Jeg har været tilknyttet som konsulent og underviser i forløb, hvor målgruppen var mennesker med både kortvarige og langvarige sygemeldinger, og jeg vil gerne give nogle eksempler fra den virkelige verden.

De navne, der er brugt, er fiktive, hvorimod de cases, der beskrives, er autentiske.

Lene, 34 år Lene var i 9 år ansat som social- og sundhedshjælper. I de sidste 3 år blev hun sygemeldt på grund af stress og depression a 4 omgange. Lene beskrev selv, hvorledes hun havde elsket sit job og nød samværet med og plejen af de ældre mennesker, som var hendes primære målgruppe. I takt med, at kravene blev skærpede, og det tidsmæssige aspekt, at Lene måtte bruge kortere tid hos hver borger, fik hun det gradvist dårligere. Fik søvnforstyrrelser, følte sig tit energiforladt og selv om hun mange gange havde lyst til at tage sig en sygedag, undlod hun dette, for der var så mange andre, der også var syge af personalet. Lene manglede forståelse fra chefen med hensyn til vagtplanen, hvor hun flere gange havde bedt om at blive fritaget for aften- og weekendvagter, da hun var alene med 2 mindre børn, men hvor hun oplevede, at dette ikke blev efterkommet. Da Lene fandt en ældre borger død på sit værelse, brød hun sammen. Hun havde tidligere set et dødt menneske, men denne gang udløste det, at hun ikke turde gå på arbejde mere, udviklede angst og depression og manglende tro på egne evner. Lene var i sin grundpersonlighed og sit udtryk en meget livsglad og givende person. Men valgte at få et job, hvor hun ikke længere skulle arbejde med mennesker, og hvor arbejdstiden var max. 25 timer ugentligt, da hun ikke kunne overkomme mere.

Henrik, 41 år Henrik var en fremstormende karriere mand. Havde været konsulent i mange år og var meget anset inden for den branche, han arbejdede i. Havde altid moret sig med sit job og elskede at tage de sværeste opgaver, som ingen andre kunne løse. Og havde efter han eget udsagn stort set "ikke haft andet end succes i hele sin job – karriere". Pludselig begyndte han at have problemer med at koncentrere sig. Han kunne ikke huske, hvem der ringede til ham. Han havde svært ved at have interesse i de opgaver, der blev stillet. Og han udviklede en stor vrede over for sin leder, når denne kom med nye ideer og tiltag. Noget, han altid tidligere havde elsket. På hjemmefronten var der knas i parforholdet, men økonomisk og fritidsmæssigt var alt mere end perfekt. Og ordet "perfekt" var et ord og et begreb, der altid havde været Henriks mål og ønske. Og i flere og flere situationer oplevede Henrik nu, at han ingenting var værd. Og for ikke at tabe ansigt, og fordi han mente, at han nok bare var stresset, begyndte han at fingere "influenza" og meldte sig syg. Og begyndte at frygte at gå på arbejde. Da Henrik lod sig sygemelde i to måneder, fordi han var ude at kontakt med nogen form for energi, valgte han at modtage coaching, og fik fundet sine værdier for job og andre livsområder, og begyndte at forstå sammenhængen mellem aktivering og deaktivering. Henrik fandt sin motivation og energi igen, men på et andet job, og han lærte at skrue ned for sine egne forventninger. Han udtalte, at hvis han ikke var blevet stoppet af den afmagt, han følte, ville han nok en dag have gjort en ende på sit eget liv, fordi han var begyndt at føle sig som en omvandrende fiasko.

Anette, 37 år Anette havde været pædagog siden hun var 22. og havde elsket sit job. Havde nydt samværet med børn, og var i 9 ud af 10 dage altid gået glad hjem. Inden for de seneste to år, oplevede hun, at der blev skåret ned på personalet, og at der kom en tilstrømning af børn med store sociale problemer til institutionen, da hun havde været pædagog længe og var en stor kapacitet, valgte hun at sige ja til det kompetenceområde, at hun tog sig ekstra af de børn, der havde særbehov. Anettes problem blev dog, at hun ikke kunne give slip på tankerne om børnene, når hun kom hjem. Hun bekymrede sig, ængstedes, og gjorde alt, hvad hun kunne, for netop at give dem ekstra omsorg og opmærksomhed, når hun var på arbejde. Hun bemærkede ikke selv, at hun skiftede karakter. Men følte sig tit mat og utilstrækkelig, og sov stort set, fra hun kom hjem til hun atter skulle på arbejde. Hendes kæreste gav tit udtryk for, at hun måtte være lidt mere til stede derhjemme, og da hun var en følsom og givende kvinde, følte hun tit usandsynligt dårlig samvittighed over, at den energi, hun altid havde haft, løb ud af hende, uanset om hun var hjemme eller på arbejde. Hendes daglige sætning var: "nu må jeg tage mig sammen. Der er jo ikke noget at klynke over. Det kan da ikke passe, at jeg synes, at det er svært. De børn har brug for mig, og jeg kan jo godt lide min kæreste, så nu må jeg stramme lidt op". Det, kollegaer og leder på jobbet bemærkede, var, at hun blev mere og mere initiativløs. Hun kunne sidde flere timer på en stol, og smile tappert og venligt, men holdt op med at være igangsættende og deltagende. En morgen, hvor hun skulle på arbejde, besvimede hun og var sværere at få til bevidsthed end efter en almindelig besvimelse. Hun blev indlagt, og orkede i flere måneder knap at tale. Udmattelsen havde sneget sig ind på hende, og hendes energiforladthed var total. Der var ingen tvivl om, at Anette måtte få et andet job, når hun blev raskmeldt igen. Hun forsøgte sig i servicefag, men orkede ikke at være på arbejde i mere end 3 timer, selvom hun godt kunne lidt arbejdet og de mennesker, der var der. Anette var udbrændt. Og selv flere år efter er hendes energiniveau ikke stabilt eller højt. I Anettes tilfælde har det været nødvendigt med en førtidspension, selvom hun i sin vilje ikke ønsker dette, men har måttet erkende, at hun ikke har energien og evnerne til andet.

Lasse, 57 år Lasse havde været virksomhedsleder i mere end 30 år, da han begyndte at miste gnisten til sit arbejde. Virksomheden gik godt, han havde altid nydt at arbejde og var glad for sin familie. Han begyndte at bekymre sig og ængstes mere, end han havde gjort før i tiden. Han blev søvnløs og melankolsk og kunne ikke rigtigt glæde sig over noget mere.  Han havde lyst til at holde ferie, men kunne ikke overskue at tage af sted fra virksomheden, hvilket han ellers havde haft gjort mange gange med held. For han havde dygtige og ansvarlige medarbejdere, som han stolede på. Han udviklede diskusprolaps og var efter operationen meget smerteplaget. Han begyndte at blive bange for at præsentere og præstere, og plagedes af dødsangst og katastrofetanker om, at hans børn ville dø, og at hans kone ville finde en anden, for han var jo bare en gnaven og sørgmodig mand, der ikke havde lyst til noget. Lasse forsøgte at holde sig oppe på, at når han blev 60, kunne han gå fra arbejdsmarkedet, men det pinte ham, at ingen af hans børn var interesserede i virksomheden, og det plagede ham, at han skulle lade sit livsværk gå til en, der eventuelt ikke havde samme visioner, som han selv havde haft. Hans humør blev så dårligt, at han blev nødt til at få psykiatrisk hjælp, og så herefter sig selv som en knækket mand, der frygtede for morgendagen og heller ikke havde energi til at følge de mål, han satte sig. Lasses diagnose var udbrændthed. Han afhændede sin virksomhed og satte sig det mål kun at gøre, hvad han havde lyst til. Og er ved at få livsgnisten tilbage. Men som han selv siger "det har bare taget alt for lang tid; jeg synes, at jeg har spildt mange år og tør ikke forvente mig noget af fremtiden, kun at håbe, at det bliver bedre".

Så: til kamp mod udbrændtheden. Og til kamp mod at overhøre signaler og til kamp mod at overhøre vores medmenneskers kommentarer om, at vi skal passe bedre på os selv, så vi ikke bliver udbrændt.

• Til hovedsiden om: Udbrændt og udbrændthed

Således ønsker jeg med denne tekst at have redegjort for, at det er op til den enkelte at tage hånd om eget liv, og samtidig at gøre ledere og evt. tillids- og sikkerhedsrepræsentanter opmærksomme på, at ingen af os må sove i timen, når det handler om stress. For effekten kan være af langt værre dimensionen, end man lige går rundt og tror.

Mindfulness – værktøjer der reducerer stress

Søger man på nettet ud fra ordet “Mindfulness” kommer der spændende og gode hjemmesider frem.
Hjemmesider, der beskriver et udtryk, som jeg synes, er smukt, nemlig begrebet “Mindfulness”.
Og et fænomen, der omfatter en åndedrætsteknik, udsprunget fra østerlandske traditioner og kombineret med vesterlandske teorier og metoder til netop noget så moderne og nødvendigt som stresshåndtering.

I arbejdet med stresscoaching er det interessant at bemærke, at traditionen omkring “Mindfulness” meget fint knytter sig til de undersøgelser, som bl.a. en af de førende stressforskere herhjemme, Bobby Zachariae, fortæller om.
Nemlig, at det har vist sig, at det der afhjælper stress allermest, og er det, som er mest videnskabeligt dokumenteret, netop er afspænding og meditation.
Det er da en interessant opdagelse!!!
At det ikke er mad og motion, rigelige mængder vand og at forholde sig børnenes skoleferier, der gør den allerstørste forskel. Men at det er at kunne meditere. I sin hverdag. Indimellem. Og det er netop det, som Mindfulness taler om. At kunne trække vejret på en måde, der gør, at man er både afslappet og nærværende på en og samme tid, uanset om man er på sit krævende job, kompetent og proaktiv, eller om man er på vej hjem i bilen, læser lektier med børnene eller taler med partneren. Uanset hvor man er, er åndedrættet jo med os. Og det betyder, at vi, når vi mestrer evnen til at trække vejret fuldt og helt, og dermed øger mange livsnødvendige og vitaliserende processer i krop og psyke, vil være i stand til at opretholde en tilstand af afstressning, eller Mindfulness.

Nogle vil formentligt vægre sig imod begrebet “meditation”. Nogle vil formentligt få associationer om røgelsespinde og smidige mennesker i lotusstilling. Nogle vil måske få associationer til krishnamunke og andet godtfolk.
Men det er slet ikke det, det drejer sig om.
Det at kunne meditere er at opretholde ligevægt i krop og sind, – intet mere, intet mindre.
Tænk på dine børn, da de var spæde. Hvordan deres åndedræt var regelmæssigt og altid dybt og roligt.
Så længere væk er det ikke. Længere væk er det ikke at kunne fokusere på maven og på åndedrættet, og derigennem at forøge kontakten med klarere tanker og overblik og evnen til at prioritere og gøre det, der er mest vigtigt og som haster mest, så uvigtige beslutninger og processer parkeres til et senere tidspunkt.
Med god samvittighed.

Der er meget at sige om Mindfulness.

Og endnu mere at sige om evnen til at meditere. Til at tage sig et mentalt break.
Evnen til at kunne gøre sig nærværende og genfinde og opretholde kontakten med den energi, som er i os alle sammen.
Uni Coaching benytter sig af vejrtrækningsteknikker, også i arbejdet med stresscoahcing.
Fordi det at gøre mindst muligt med størst mulig effekt altid er interessant.

Glæder mig til at læse indlæg fra måske dig, her på webloggen.
Og til i den kommende tid at skrive mere.

Jeg vil her gerne invitere til at tænke på stress på andre måder end ved blot at se billeder af fortravlede mennesker, der suser rundt og er eksempler på, at stress er fravær af nærvær.

Et billedligt eksempel på stress er at man kan se stress som om, at en hyrde driver en lok kvæg af sted. Med pisk og med hujen og med irritation, fordi kvæget indimellem bevæger sig i forskellige retninger. Selvom hyrden ved, at pisken gør kvæget nervøst, ja så har hyrden mistet kontakten med sin flok og forsøger at genskabe ro, orden og overblik ved at piske, huje og råbe.

• Det er så let at se, hvad hyrden kunne gøre i stedet.
  At hyrden skulle finde førerdyret og skabe kontakt med dette. Så hyrden venligt og bestemt kunne guide førerdyret på rette vej, fordi det vil gøre, at flokken igen bevæger sig fremad, uden panik og afstikkere.

Der er også en anden metafor på stress, der tiltaler mig.

Man kan se stress som den spænding, der er i en streng på et musikinstrument. Tænk eksempelvis på en guitar eller en violin. Hvor vi ved, at hvis strengen er underspændt og for slap, ja så bliver lyden derefter, og det vil ikke være muligt at spille smukt og at frembringe skønne harmonier.
På samme måde vil musikken skurre i ørerne, hvis strengen er spændt for hårdt. Da vil strengen ikke kunne vibrere, og tonerne vil blive korte og abrupte og det vil være umuligt at frembringe melodiøse klange.
Altså må strengens spænding være tilpasset, så der er mulighed for, at frembringe melodi og harmoniske klange.

• Og billedet er så indlysende, når man drager paralleller til stress.
  Vi må ikke spænde strengene så hårdt, ikke anspænde os selv så meget, for effekten er, at usammenhæng og mangel på harmoni opstår. Og netop, som omtalt på hjemmesiden, kan kronisk stress medføre et sammenbrud, der i billedet ville kunne ses som, at strengen sprængtes.
  Ej heller må vi blive så afspændte, at vi på en skødesløs og alt for afslappet måde dovner hen og glemmer at tage ansvar for det, der giver mening og får os til at begejstres.

Som det gode gamle ord siger:

• For lidt og for meget fordærver alting.
  
  Det samme gør sig gællende indenfor stress og stresshåndtering.

Forebygge stress – Forebygge gennem åbenhed og dialog om stress.

En mand kom til mig og fortalte sin stresshistorie.
Da han opsøgte coaching var det efter en periode med en langtidssygemelding, hvor diagnosen slutteligt havde været "udbrændthed som følge af stress".

Jeg husker tydeligt dele af hans beskrivelse.
Han, en mand sidst 30erne, havde arbejdet med mennesker i mange år. Havde altid nydt det, og var som regel gået beriget og energifyldt hjem.
1½ år før hans sygemelding, påtog han sig af sig selv et ansvarsområde for nogle af de mere omsorgskrævende borgere. Han vidste, at han var kompetent, og han havde en stor glæde ved netop denne målgruppe, fordi han følte, at han dagligt gjorde en forskel.
Han begyndte gradvist at blive mere og mere træt. Han sov meget, og han mistede lysten til de fritidsinteresser, han før havde deltaget i. han var lidt bekymret, og begyndte at spise vitaminpiller og gik også en del til læge, der dog ikke kunne finde nogen symptomer, hvorfor han blev anbefalet at tage det roligt.
Indeni sig selv begyndte han at tale meget med sig selv om, at han måtte tage sig mere sammen.  Hans kæreste, der var en omsorgsfuld kvinde, spurgte ham tit, hvad det var, der plagede ham, men han vidste det ikke, og hun fortalte ham hyppigt, at han virkede mere og mere distræt. Han sagde, at han nok bare havde en for tidlig 40 års krise, for han vidste ikke, hvad det var, der plagede ham; blot kunne han mærke, at han var træt.
En dag faldt han om. Og blev liggende. Kæresten fandt ham; der var puls, men han var skiftevis bevidstløs og vågen, og hun ringede øjeblikkeligt efter en ambulance, hvorefter han blev indlagt.

Han blev sygemeldt fra sit job.

• Og fik den tilbagemelding fra både kollegaer og leder, at de da også havde syntes, at han virkede meget energiforladt og var langt mere passiv og svær at motivere end tidlige. Men ingen havde sagt noget til ham, selvom de efterfølgende flere gange gav udtryk for, at de da havde set dette igennem længere tid.

Faktisk var han blev så dårlig, at han var udbrændt.  Stressen, eller rettere, den mentale plagsomme selvbebrejdelse, han havde haft, fordi han ikke var tilfreds med sin indsats på jobbet, havde udtæret ham. Og selvom det jo ikke havde skortet på bekymring fra kæresten så havde ingen fanget signalerne.
Ej heller ham selv.
I dag er han på flexjob, og kan ikke overkomme at arbejde mere end max. 20 timer om ugen. Han har lært at lytte til sin krops signaler og er holdt op med at bebrejde sig selv. Men hans livskvalitet er væsentligt ændret.

Mit spørgsmål er:

• Hvad er det dog, der sker?
• Hvad er det dog, der gør, at kollegaer m.v. ikke råber vagt i gevær og giver udtryk for, hvad de ser og bemærker?
• Hvad er det dog, der gør, at vi ikke tager hinanden mere alvorligt og tør tale til hinanden og sige, hvad vi ser og bemærker?
• Det kan jo godt være, at denne mand slet ikke havde lyttet, hvis en kollega eller en leder havde sagt "nu tager vi os en snak, for jeg ser, at din attitude og adfærd er ændret. "Er det noget, du kan/vil tale om"
• Det kan også være, at han var vågnet op.

Dette eksempel er blot et af mange. Og et eksempel, der peger på, at det er nødvendigt at stoppe den grad af tabu, der for mange stadig er med hensyn til stress. Jeg mener ikke, at stress er tabubelagt på samme måde som homoseksualitet, død og overforbrug af alkohol og medicin m.v..

Jeg er et menneske, der mener, at vi har gode grunde til det, vi gør, derfor vil jeg heller ikke lægge det ud som en bebrejdelse, at vi mange gange, og især på arbejdspladserne, ikke får spurgt til hinanden.
En af de gode grunde, der kan være med til at afholde kolleger fra oprigtigt at spørge "hvordan har du det egentligt", handler i mange tilfælde om, at de ikke ønsker at snage. Den gode grund er jo hermed et forsøg på at respektere, hvilket da i mange sammenhænge giver mening. Blot vil jeg med denne tekst anføre, at det at spørge ind og udvise interesse, er endnu mere respektfuldt.

At man som leder godt kan vægre sig imod at spørge for meget om, hvordan det går derhjemme, fordi det kan være svært at tackle, hvis en person pludseligt bryder sammen., kan være en anden god grund til at åbenheden og dialogen ikke får plads.

Og igen:

• Ingen skal nødvendigvis overtræde hverken deres egen eller andres grænser, men som leder er det vigtigt at vide, at selvom hvert menneske naturligvis har et ansvar over for sig selv og sit fysiske og psykiske helbred, ja så har man leder et ansvar for også at være med til at sikre trygheden og trivslen på en arbejdsplads.
  
• Så når de gode grunde skyldes at man er konfliktsky eller overforsigtig, er det tiden at afklare, hvorvidt der mon ikke er endnu bedre grund til at forebygge stress og højne både sin egen selvagtelse og det at være et åbent og levende, nærværende menneske.

Indeni det enkelte individ kan der også være barrierer, der gør, at man ikke vil erkende sin situation.

Man kan eksempelvis gå og bilde sig ind, at "de andre nok tror, at jeg er svag", at "de andre nok tror, at jeg ikke har styr på tingene", at "de andre nok tror, at jeg er ved at miste kontrollen", hvilket er ganske frygtfremkaldende for mange mennesker.
Og denne dyne af usagte ord, tanker og følelser kan have katastrofale følger.

Når Uni Coaching holder foredrag eller underviser i stresshåndtering, er det sociale aspekt væsentligt at komme ind på. Fordi det ikke er en skam at være stresset, – ej heller er det smart at være stresset. Fordi vi bliver nødt til at bryde med den berøringsangst, som vi nogle gange oplever, når vi har fornemmelse af stress, og som kun får lavinen til at rulle endnu hurtigere.

Vi har alle sammen et ansvar i at forebygge stress.

Vi har et ansvar for os selv. For at lytte til vores egen krop og indre stemme. For at være opmærksomme på dem, vi dagligt omgås, privat som jobmæssigt. For at turde sige og vise, at vi godt kan række hånden frem. Måske kun ved at stille nogle spørgsmål, og ikke fordi, at det er vores primære ansvar at tage os af et andet menneskes stress. Men fordi vi som mennesker må have så megen interesse i andre end os selv, at vi godt tør spørge.
Uni coaching mener, at der må være åbenhed omkring stress.

Det at have en stresspolitik kan være et fint redskab i sig selv. Ligesom alle andre redskaber skal det tages i brug, for at kunne mestres.
Det kan give en åbenhed i sig selv at vide, at der er opmærksomhed på stress – signaler på den virksomhed, hvor du er.
At der er talt om at det er væsentligt dels at kunne reducere stress, og at det er væsentligt, at virksomheden har en klar handleplan for, hvad der gøres, når stress bemærkes.

• Nogle virksomheder er allerede så fremsynede, at de har en stresscoach tilknyttet.
• Nogle virksomheder laver tilfredshedsundersøgelser.
• Nogle virksomheder tilbyder flextid.
• Nogle virksomheder sørger for, at der er sammenhæng imellem de opgaver, der stilles og de kompetencer, den enkelte har.
• Nogle virksomheder giver wellnessophold til deres medarbejdere.

Mulighederne er mange. Og det er stadig i dagligdagen og i vores relation og omgang med hinanden, at vi må være opmærksomme.  For som i ovenstående eksempel er det væsentligt at bemærke, at det ikke er nok at tænke "åh, han ligner da noget, katten har slæbt med ind; mon det går dårligt derhjemme"…
Uanset hvor en stress evt. er udsprunget, for naturligvis sker det ikke kun på arbejdspladser, så er det væsentligt, at der hvor man bemærker, stresssignaler, ja der er det da på sin plads at give udtryk for, hvad man ser og interessant nok: også hvad man ikke ser.

Flere psykologer mener, at der skal en kulturændring til. Fordi der er en tendens til blandt vi danskere, at vi ikke vil blande os for meget, og ej heller kan håndtere det, vi kalder svaghedstegn.

Stille og roligt vinder åbenhed frem. Og åbenhed er ikke nødvendigvis noget med, at nu skal vi alle være venner og være private og fortælle alt om, hvad der sker. næ, det er helt i orden at være privat, og så på sin arbejdsplads at gøre sig klart, at man da ikke behøver at være ven med folk for at kunne være venlig. Man behøver ikke spørge til private aspekter for at kunne have en dialog om det, man ser, hører og bemærker, der hvor man er.

Dialogen er åbenhedens redskab. Og det må vi, om vi er ledere, medarbejdere, tillids- og sikkerhedsrepræsentanter mv. øve os i for vi har nemlig et til fælles:

• Vi er alle sammen mennesker. Og vi har alle brug for livskvalitet.

Uni coaching kommer gerne ud til virksomheder og holder både kursusdage og oplæg om stress og stresshåndtering.

Vi glæder os til at komme ud på også din arbejdsplads.

Jeg coacher en del designere og grafikere. Kolding er jo en by, hvor der bl.a. er en designskole, og da mange bliver i byen også efter endt uddannelse, konsulteres jeg af mange af disse kreative mennesker fra Kolding designskole.

Vedlagte beretning er en beskrivelse fra en af mine fokuspersoner, der  på sin egen måde har sammenfattet det, der virker for ham, ud fra de coachingsamtaler, han har modtaget.
Beretningen er sat på denne side med hans tilladelse. Naturligvis i anonym form.
Stilen er meget engageret og nærværende, og fordi fokuspersonens oplevelse tit var, at han fik glimt af ny indsigt; det som mange kalder en aha-oplevelse, har han valgt at skrive, som var det til enhver grafiker/designer/ide – person, han skrev.

Jeg er naturligvis glad for hans feedback. Og er glad for, at hans arbejdsprocesser er blevet så meget nemmere end før i tiden.

Læs engang:

Har du nogensinde følt dig udbrændt.
Eller været decideret udbrændt?
Jeg har, så jeg føler mig kvalificeret til at fortælle om det

Jeg har været udbrændt grundet mit arbejde. Det var en kompliceret udbrændthed, men jeg har nu opdaget flere forskellige måder at overkomme det på, også uden at tage den beslutning, man har lyst til, nemlig at sige op og kvitte det hele.

Udbrændthed er det ord, der sætter mest frygt I hjertet hos enhver designer. Eller kunstner.
Jeg har arbejdet som designer i 6 år, og har mange gange set og selv følt det stormværd af udbrændthed, som præger dette arbejdsområde.
Min udbrændthed viser sig på det kreative område.
Min udbrændthed viser sig sådan, at jeg ikke kan finde min kreative side frem. Jeg kan ikke finde på noget, ikke udvikle noget, kommer ikke i tanke om noget som helst, og hvis jeg overhovedet får en ide, kræver det så meget energi, at det i sig selv brænder mig endnu mere ud.

Udbrændthed kan også være en følge af pres fra min ledelses side eller komme fra mine private relationer. Tro mig, når jeg siger, at jeg har fundet forskellige måder at overkomme udbrændtheden på, for den vil indimellem komme frem, også selv om det eventuelt ikke er noget inden i mig, der udløser det.

 

Her er mine tips til at overkomme og håndtere udbrændthed

1. Sæt struktur på dit arbejde. Lav planer for hvor lang tid og hvor overkommeligt, projekter er for dig. Gør dette med alle dine projekter. Sæt tidsrammer på, så du ved, hvilke der skal laves hvornår.
   Hvis du ikke kan strukturere og prioritere alle dine projekter, fordi der er for mange, så prøv i det mindste, at strukturer de næste to uger af dit arbejdsliv. Husk, at det du planlægger skal være både realistisk og overkommeligt.
2. Lad din chef og dine kunder kende til din planlægning, så alle ved, at du arbejder hårdt, og at du har gode grunde til at planlægge, som du gør. Til de kunder, der ikke er indbefattet i planlægning af de næste to arbejdsuger, så giv dem dine grund til, hvorfor det er sådan. Dette vil fjerne én masse stress og dårlig samvittighed fra dit sind.
3. Lav noget sport eller dyrk noget motion. Kom væk fra computeren og brændt nogle kalorier af. Bare det at få tankerne væk fra arbejdet, vil hjælpe dig rigtigt meget.
   Kig dine projekter igennem dan dig et overblik og læg mærke til det, som altid sker for mig, nemlig at det som regel er en eller to opgaver, eller en eller to personer, der skaber stress og giver følelsen af udbrændthed.
4. Beslut dig for, om du vil sætte disse opgaver bagerst i køen, eller om du vil fokusere din energi på dem og få dem overstået. Beslut dig for en af delene
5. Og hvis du lige som mig er designer. Så gå derefter til en boghandel og kig I bøger, med design – ideer. Smukke billeder, nye vinkler, blade med grafik eller arkitektur. – ideer. For nu er dit sind meget mere klart og du vil kunne lade dig inspirere igen.

 

Hvis du opdager, at du har en opgave, som virkeligt gør livet surt for dig, og stopper dig i din kreative proces, ja så er det bedre at være straight og få det meldt ud, så man med ro i sindet kan se sin kunde i øjnene og gøre klart, at det duer ikke. Og at I hellere må få stoppet samarbejdet nu.

Jeg har indimellem været nødt til dette, og har forunderligt nok kun fået positiv respons på det, og slet ikke den negative kritik, som jeg havde frygtet. Så jeg har lært betydningen af at sige tingene, som de er i stedet for at presse mig selv helt ud over grænsen.

Jeg håber virkeligt, at andre kan drage nytte af det, som jeg har skrevet. Det er jo egentligt sund fornuft, men jeg kunne ikke se det, da jeg sad i stress til op over ørerne.

Hovedsiden på Uni Coaching om Stress og udbrændthed

Læs og om:

• Cases om udbrændthed og det at være udbrændt

Til hovedside om:

• Udbrændt – udbrændthed