling er ikke kun at se sig selv i øjnene og at stoppe op indimellem. Det er en del af det.
Personlig udvikling er at gøre sig selv klart, at det menneske, man skal leve længst med, er sig selv, og at man derfor må dyrke og opretholde venskabet med sig selv
Personlig udvikling er at forsone sig med de kvaliteter og kræfter, man har. Jeg tænker ikke, at vi indeholder negative og positive sider, men at vi snarere anskuer os selv om en helhed, indeholdende tydelige og udviklede kvaliteter og samtidig indeholder knap så enkle og styrkede kvaliteter. Og at det er, sådan vi er.

Ikke fordi, at vi ikke kan udvikle de sider, som vi oplever, giver for mange komplekse og problematiske situationer. Men fordi det er vigtigt, at vi gør os klart, at det stærkeste punkt altid er lige nu. At det altid kun er i nuet, at vi kan gøre en forskel. Det er nu, at vi som mennesker må bestræber os på at mene og opleve, at "jeg er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt", så vi holder op med at ønske os væk, holder op med at synes, at græsset er grønnere på alle mulige andre "marker" end vores egen, og så vi undgår at sætte os selv i en eller anden form for standby – situation.

For nogen vil dette virke fuldkommen indlysende og give megen mening. Andre vil måske sidde og tænke "hey, hvad taler hun om", "er dette en eller anden smart ny buddhistisk retning, hvor vi bare skal hellige os nuet og være ligeglad med alt andet"?
Næ, jeg er ikke ude på at påtvinge nogen en eller anden ny retning. Det er såmænd blot nogle af mine anskuelser, baseret på tusinder af samtaler, der har inspireret mig til at dele nogle af disse anskuelser med dig.
Jeg helliger mig ingen anden retning end den teori, at "hvis noget ikke virker, så gør noget andet". Og det mener jeg, er almindelig sund fornuft. Skabt af mennesker, som jeg plejer at sige, der har fødderne på jorden, hjertet på rette sted og hovedet i himlen.
Som et menneske med fødderne på jorden mener jeg, at det giver mening at være opmærksom på det, det foregår i os og omkring os og vide, at vi må gøre det, der føles mest rigtigt og dermed mindst forkert, i de situationer og relationer, der omgiver os.
Med hjertet på rette sted mener jeg, at vi må bestræbe os på at være mennesker, er både har omsorg for so selv og andre, og har evnen til at føle med andre, der kanske befinder sig i svære livssituationer, uden dog at lide med dem.
Jeg mener nemlig, at der er stor forskel på at have medfølelse og så have medlidenhed. At jeg anfører dette punkt, skyldes, at jeg personligt mener, at medlidenhed og selvmedlidenhed er en af menneskenes største udfordringer. Lad mig forklare, hvordan jeg definerer hhv. medfølelse og medlidenhed.

Et hypotetisk eksempel.

Hvis jeg var ude at sejle med en af mine venner i hård søgang, og min ven var aldeles søsyg og stod og kastede op ud over rælingen. Så ville jeg være en god ven, hvis jeg holdt ham lidt på ryggen, lod ham vide, at jeg syntes, at det var en absolut barsk situation og ville følge ham ind til en seng, give ham en fugtig klud på panden, byde ham et glas vand og ellers ville være opmærksom på hans behov, nu hvor han var skidt til mode
Det ville være et eksempel på det, jeg kalder medfølelse.
Skulle jeg derimod have medlidenhed med min ven, skulle jeg "lide med ham", og det ville i bogstaveligste forstand betyde, at jeg skulle gøre mig til hans lidelsesfælle og også stå og kaste op ud over rælingen.

Det er selvfølgelig et lidt absurd eksempel. Men dog meget sigende. For jeg oplever, at mange mennesker sætter sig selv i stå og desværre misforstår, hvad hjælpekunst og empati dækker over.

De mennesker, der har ondt af sig selv, og synes, at det er synd for dem, af deres forældre har været hårde ved dem, at de har en sygdom, at deres pårørende er døde, at de er blevet fyret, at deres uddannelse er for svær, at det umuligt at få respekt fra nogen, ja listen er uendelig, – disse mennesker går i stå. Med risiko for at udvikle bitterhed, frustration, og en evig offerfølelse over, at livet har været mere uretfærdigt over for dem end over for de fleste andre.
Og jeg har det grundlægende sådan, at det ikke er synd for nogen. Dette er naturligvis et umiddelbart hårdt udsagn. Og jeg vil gerne uddybe dette.

Jeg har haft mennesker i min praksis, der har haft ualmindeligt drøje vilkår. Jeg har coachet mennesker, der har været udsat for tortur. Jeg har coachet mennesker, der har levet i krig og rædsler. Jeg har coachet mennesker, der er blevet voldtaget. Coachet mennesker, der er blevet banket halvt ihjel. Coachet mennesker, hvis børn er døde. Coachet mennesker, der er blevet fyret fra dag til dag eller er gået konkurs med deres hjertebarn af en virksomhed. Jeg har coachet mennesker, der har fået en kronisk livstruende sygdom og/eller er blevet handicappede, og jeg har coachet mennesker, der er blevet fravalgt, fordi partneren med et slag har fundet en ny og lækrere model
Blandt andet.
Er jeg så hjerteløs, at jeg ikke synes, at det er synd for disse mennesker?
På en måde: ja.
Og ikke fordi, at jeg ikke har mit hjerte med. For jeg har masser af medfølelse over for disse mennesker. Jeg føler og anerkender fuldt og helt, at det er en barsk og rædselsfuld situation, de har befundet eller befinder sig i. Jeg synes, at det er en ualmindeligt hård lussing, de har fået på deres livsbane. Og alle de, der fortæller deres historie til mig, takker mig for min lydhørhed, mit engagement og mit nærvær.
Og så er det, at jeg holder en ting helt klart for mig selv.
Uanset om jeg er coach eller om jeg er privatperson, så mener jeg, at det er afgørende, at jeg ikke lider med disse mennesker. For skulle jeg lide med dem, skulle jeg selv mærke smerten efter torturen, selv mærke angsten for at blive slået igen, selv mærke frygten for at gå konkurs, selv opleve den ekstreme sorg det er at miste et barn, osv.
Men det, jeg gør, som er temmelig unikt for mig, er at jeg ved, at al hjælpekunst, al medmenneskelighed må have to komponenter: nemlig "engagement" og "neutralitet". Hvis jeg bliver for engageret og lever mig for meget ind i det enkelte menneskes smerte, så kan jeg ikke guide eller løfte eller på anden måde være en støttende person. Så kan jeg kun lide med, og billedligt talt: hvis vi begge ligger i vandet, så er muligheden for at komme op på tømmerflåden mindre, end hvis den ene er på tømmerflåden og den anden i vandet.
Jeg har jo selv en øjensygdom. Og er blevet blind inden for de seneste 5 år. Naturligvis er det en tabsproces at miste sit syn. I sagens natur må det her lige nævnes, at jeg aldrig har kunnet se fuldt og helt, for jeg er født med et indskrænket synsfelt, men har kunnet se langt mere klart før i tiden.
Nu er det sådan, at jeg udelukkende kan skimte lys og mørke. Ikke kan se hverken mig selv, mine børn, min mand, mine fokuspersoner mv. kun kan skimte, hvorvidt det er lyst eller mørkt udenfor, og kun kan skimte, hvorvidt et par stearinlys er tændte frem for slukkede. Sådan er det. Og ligesom jeg har lært, via gode inspirationskilder og egen interesse i at gå vejen og finde ud af, hvordan jeg kan opretholde min livskvalitet, selvom jeg ikke kan se på det fysiske plan, ja så ser jeg, at det mit arbejde og min coaching indenfor personlig udvikling handler om, at gøre den enkelte fokusperson klart, at selvmedlidenheden må droppes pr. omgående, så man giver mulighed for at indse, at der altid er mindst en mulighed man har overset.

Og netop ovenstående er et af mine bud på, hvad det vil sige at have hovedet i himlen. For jeg tænker ikke nødvendigvis dette som et spirituelt eller religiøst aspekt. Det kan det være. For mange, der er optaget af personlig udvikling, er optaget af at finde meningen med deres egne liv. Men lidt enkelt sagt så mener jeg, at et menneske med hovedet i himlen, er et menneske, der lader sig inspirere af de tanker, der letter, løfter og virker. Intet mere, intet mindre.

Græsset er grønnest, der hvor det bliver vandet.

Læring er en dynamisk vekselvirkning.
Har man fokus på personlig udvikling, som jo i en lidt populær udgave kan siges at vikle sig ud af indviklede tanke- og reaktionsmønstre, ja så befinder man sig i en læringsproces. Jeg er med tiden selv blevet provokeret af mennesker, der har sagt "man kan lære noget hver eneste dag". For jeg har da i mit liv haft lange perioder, hvor jeg slet ikke har kunnet se eller sanse, hvad jeg var ved at lærer.
Mine fokuspersoner derimod lærer mig meget. Ligesom de giver udtryk for, at jeg lærer dem meget.
Og det er jo lidt sjovt her i Danmark, hvor det tit har været sådan, at "hvis mennesker ville være bedre til at tale fransk, ja så gik de på et franskkursus eller tog til Frankrig i en periode". Hvis mennesker ville være bedre til at spille fodbold, ja så meldte de sig til et fodboldhold og trænede igennem". Men pudsigt nok har jeg flere gange mødt den udtalelse, især fra mænd, at "jeg havde aldrig troet, at jeg ville sætte mig ned og snakke med en coach om mit liv, for jeg mener, at man selv skal finde ud af, hvordan man lever".
Og der er også mange sandheder i, at vi som mennesker da gerne må gøre alt, hvad vi selv kan for at finde ud af at navigere igennem livet. Nogle gange må vi dog erkende, at den klippeblok der ligger foran os på vores livsvej, virker for uoverskuelig og ufremkommelig til at vi kan overstige den eller komme udenom.
Og så er det heldigvis blevet mere og mere acceptabelt bl.a. at opsøge en coach, der ved noget om personlig udvikling, kender noget til de barrierer, der kan være i et menneskes liv, og kan være med til, nænsomt og effektivt, at guide videre. I det tempo, der passer den enkelte.
Det betyder jo slet ikke, at vi kun skal være til stede her og nu, og sætte al opmærksomhed ind på nuet. Som gode gamle Søren Kierkegaard, den gennemførte eksistentialist, der mente at livet bestod af kompleksitetens skønhed og at intet kun var enten-eller.

Han sagde, for snart to århundreder siden:

Lev hver dag som var det den sidste.
Men planlæg som var det den første.

Renere og mere enkelt – og samtidig komplekst kan det ikke siges
Det kan siges på så mange måder, og jeg er stor tilhænger af den måde at anskue livet på, som bl.a. Kirkegaard var fortaler for.

For han sagde:
Gift dig og du vil fortryde det, og
Gift dig ikke, og du vil fortryde det.

Engang var jeg inviteret med til et bryllup. Og tænkte længe på at fyre en lidt ironisk vittighed af, for de unge mennesker, der var blevet smedet sammen, var nemlig rigtigt glade for hinanden, men der var også en underligt stemning af, at gæsterne helst ikke skulle tale om, at der jo også havde været andre partnere inde i billedet, før det glade unge par mødte hinanden. For mig var det indlysende, at der selvfølgelig havde været andre. Og at det var godt, at der også havde været andre. For alle, vi møder, lærer vi jo blandt andet en del om, hvad vi ikke vil have, eller hvad der ikke virker for os, så vi kan orientere os mod noget, der giver mere mening.
Og så var det, at jeg bryggede en lidt harsk hypotese frem. Som jeg dog, efter at have drøftet den med bl.a. min søster, der også var med som gæst, valgte ikke at udtale i den sammenhæng.
At jeg nævner den i dette dokument om coaching og personlig udvikling skyldes, at jeg mener, at humor og glæde er ligeså vigtig en ingrediens at krydre sin livsvandring med, på fuld højde med seriøsitet, målrettethed og indføling.

Historien er:
To krukker står på et apotek og taler sammen.
Den ene siger: er du medicin
Den anden svare: Nej, jeg er gift.

Jeg fortalte som sagt aldrig denne historie. Egentligt kom den af, at min søn som 6-årig kom og fortalte en vittighed, som han kunne forstå komikken i.
Vittigheden er gammel, og du kender den sikkert:

2 skilte står og taler sammen
Det ene skilt siger:
Er du gift
Det andet skilt svare
Nej, jeg er skilt

Jeg håber, at du trækker på smilebåndet over disse udsagn.
For humoren, som er en udspringer af glæden, må vi tage med.
For at vi, som jeg har kaldt overskriften på dette afsnit, kan gøre os klart, det er aldrig græsset på den anden side, der er grønnere. Det kan inspirere os, men det er sådan, at det er der, hvor græsset vandes, at det er grønnest.
Det var en af mine fokuspersoner, der lærte mig det.
Han mener, at jeg lærte ham noget andet. Han mailer tit til mig, og taler tit om et eksempel, jeg fortæller stort set alle de par, der får coaching hos mig, og alle de fokuspersoner, der kommer for at få coaching inden for personlig udvikling

Jeg taler nemlig tit om skuffelsen.
For alle mennesker kender til at blive skuffede. Og skuffelsen, mener jeg, er en af de tilstande, der har allerflest variationer, eller ansigter, som jeg vanligt kalder det.
Skuffelsen kan variere fra had til raseri, til tristhed og forvirring, til undren og bebrejdelser. Som kan husere indeni den enkelte person og /eller i forhold til andre mennesker.

Måden, jeg omtaler skuffelsen på, er ved at bruge det engelske ord for skuffelse.
Der jo, som stort set alle ved, hedder DISAPPOINTMENT
Og hvis vi nu deler dette ord op, så der står DIS – APPOINTMENT; så opstår der straks en anden mening. For ord er så fantastiske og indeholder så megen visdom og indsigt, når vi lytter til dem.

Alle går vi jo rundt med hver vores appointments. "læs": aftaler/forventninger/forhåbninger/ønsker/længsler og ideer.
Appointments, som vi mange gange slet ikke redegør for, over for andre. Og mange gange heller ikke er bevidste om i forhold til os selv.

En appointment kan være, at et menneske beslutter sig for at ville øge sit selvværd.
Når dette menneske så oplever, at en eller anden omstændighed igen kunne skabe uligevægt og forvirring, ja så er dette menneske øjeblikkeligt skuffet. For den aftale, man havde lavet med sig selv, er jo "disset".

På samme måde i forhold til mange andre mennesker.
Går en kvinde rundt og tænker: bare min mand har overskud og har lyst til at snakke i aften, ja så er det hendes egen appointment.
Hvis manden så af andre grunde sidder for an fjernsynet, er træt, taler i telefon eller lignende, så er hun øjeblikkeligt skuffet. Hvorfor: fordi virkeligheden ikke matchede hendes appointment.

Udfordringen her er naturligvis at skille egen forventning fra det, der sker. og at øve sig i at redegøre for sine forventninger og håb, så andre har reel mulighed for at forholde sig til dem.

Det er blandt andet en måde at vande græsset på.
Og et led i personlig udvikling.

For man kommer ikke uden om, at både den interne kommunikation og den eksterne kommunikation må under lup, når man beslutter sig for at øge sin personlige udvikling, sin selvsikkerhed, sin motivation, sit engagement, sit nærvær, sin karriere eller hvad det nu er, der ligger den enkelte på sinde.
Den interne kommunikation er vores tanker og følelsesmæssige og kropslige reaktioner.
Tanker består jo af mindst to elementer. Dels at vi taler med selv indeni hovedet, som havde vi en indre kommentatorstemme. Og at vi ser eller skaber billeder/indre forestillinger.
Denne interne kommunikation, der hele tiden er i gang, må i forhold til både os selv, andre og de aktiviteter, vi vælger at fokusere på, være af, eller gøres til en venlig og støttende, opmuntrende og begejstrende og oprigtig karakter. Igen i tråd med som jeg nævnte tidligere, at det er os selv, vi skal leve længst med og derfor må bestræbe os på at være vores egen bedste ven. Bemærk dog, at der er et skridt fra at være selvstøttende og selvsikker og så til at være alt for selvfed og selvtilstrækkelig.
Kommunikation går begge veje. Min opfattelse er dog, at hvis vi selv gør os klart, at en del af personlig udvikling er at blive bevidst om og positivt forstærke den indre dialog, ja så har det en åbnende og effektfuld indvirkning, også på kommunikationen til og med andre mennesker.

Der er naturligvis meget mere at sige om coaching og personlig udvikling.
Min webmaster og jeg har besluttet, at jeg hver dag i de kommende 30 dage, leverer et nyt indlæg, enten på hjemmesiden eller på webloggen. Hvor omdrejningspunktet er "personlig udvikling": nu har jeg spredt også dette glade budskab til dig. Det forpligter.
Og det løfte holder jeg gerne.

Du er naturligvis velkommen til at komme med indlæg til min weblog.
Det vil jeg se frem til.
Jeg har det nemlig sådan, der findes ikke fiaskoer, kun feedback.
Der findes ikke kritik, kun tilbagemeldinger.
Og alt har sin ret.

Ser frem til at dele endnu flere anskuelser i tiden, der kommer.

Hilsen
Christel sonne Rasmussen

Retur til hovedsiden:

Personlig udvikling

Par coaching – værdier i parforholdet

Christel — Tue, 26 Jun 2007 20:47:09 +0000

Når parforholdet mangler et løft, er der mange, der går i parterapi.

Men i situationer, hvor begge parter ønsker at blive sammen og ønsker at forbedre deres indbyrdes samliv, er coaching af par en mulighed.

Hos Unicoaching.dk står Christel Sonne Rasmussen for coaching af par. Christel, der har mangeårig parterapeutisk erfaring og med sine coach-kompetencer har udviklet et koncept for coaching af par, har meget at byde på.

Hvorfor coache par?

Mange coaching-sessioner handler om at få defineret eller re-defineret, hvilke værdier, der er i spil eller mangler at blive sat i spil.

I coaching af par, hvor udgangspunktet er, at parret bliver sammen og sammen kommer videre på en bedre måde, er følgende spørgsmål en del af coachingen:

Hvad får dig til at leve og trives som det menneske og som den mand/kvinde, du er
og
Hvad vil du ikke leve uden i dit parforhold
og
Hvad lægger du vægt på i dit parforhold
og
I hvilke sammenhænge synes I, at I lykkes?"

De, som kender til værdiarbejde, vil øjeblikkeligt kunne se, at disse spørgsmål peger henimod at afdække vigtige kvaliteter og dermed værdier. Så der efterfølgende kan coaches på, hvordan hver enkelt og hvordan man sammen konkret får disse værdier levendegjort i tale og handling.

Coaching af par er en spændende og givende opgave.

Det kan være både dilemmahåndtering, konflikthåndtering og kommunikation, der arbejdes med. Ligesom lyst, prioritering og opdragelse af børn kan være temaer. Faktisk er ingen temaer hverken for små eller for store, blot parret er indstillet på at have et fokus på at sætte mål og arbejde fremadrettet. Det betyder ikke, at fortiden er glemt, men coaching af par er ikke terapi, hvorfor coachen har fokus på at søge de situationer, der er lykkedes.
Og coachen har fokus på at afklare, hvilken læring og indsigt, parret kan drage af tidligere "fejl", så læringen, men ikke de dystre stunder fra fortiden, bæres med.

Coaching af par er en gave til ens parforhold. Blandt andet på grund af, at mange par har travlt med:

projekt job
projekt børn
projekt selvrealisering
projekt familieaktiviteter
projekt fritidsinteresser
mv., og det er ok at have travlt.

Mange gange betyder det dog desværre, at prioriteringen af partneren glider i baggrunden, og at man derfor, mange gange ufrivilligt, kommer til at signalere, at man tager sin partner for givet. Og så kan det forekomme, at resignationen, tristheden, vreden, frustrationen mv. begynder at kile sig ind imellem den enhed, som man engang var. Og da det kan være besværligt selv at vide, hvordan man kommer bedre og mere berigede videre, kan netop coaching være ideelt i en sådan sammenhæng.

Bemærk, at Unicoaching.dk ikke laver afklaring med hensyn til, om to partnere skal fortsætte sammen. Coaching af par forudsætter, at parret indstiller sig på at få det, der virker knap så godt, og det der virker godt, til at virke endnu bedre.

I den seneste tid har coaching af par handlet om at fastlægge nogle konstruktive retningslinier, så begge parter oplever, at de vokser sammen i stedet for, at den ene føler at han/hun løber foran …

I den seneste tid har coaching af par også handlet om at drøfte, hvilke værdier, parret er enige om, og hvilke værdier der er individuelle.

Og i den sidste tid har coaching af par også handlet om hver enkelt partner reflekterer over og beslutter, hvad han/hun kan gøre, for at glæde sin partner. for mange gange er det at glæde den anden, ubetinget, så man ikke står og forventer, at man også selv får noget tilbage, en af de ting, der skaber et mærkbart løft. Netop taget i betragtning af, at de allerfleste par i deres forelskelsesfase netop var gode til ubetinget at anerkende og glæde hinanden, og at det mange gange er denne uselviske kvalitet, der er blevet mangelvaren på parrets "indre købmandshylde"

Hilsen
Christel

Læs mere på siden:

Værdier – Personlige værdier i livet

Til hovedsiden:

Parcoaching

Kvinder og selvudvikling

Christel — Sat, 23 Jun 2007 07:53:24 +0000

Kvinder, coaching og selvudvikling.

Selvudvikling og personlig udvikling gælder både kvinder og mænd, men da der stadig er en overvægt af kvinder, der konsulterer Uni Coaching.dk, har jeg lyst til at fortælle lidt om, hvor der er en forskel, når det er kvinder, der opsøger coaching.

Et af de temaer, der går igen som en gængs problematik, er det at have nedprioriteret sig selv til fordel for børn, mand, job mv. Det er ikke altid klart for den enkelte, at fokuspunktet bliver at prioritere sig selv på en sund og oprigtig måde, for problematikken kan i sin enkelhed være sløret af følelser og tilstande, som man ikke selv kan gennemskue. Blandt andet på grund af, at det er et integreret og tidligt grundlagt mønster.

Mange kvinder beskriver deres nuværende situation som:

Jeg har ikke noget selvværd; synes altid, at andre er vigtigere end mig.
Min mand dominerer over mig og respekterer mig ikke
Jeg har læst mange bøger om assertionstræning, men det lader til, at jeg ingen gennemslagskraft har.
Jeg går med en evig vrede i mig, er anspændt og let at irritere, og jeg har svært ved at slappe af.
Jeg vil gerne føle mig mere fri og glad, men når jeg gør noget, som udelukkende er for mig, føler jeg dårlig samvittighed.
Jeg er så udmattet om aftenen, efter arbejde og pligter og samvær, at jeg dratter om ved 21-tiden men så vågner jeg ved 3-tiden og kan ikke sove mere. Jeg spekulerer ikke på noget specielt, men den manglende søvn fortæller mig , at jeg er ude af balance".
"når nogen siger noget uretfærdigt eller kompromisløst, som jeg gerne vil svare på, bliver jeg mundlam. Jeg får altid ideen om, hvad jeg skulle have sagt flere timer senere. Og så er det jo for sent.
Jeg kan ikke lide mit udseende, sammenligner mig med de unge og smukke piger, og synes, at min krop udelukkende er i forfald. Det har taget sexlysten fra mig. Hvem har dog lyst til at være sammen med sådan en gammel krage? Problemet er bare, at jeg har brug for en mand i mit liv, somehow.
Jeg kan godt se, at jeg er lidt "dørmåtte" derhjemme, men jeg kan også godt lide at være den, der har styr på alting. Det er bare irriterende, at min mand og mine børn ikke tager noget af sig selv.
osv. osv..

Der er, som du kan læse, mange afarter og grene, der springer af den samme problematik. Kvinder, der af forskellige grunde, nedprioriterer sig selv, bliver vrede og frustrerede og mange gange vender kritikken indad. Kvinder, der selvom de har kontrol på et plan, ingen indflydelse oplever at have i kommunikation og relationel sammenhæng. Kvinder, der ikke kan se eller mærke deres eget værd og knokler rundt for at i hvert fald omgivelserne er i orden. Når der nu er så meget kaos indeni.

Jeg fortæller tit følgende lille metafor, som du hermed er inviteret til at læse.

Og vid, at coaching kan fremme både eget selvbillede, evnen til at kommunikere klart og tydeligt, afklaring af nuværende livsværdier, og helt enkelt sagt. At man ser sig selv på niveau med alle andre.

En gammel historie:

En stamme med mænd og kvinder havde deres egen boplads. Ved aftentide plejede de at sidde i en cirkel, med hver deres lille bål foran sig. Til at holde sig varme ved, og til at holde dyr på afstand.

De sad og talte, sang og lyttede til historier i denne cirkel.
En aften kom en fremmed vandrende til bopladsen. Han spurgte, om han måtte sidde med i cirklen og fik ja. Efter et stykke tid, fattede en af de yngre kvinder og han interesse for hinanden. De blinkede til hinanden med øjnene, og de smilede til hinanden. Med et par håndbevægelser indbød manden den unge kvinde til at komme og sidde hos ham i cirklen. De talte og hyggede sig sammen. Da mørket faldt på, elskede de og faldt i søvn.
Næste morgen vågnede kvinden. Manden var væk. Taget videre på sin færd.
Hun frøs. Og gik tilbage til sin egen plads. Hendes bål var gået ud, og der var ingen gløder tilbage, fordi hun ikke havde holdt liv i det igennem natten. Nu måtte hun, rystende af kulde og ked af, at manden allerede var væk, finde nyt brænde og starte med at bygge bålet op.

Hold ild i dit bål. Det kan du ikke, hvis du udelukkende underlægger dig en mands behov. Find en balance. For dit bål er dit bål.

Venlig hilsen

Christel

Tilbage til hovedsiden:

Selvudvikling

Selvrespekt

Christel — Thu, 21 Jun 2007 23:10:12 +0000

Sofia Manning har sagt det både enkelt og viist mht. selvrespekt.

"Selvrespekt er en gave, man kan åbne hver eneste dag".

Citat: Sofia Manning i bogen "Coaching – det handler om at stille de rigtige spørgsmål"

Jeg kan godt lide enkle og samtidigt viise citater. Fordi det mange gange har vist sig, at vi som mennesker bruger nogle af disse citater som vores leveregler. Og ovenstående citat må for min skyld gerne blive en leveregel, som både kvinder og mænd gerne må gøre mere synligt i deres tilværelser.

Der er formentligt mange definitioner og fortolkninger af, hvad selvrespekt er.

I min terminologi, juni 2007, er selvrespekt som ordet siger, at respektere sig selv.
Og i uddybet form mener jeg, at selvrespekt er at gøre sig klart, hvad ens egne holdninger og hensigter, tilsande og følelser er, fra situation til situation. Og at være tro mod disse, på en måde, man kan stå inde for.

Selvrespekt kan blandt andet åbnes som en gave i følgende kontekster:

At sige nej, når man mener nej
At sige ja, når man mener ja
At sige "det ved jeg ikke", når det er det, der er svaret
At finde sin egen fornemmelse af, hvad der er mest rigtigt og mindst forkert at gøre i en dilemmafyldt situation.
At respektere sig selv og undlade at kritisere sig selv
At ranke ryggen
At bruge sit mod og gøre det, der forekommer mest rigtigt, også selv om man er bange.

Jeg tænker, at selvrespekt er at stå ved sig selv og sine holdninger, vel vidende at nogle af disse kan ændre sig, over tid.
Og at man har overskuddet og styrken til at være uenig med andre, uden at blive uvenner med dem
Og selvrespekt er at sætte sig de højeste mål, fordi man ved, at man fortjener dem. Og at gøre det, der skal til, for at nå disse, og eventuelt justere undervejs, fordi vi også har virkeligheden med som medspiller.

Hvorfor så mange har svært ved at respektere sig selv, er der formentligt lige så mange grunde til, som der er mennesker. Vigtigt er det at holde sig for øje, at man fra nu til nu har et valg, og at dette valg er både gavnende og fremmende, når selvrespekt er indvævet som en del.

Selvrespekt, selvværd og selvtillid hænger sammen. Det er ikke udelukkende isolerede og afgrænsede tilstande.

Så start evt. et sted, og du vil se, at hver af mekanismerne vil styrkes, så du selv bliver bevidst om, hvad du kan gøre, for at generere disse i stedet for blot at fortvivle over, at de ikke hele tiden er til stede.
Jeg vil skrive mere om dette emne de følgende dage.
Du er inviteret.

Hilsen
Christel sonne Rasmussen

» Personlig Coach

Individuel coaching

I individuel coaching er der et spørgsmål, der altid går igen.

Uanset om temaet er:

Og spørgsmålet handler om ressourcer og lyder:

Måske er det ressourcer som:

Personlig målsætning

Nogle gange er det kalenderåret, fra 1. januar til 31. december, der husker os på, at endnu et år er gået.

Og det får mange til at lave nytårsfortsætter, for "nu skal der ske noget", og "nu må det slutte med de dårlige vaner"…

Men tilbage til personlig målsætning.

Når talen falder på personlig målsætning, er der nogle spørgsmål, der kan være meningsfulde at afklare:

Det er godt at tænke. Og vi kan ikke lade være.

Jeg hørte for nyligt i en radioudsendelse, at nogle mener, at vi tænker 60.000 tanker om dagen.

Et forbløffende højt antal, og jeg smiler ved mig selv ved tanke n om, hvem der mon har talt disse tanker og er kommet frem til det tankevækkende facit.

Hvorfor nu denne refleksion?

Det er til at se det, selvom man ikke lige ved det?

"Udenpå kan ingen se det men det ligger indeni" synger Anna David i sin nye sang:

Kropssproget sladrer.

Coaching og matching.

Positivt resultat.

Stress og parforhold

Stress kan også påvirke dit parforhold.

Mange, der kommer til stresscoaching, beskriver at de har problemer i deres parforhold. Og mange, der kommer til stresscoaching tror og vurderer, at deres partner også er stresset.

Personlig planlægning

Stress og personlig planlægning

I forbindelse med at stressreduktion og stresshåndtering er personlig planlægning et tema, der er værd at tage seriøst og værd at levendegøre for den enkelte.

Hvad er det så med disse rammer?

Sagt mere enkelt.

Ét er jo at udfærdige den ideelle ramme, på mentalt plan. Et andet er at udføre den i praksis.

Historien er et godt billede på, at personlig planlægning er én ting, og at behovet for afstemning og evaluering er en anden. Samt understreger nødvendigheden af at have sine værdier med, i stort som småt, på arbejdet som i fritiden.

Personlig udvikling

Coaching og personlig udvikling

Jeg vil starte med at genfortælle en gammel historie, som jeg hørte for mindst 10 år siden, og som indimellem har været fortalt af mig i sammenhænge med personlig coaching, i undervisning, i parterapi mv..

Jeg synes, at det er en smuk og viis historie, og synes, at det er en god metafor at starte et afsnit om coaching og personlig udvikling med.

Coaching og personlig udvikling

Adskillige gange har jeg hørt mennesker, der siger:

Og hvad fører sådan en sammenligning til?

Og hvad er det så jeg som coach gør. Jeg spørger om følgende:

Personlig udvikling er mange ting.

Et hypotetisk eksempel.

Græsset er grønnest, der hvor det bliver vandet.

Han sagde, for snart to århundreder siden:

Personlig udvikling

Par coaching – værdier i parforholdet

Når parforholdet mangler et løft, er der mange, der går i parterapi.

Men i situationer, hvor begge parter ønsker at blive sammen og ønsker at forbedre deres indbyrdes samliv, er coaching af par en mulighed.

Hvorfor coache par?

Mange coaching-sessioner handler om at få defineret eller re-defineret, hvilke værdier, der er i spil eller mangler at blive sat i spil.

Coaching af par er en spændende og givende opgave.

Værdier – Personlige værdier i livet

Parcoaching

Kvinder og selvudvikling

Kvinder, coaching og selvudvikling.

Selvudvikling og personlig udvikling gælder både kvinder og mænd, men da der stadig er en overvægt af kvinder, der konsulterer Uni Coaching.dk, har jeg lyst til at fortælle lidt om, hvor der er en forskel, når det er kvinder, der opsøger coaching.

Mange kvinder beskriver deres nuværende situation som:

Jeg fortæller tit følgende lille metafor, som du hermed er inviteret til at læse.

En gammel historie:

Selvudvikling

Selvrespekt

Sofia Manning har sagt det både enkelt og viist mht. selvrespekt.

"Selvrespekt er en gave, man kan åbne hver eneste dag".

Der er formentligt mange definitioner og fortolkninger af, hvad selvrespekt er.

Selvrespekt, selvværd og selvtillid hænger sammen. Det er ikke udelukkende isolerede og afgrænsede tilstande.

Og hvad er det så jeg som coach gør.
Jeg spørger om følgende: