Coaching og kvalitet
Der har i den seneste tid været udtalelser i medierne om coaching, kvaliteten i coaching og hvilke uddannelser, der "holder hele vejen hjem", samt aspektet om, at der er for mange plattenslagere i branchen.
-
Undertegnede Christel Sonne Rasmussen, grundlægger af Uni Coaching blev citeret i Jyllandsposten, den 21. marts 2007, hvor også Birgitte Jepsen, leder af Axept, og Ole Kirkeby m.fl. blev interviewet.
Det er jo sådan, at der p.t. ingen brancheforening findes med hensyn til coaching, og det er sådan, at der er internationale standarder, som bl.a. Axept – udannelserne opfylder, men coaching er ikke et beskyttet begreb, hvorfor alle og enhver kan kalde sig coach.
- Det er naturligvis et problem.
Ole F. Kirkeby får det til at lyde som om, at kun den coachuddannelse, han agter at påbegynde i 2008 har det rette udgangspunkt. Og at de private virksomheder med økonomisk interesse blot ønsker at spinde guld og gør det for nemt at blive coach.
-
Her mangler jeg nuancer. For netop nuancer og det at undersøge det, man omtaler, er ifølge min mening et af coachingens absolut væsentlige omdrejningspunkter.
Og for mig at læse, bliver også det projekt, som Ole Kirkeby vil søsætte, et projekt, der også har en økonomisk interesse.
Og jeg tror, at det er bremsende at gøre sig klog på, hvilken uddannelse der er den bedste. Kirkeby får det desværre til at lyde som om, at hans kommende uddannelse vil være den eneste at foretrække, hvis man vil have en ordentlig og etisk korrekt uddannelse.
Jeg synes, at:
- Man skal gøre sig klart, hvilke præferencer, den coach, man opsøger, har.
- Der er uddannelser i Danmark lige nu, der har grundighed, kvalitet og seriøsitet.
- Der er moralske, interesserede og dygtige coaches i Danmark på nuværende tidspunkt med masser af erfaring og med en viden om, at de laver coaching, – hverken terapi eller plat hjernevask.
- Der er penge med i spillet, for alle.
Det væsentlige er, hvad den bagvedliggende motivation er.
Og er den bagvedliggende motivation at kunne undersøge, guide, anerkende og møde det enkelte menneske, hvor det befinder sig, og ikke at "nu skal der spindes guld", ja – hvem er det så, der har retten til at vurdere, hvem og hvad der er bedst???
Enhver må gribe i egen barm, – den enkelte coach som uddanelsesudbyderne.
Og kan man selv, moralsk, etisk og kompetencemæssigt stå inde for bl.a. ICFs standarder, og kan man udfra den respons, man får, fra de fokuspersoner og teams, man arbejder med, se sig selv og disse i øjnene, er man en coach, der har lige så megen ret til at agere og coache som de, der åbenbart fra 2008 klædes på med en endnu mere akademisk uddannelse.
- Jeg ønsker Ole Kirkeby og enhver anden, der har interesse i at løfte coachniveauet velkommen.
Og ønsker, at den anerkendelse, man selv vil have, også kan gives til dem, der har trådt flere skridt på vejen allerede.
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Gemt under Blog - blandet af 