Jeg tror, at mange kender til følgende beskrivelse.
Man sidder ved sin computer og skriver og læser. Man er alene i huset. Man har brygget sig en god kop kaffe. Og pludselig opdager man, at koppen er tom. Og man tænker "det var da mærkeligt; har jeg allerede drukket den."
Det behøver ikke kun at være kaffekoppen, der kan anvendes som eksempel på en lidt for distræt, lidt for ikke – nærværende situation. De fleste kender til at have glemt, hvor deres mobiltelefon er blevet lagt, deres briller, pung, nøgler, – ja det kender de fleste.
Det er altid nogle små gode "wake up calls", når vi registrerer, at vi ikke har været opmærksomme.
Og når det sker i mit eget liv, husker jeg med et lille smil, denne huskesætning, der handler om stress.
- Stop
- Tag
- Resolut
- En
- Slapper
- Straks.
Eller
GHTime Code(s): ncGemt under Blog - blandet af 
Vi har som mennesker alle dage leget med ord. Dette minder alle de gode gamle ordsprog os om.
Fordi ord er med til at skabe fokus og dermed handling, har jeg udviklet denne huskesætning, der fortæller om, hvad det er, der er vigtigt i en stresset situation.
Nemlig at sætte et realistisk tempo, så energien atter styrkes.
At det så sker straks, er jo altid dejligt
Og for et stresset menneske aldeles nødvendigt..
Hvad mener jeg så med: Sæt tempoet realistisk?
Tempo og tid hænger sammen.
Det er udmærkede pointer, men pointer der mest giver mening på den korte bane.
- Så stress burde i alt sin enkelhed betyde:
-
S æt
T empoet
R ealistisk
E nergien
S tyrkes
S traks.
Jeg har intet imod, at mennesker har travlt. Det kan vi sagtens tåle. Men ikke dag ud og dag ind, ikke så mentalt travlt, at vi til sidst er ude af stand til at skelne imellem, hvad der virkeligt har værdi. Ikke så travlt, at vi ikke kan give slip på jobbet, når vi sidder hjemme i sofaen eller leger med Lego med ungerne på gulvet. Og min pointe er derfor, at når man bemærker sliddet og kroppens og sindets stresssignaler, så er det såmænd ikke kroppen og sindet, der er vores fjende, og ej heller de omgivelser, der giver udtryk for, at de er bekymrede for os, som er vores fjende. Vores krop og psyke og som regel også vores omgivelser, er de kærlige faktorer, der forsøger at kalde os hjem til den ligevægt, som vi ikke har lagt mærke til, at vi er gledet ud af.
Og så er nok nok.
Tid har vi alle lige meget af. Og den fart, vi prioriterer at have, har vi selv indflydelse på.
Det kræver nogle forudsætninger, at man som menneske selv føler, at man har indflydelse på sit valg af tempo. Det kræver, at man gør sig klart, hvilke forventninger, andre har til én og de præstationer og kompetencer, man indeholder og udviser. Og ligeså væsentligt er det at gøre sig bevidst, hvilke egne forventninger, man har. Det er okay med mig, at man har høje standarder. Det kan være motiverende og en udmærket drivkraft. Blot skal der være et sundt forhold imellem egne forventninger og de krav, der stilles, så der er en overkommelighed og en glæde forbundet med at bevæge sig fremad.
En anden forudsætning er, at man er i kontakt med sine egne behov. Enhver kender Maslows behovspyramide, og det er væsentligt at notere sig, at vi som voksne mennesker selv har ansvaret for at tilgodese og opfylde egne behov.
Vi må i både arbejdsdage som private stunder bemærke, hvad vi har brug for og også bemærke, hvad vi ikke har brug for. Hvornår vi registrerer, at vi lader vores grænse for, hvad der er overkommeligt og vigtigt for os, overskride, og hvornår det er nok.
Der findes et sigende engelsk ordsprog, der siger "Enough is Enough". Ja, sandheden har altid været enkel, og det er enkelt at huske, at "nok er nok".
Når jeg i mine stresscoachings og undervisning i stresshåndtering giver udtryk for dette, er det her, at der kommer mange forklaringer. Dem er der plads til.
Forklaringer, eller undskyldninger, som siger.
- Ja, men hvis virksomheden afhænger af min indsats, så må jeg da nikke den en skalle.
- Det er meget godt, at man skal mærke efter, men når nu andre er afhængige af min indsats, så kan jeg da ikke bare sætte mig og sige "det går altså over min grænse", og /eller "hvis alle havde den holdning, så ville der da ingenting blive gjort, i hvert fald ikke til tiden". Osv. osv..
Jeg mener, at det, der billedligt gør sig gældende for et stresset menneske, er, at farten er for høj. Som omtalt andetsteds på mit website, kan stress ses som, at man kører alt for hurtigt ud af motorvejen. Går det alt for stærkt, og har det gjort det i lang tid, som kørte man 180 km i timen, ja så bliver man fartblind, man mister sit overblik og registrerer knap nok, hvad der sker omkring én. Og det synes jeg, er et godt billede på stress. Ikke nok med at vi er farlige for vores omgivelser, men vi har intet nærvær, vi har kun en selvindbildt kontrol over situationen, og selvom vi tror, at vi når en masse ved at drøne derudaf, ja så er vores reaktionsevne væsentligt belastet. Og begrænset.
Og ja, det er rigtigt, at der så sættes et realistisk tempo. For det er jo heller ikke meningen, at man bare skal trykke på bremsen og lukke ned for alt, i den store stresshåndterings navn. Det er jo ligeså farligt at stoppe brat op på motorvejen som det er at køre alt for hurtigt. Men farten skal ned. Måske til 150 km i timen i første omgang. Så man atter begynder at registrere, hvad der sker omkring os og indeni os, og så man atter kan danne sig et overblik og få kontakt med den kontrol, der jo er væsentlig nok.
Et realistisk tempo er det, jeg kalder et tempo, hvor det man ønsker at gøre, eller forventes at gøre, er realiserbart og overkommeligt. Enhver, der har dyrket løb, ved hvad et realistisk tempo er. Jeg har ikke dyrket løb, men gør mig alligevel klog på dette felt. Et realistisk tempo, som løber, er et tempo, hvor man kan følge med, hvor kroppen og sindet samarbejder, hvor man har målet for øje, og hvor man samtidig er tilstede i løbet. For det tempo gør, at man kommer fremad, på bedste måde, og ikke fremad, som en person, der slides ned til sokkeholderne. Og kanske kun er lidet værd, når man først er kommet frem.
Hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Leder af Unicoaching
September 2011
Til hovedsiden om:
GHTime Code(s): nc ncGemt under Stress - stresshåndtering af
Jeg får dagligt mails om coaching, og hvad coaching kan bruges til.
I flere af de mails, jeg modtager, er der mange, der beskriver, at de har brug for at forstå, hvorfor de reagerer som vi gør, og også mange der stiller spørgsmål om, hvorfor man eksempelvis ikke kan motivere sig, ikke kan sætte grænser, ikke kan følge sine mål, ikke kan tro på sig selv osv.
Alle sammen relevante og gode spørgsmål.
Der sker altid det i mig som coach, når jeg taler med det menneske, der beskriver sin indre livsverden, at jeg registrerer "hvorfor"- spørgsmålene.
Fordi jeg ved, at ordet "hvorfor" åbner så mange svarmuligheder, og at det i mange tilfælde er tendensen til at spørge "hvorfor", der opretholder en besværlig og låst tilstand.
Lad mig give et eksempel.
- En mand stod på en parkeringsplads foran sin bil. Han kunne ikke komme ind i den.
Hans nøgler var væk.
Hans barn spurgte "hvorfor står vi her, far?
Et godt og relevant spørgsmål fra et lille barn.
Faderen svarede.
Det gør, vi, fordi jeg ikke kan finde mine nøgler.
Det gør vi, fordi jeg ikke kan få fat i mor, så hun kan komme med nogle andre nøgler.
Det gør vi, fordi jeg formentligt har smækket mig ude.
Det gør vi, fordi der hele tiden er så meget larm og så mange forstyrrelser, at jeg bliver ukoncentreret, når jeg gør mine ting.
Osv.
- Faderen havde straks mange svar parat.
Og sådan går det sædvanligt, når vi stiller spørgsmålet "hvorfor".
Men det hjælper os sjældent.
Det, der vil hjælpe os, er at vi gør os bevidste om, hvornår vi stiller "hvorfor"-spørgsmål, og gør os klart, at vi i stedet for at søge rundt i sindets labyrinter efter mulige og umulige svar, i stedet kunne stille os selv "hvordan"-spørgsmål.
Så man i en situation som den ovennævnte spørger:
- Hvordan får jeg løst situationen bedst og hurtigst?
- Hvordan ville det være, hvis det var nemmere?
- Hvordan motiverer jeg mig selv lige nu?
- Hvordan opretholder jeg mit humør og løser dette dilemma osv. osv..
Det er et kraftfuldt værktøj at blive bevidst om, at man kan erstatte hvorfor spørgsmål med hvordan spørgsmål. Og få meget mere konstruktive svar og handlinger ud af det.
Har du spørgsmål, så skriv til mig her på bloggen, så vil jeg gerne besvare dem.
GHTime Code(s): nc ncGemt under Blog - blandet af
Tid er en af de faktorer, som vi alle sammen har lige meget af.
Det er jo en spændende tanke i sig selv.
Jeg har i mine stresscoachings tit bemærket, hvordan en stresset person nærmest oplever tiden som en faktor, der hele tiden er en modstander.
Og vil gerne give et eksempel på, hvordan dette bl.a. kan håndteres.
En dag beskrev en person, der er meget stressplaget, hvordan hans arbejdsuge så ud. Han var blevet spurgt om, hvornår det var muligt at lave pauser, og hvornår det var muligt at prioritere stunder, hvor han satte sig og fik foretaget en planlægning og prioritering, der gav ham overblik.
Hans svar var i korte træk:…
- "ja, alle ugens dage er faktisk fyldt op med punkter. Men hvis jeg får tid, så kan jeg godt afsætte en halv time tirsdag, hvor jeg kan sætte mig ned, men måske er der så nogen, der kommer og lige vil snakke eller vil sludre over en kop kaffe. Onsdagen og torsdagen er helt håbløs, – der er møder og aktiviteter konstant, men jeg kan måske tage en pause i bilen, på vej fra det ene sted til det andet. Men måske bliver nogle af møderne længere, og så er jeg under et endnu større tidspres. Det gør, at jeg når jeg kommer til lørdag, godt kan være nødt til at arbejde der, for netop ikke at trække arbejdet med ind i den næste uge. Så det der med pauser skal jeg virkeligt øve mig på, for jeg er ikke sikker på, at jeg får tid til det."…..
Mens personen talte, bemærkede jeg, hvordan han flere gange brugte udtrykket "hvis jeg får tid". Og dette gjorde jeg ham efterfølgende opmærksom på, og spurgte, om han havde overvejet at tage sig tid i stedet for at håbe på, at han fik tid.
På samme måde bevidstgjorde jeg ham om, at de møder, der måske trak ud, kunne holdes inden for den planlagte tidsramme, hvis han gjorde mødedeltagerne klart, hvornår mødet stoppede og et kvarter før sluttidspunktet gjorde mine til at runde af og slutte til tiden.
Han blev selv overrasket over vendingen "at tage sig tid, i stedet for at tænke om tiden, at det er noget, vi får", for det er jo netop dette med tid. Vi har den, og vi har lige meget af den. Så det er ikke et spørgsmål om at få den, men om at bruge den.
Dette lille enkle redskab har gjort en stor forskel for ham. Netop det at opleve, at man igen har indflydelse på sin egen tid, og man kan tage den og bruge den mere konstruktivt. I stedet for at basere sin arbejdsdag på et håb om, at de andre vil lade én være i fred.
Tænk over det.
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Leder af Unicoaching.dk
Gemt under Stress - stresshåndtering af
Hvert eneste menneske har sine egne stresssignaler.
Nogle får hovedpine, andre spændinger i kroppen, atter andre oplever irritabilitet og tankemylder, ja signalerne er mangeartede og mange gange kombinerede.
Når du modtager stresscoaching bevidstgøres du om dine personlige stresssignaler. Fordi al forandring starter med B, lidt populært sagt. For lige at gøre det klart, hvad jeg mener, så starter al forandring med bevidsthed.
Det er væsentligt at gøre sig bevidst om, hvilke faktorer, der låser i nutiden, og hvilke ressourcer og ønsker, der må aktiveres og opretholdes for at forandringsprocessen bevæger sig i den ønskede retning.
Og når vi bliver bevidste om det, der stresser, og hvordan stressen indvirker på os, bliver det langt nemmere at danne sig et overblik over, i hvilken rækkefølge, en indsats skal foretages.
Ingen skal acceptere en stresstilstand. Men i stedet gøre sig klart at forholde sig til egen stress, så man får den kontrol og indflydelse på egen situation og livskvalitet, som ethvert menneske har brug for..
S tilhed
T ankehvile
R o
E nergi
S mil
S tyrke
Kunne være en af de positive fortolkninger på, hvad stress kan forandres til.
Hilsen
Christel
GHTime Code(s): nc
Gemt under Stress - stresshåndtering af
Jeg lærte det hele i børnehaven – En varm og kærlig bog, fuld af dagligdags betragtninger, oplevelser og opmuntringer.
En samling af små historier og overvejelser om livet og hverdagen.
Her beretter Robert Fulghum, hvad han lærte i børnehaven:
- Del med andre.
- Opfør dig ordentligt.
- Slå ikke andre.
- Sæt tingene på plads, når du er færdig med at bruge dem.
- Ryd op efter dig selv.
- Tag ikke ting, som ikke tilhører dig.
- Sig undskyld, når du har såret nogen.
- Vask dine hænder, før du spiser.
- Skyl ud, når du har været på toilettet.
- Varme småkager og kold mælk er godt for dig.
- Lev et balanceret liv: lær lidt, tænk lidt, leg lidt, syng lidt, arbejd lidt, tegn lidt og dans lidt hver dag.
- Tag en lur om eftermiddagen.
- Når du går ud I trafikken, så vær opmærksom, hold hinanden I hænderne og bliv sammen.
- Vær opmærksom på undren. Husk karsekoppen. Hvor rødderne går ned og planten går opad, uden at vi helt forstår hvorfor og hvordan. Og at vi alle er som den.
- Guldfisk og hamstre og hvide mus og selv det lille frø i karsekoppen dør, og det gør vi også en dag.
- Og husk de første bøger, du fik læst op, måske Totte bøgerne. Og at du i den periode lærte det første og måske mest vigtige ord af alle: se
Det er da vist ikke så ringe et udbytte.
Kilde:
-
Robert Fulghum, Jeg lærte det hele i børnehaven.
Gemt under Bøger af
Lifecoaching drejer sig om at gøre sig til kaptajn på sit eget skib.
Der findes en skøn og efterhånden gammel bog, skrevet af amerikaneren Robert Fulghum. Den hedder "Jeg lærte det hele i børnehaven".
Robert Fulghum har samlet mange tankevækkende og indsigtsfulde anekdoter i sin bog. Og lad mig citere en af dem.
- Der var engang et træskib. Sidst i 1800tallet. På vej fra Europa mod USA: med en prægtig last af varer, der skulle sælges på den anden side af havet.
Udover almindelige handelsvarer var der bl.a. 2 kanoner i lastrummet, surret godt fast. På et tidspunkt kom skibet ud i en voldsom storm.
En heftig storm, hvor alt på skibet knagede og bragede, og hvor besætningen gjorde alt for blot at holde sig på dækket, med stor fare for at blive skyllet over bord. Bølgerne var høje som huse, og vinden brølede, med en så enorm styrke, at det var umuligt at høre, hvad der blev råbt af kommandoer.
Hver mand kæmpede en brav kamp for at få alle løsdele af vejen, få rebet sejlene, og kaptajnen stod sammenbidt over roret og forsøgte i disse uigennemskuelige omstændigheder, at navigere skibet.
Styrmanden måtte komme og hjælpe med at holde roret. De to mænd gjorde, hvad de kunne og forsøgte at øjne en mulighed for at sætte kurs og bevæge sig ud af stormens rasen. Bange. For det kunne være den sidste stund, der var nær. Det var alle klar over.
Pludselig, midt i stormens brølen, hørtes en lyd. Begge mænd hørte lyden og forstod ikke, hvad det var. For lyden kom ikke fra stormen. Skibet rullede frem og tilbage, nådesløst for bølgerne.
Og så hørtes lyden igen. Og igen. Og igen.
Og med ét blev begge mænd klar over, hvad det var for en lyd.
Med eet vidste de begge, at det var en af kanonerne i lastrummet, der havde slidt sig løs og nu, i takt med skibets duven, bevægede sig fra den ene side af lastrummet til den anden, og at lyden, der hørtes, var det brag, det gav, hver gang kanonen ramte en af lastrummets vægge.
Selv om stormen brølede, og alt var uregerligt, vidste de, hvad de måtte gøre.
De fik hidkaldt to mænd, der måtte holde roret. Og de skyndte sig til lastrummet. De vidste, at det kunne koste dem deres liv. Men de vidste samtidig, at hvis de ikke fik kanonen surret fast, ja så var det endnu farligere end stormen.
Historien fortæller, at de klarede skærene.
At skibet kom ud af stormen, at kanonen blev surret fast.
Og at begge mændene fremover altid huskede, at nok kan der være storm udenfor, men hvis der er en løssluppen kanon indeni, så er det der, at man først må skabe sikkerheden.
Som coach og som menneske synes jeg, at denne historie er enestående. Fordi den er autentisk, og fordi den med sit billedsprog så tydeligt peger på, at når vi som mennesker har en "kanon" indeni, så må vi selv tage ansvar for at få den på plads, så vi kan sejle videre.
- Det, jeg helt specielt godt kan lide ved denne historie, er at det engelske sprog har en nuance, som det danske sprog desværre ikke indeholder.
Hvor vi i det danske sprog har ord som "lederskab", "fællesskab", "partnerskab", "venskab", "kundskab" og "egenskab" har det engelske sprog et mere billedligt anstrøg i form af ordene "leadership", " friendship, relationship" osv.
Og med tanke på skibet i stormen på Atlanterhavet, tænker jeg i coaching øjemed, at lifecoaching med et personligt fokus drejer sig om at gøre sig til kaptajn på sit eget skib. En kaptajn ved, at skibet sejler bedst, når der er sammenhæng og samhørighed med besætningen. At det er væsentligt at sætte retning, at være opmærksom undervejs, og at både indre og ydre faktorer spiller en stor rolle for skibet og sejladsen.
Derfor vil jeg invitere dig til at se dig selv som kaptajnen på skibet. Og når du vender kikkerten imod dit eget liv, så at afgøre, om du er tilfreds med det, du ser og bemærker, og om du overhovedet er klar over de pejlemærker, der skaber både overblik og sikkerhed. Hvis ikke, så er tiden måske moden nu til lifecoaching, så vi sammen kan få din evne til at navigere og sætte kurs forfinet.
Og som de gode gamle mestre siger:
What is wrong with right now"?
Vi ses
Christel Sonne Rasmussen
Leder af Unicoaching
GHTime Code(s): ncGemt under Coaching af
Hvis man studerer det kinesiske skrifttegnssystem vil man opdage, at skrifttegnet for KRISE er det samme som tegnet for MULIGHED.
Det har altid fascineret mig, at det kan vises så enkelt. Hvor der i den vestlige verden er en tendens til at forholde sig til kriser som noget, man skal have overstået og helst bevæge sig væk fra, oplever jeg, at de gamle kinesere her har fat i noget uhyre væsentligt..
Det handler nemlig om at anskue tingene fra forskellige sider og se, hvilke muligheder der ligger i dem. Og til alle tider har det altid været sådan, at livsvisdom og menneskelig indsigt bygges op via at være levende, at forholde sig til det, der er i os og omkring os. Som jeg ser det, har det aldrig været muligt blot at intellektualisere tingene og leve ud fra et teoretisk plan.
Omvendt mener jeg dog ikke, at vi skal dyrke smerten, dyrke frustrationen, angsten eller tvivlen.
Derimod skal vi snarere forstå, at følelserne kalder på os, fordi de har noget at sige.
Når vi for eksempel føler os frustrerede, handlingslammede og matte, ja så er det som om, at der er en telefon, der ringer indeni. Vores ubevidste sind er nemlig 100 procent klar over, hvad der skal til for at vi kan komme videre i den retning, der er rigtig for os, og hvis vi ikke bevidst forstår at tage de for os nødvendige valg, ja så ringer telefonen indeni. Men i stedet for at vi skal gå rundt med en ringetone indeni, sender det ubevidste sind budskaberne som følelser eller sindstilstande, om du vil. Så når vi tvivler eller bliver frustrerede er det en fantastisk opfordring til at undersøge, hvad det er, vi bliver ved at overhøre eller overse i vores liv.
Og hvad så? Fint nok at vide, at man er frustreret og at der er en mening med det. Fint nok at vide, hvad vi vel alle altid har vidst, at vi skal lytte til vores hjerte og til vores sunde fornuft, men hvordan bliver trådene redet ud fra hinanden, så tingene atter falder på plads, og hvordan bliver gamle tankemønstre brudt, så vi ikke plages af indprentede overbevisninger fra såvel vores forældre og hvem, der ellers gavmildt har været med til at øse ud af deres livsvisdom?
Og hvad så? Fint nok at vide, at man er frustreret og at der er en mening med det. Fint nok at vide, hvad vi vel alle altid har vidst, at vi skal lytte til vores hjerte og til vores sunde fornuft, men hvordan bliver trådene redet ud fra hinanden, så tingene atter falder på plads, og hvordan bliver gamle tankemønstre brudt, så vi ikke plages af indprentede overbevisninger fra såvel vores forældre og hvem, der ellers gavmildt har været med til at øse ud af deres livsvisdom?
Naturligvis findes der ikke én køreplan, for gjorde der det, ville hele livets forunderlige mysterium forsvinde. Men der findes flere anvisninger, som er nyttige.
Jeg lever selv efter nogle enkle grundprincipper og nr.1 hedder:
- Den tankegang, der har skabt problemet , kan ikke også løse problemet.
Derfor er det nødvendigt at vende sig mod andre, når vi har et problem. Det kan være venner, forældre, lærere, psykoterapeuter coaches eller god litteratur. Det er dog nødvendigt at hente andres opfattelse og helst fra nogen, der har været igennem tingene og derfor kan fortælle, hvad der virkede for dem. For det er jo virkeligheden, der virker. Og det er ikke givet, at vi blot kan kopiere vores livsglade nabos strategier, men må lade os inspirere og finde vores egen måde og dermed egen vej.
I USA er det allerede meget udbredt. Der har mange deres egen coach og bruger denne, når det indre og det ydre liv bliver for komplekst. Også fordi det er bedre at tackle tingene, som de kommer i stedet for at lade dem hobe sig op.
- Det er tankevækkende, at der stadig er stor modvilje imod at søge coaching eller hjælp til personlige eller livs – problematikker.
Det er jo naturligt nok, at hvis man vil være bedre til at spille tennis, ja så opsøger man en god tennistræner og lærer nogle fif af vedkommende. Hvis vi vil være bedre til at tale engelsk, flytter vi måske til England eller får igen fat i en dygtig lærer, så vi kan træne sproget og høre, hvordan det rigtigt lyder.
Men hvis vi vil være bedre til at skabe trivsel i vores liv. Hvis vi mangler tilfredshed eller gnist eller synes, at vi plager os selv med negative, udpinte tanker, ja så er det i hvert tilfælde for manges vedkommende ikke så let at henvende sig til en terapeut, til en mester som er god til at leve.
Om det er menneskenes stolthed eller jantelovens "der er ingen, der skal fortælle mig, hvordan jeg skal leve" eller noget helt tredje, ved jeg ikke. De, der har modstand imod forandring, har deres egne grunde. Et sted er det også ligegyldigt, hvad det er, for jeg ser, at resultatet er uholdbart.
Jeg ved, at vi har alle de ressourcer i os, som vi har brug for. Vi har alle sammen selvtillid, overskud, entusiasme, medfølelse, tillid og styrke. Det er i os latent, og modarbejder vi det ikke med negative tanker og destruktive handlinger, vil vi folde os ud som blomster. Men spænder vi ben for os selv, overhører de ringende telefoner og undlader at bede om hjælp indimellem, bliver resultatet naturligvis derefter.
Der er mange terapeutiske former, og den, som jeg synes, virker godt og derfor har uddannet mig indenfor, er den kognitive NLP – Terapi. Måske ved nogle af Jer, hvad NLP står for.
Lad mig allerførst slå fast, at jeg om nogen synes, det er et frygteligt navn. NLP´s største handicap er helt klart navnet. Det betyder Neuro Lingvistisk Programmering, og hvad betyder så det, vil den nysgerrige læser selvfølgelig spørge.
Det betyder, at vores nervesystem (neuro) har sit helt eget sprog (lingvistisk), som det bearbejder (programmering) alle de oplevelser, vi har, med. Og det betyder, at vores nervesystem via tankerne bearbejder alle indtryk, vi tager ind.
Og ikke nok med det. Som NLP psykoterapeut uddannes man til at vide, at tanker består af to størrelser, nemlig: – Indre billeder og indre dialog.
Det er i al sin enkelhed, hvad tanker består af, og så kommer det store arbejde med at undersøge, hvilken slags billeder, vi ser indeni, om de er store eller små, i farver eller ej, og hvordan vi kommenterer det oveni.
Vores tanker er vores ultimativt største og stærkeste værktøj. Med dem kan vi blive blomstrende og levende, og vi kan nedgøre os selv eller andre fuldstændigt. Psyken styrer så utroligt meget i vores liv, og derfor synes jeg naturlig vis, at det er den allermest interessante størrelse at arbejde med.
NLP er udviklet i 1970´erne af mennesker, der var interesserede i personlig udvikling og mennesker, der var interesserede i at se fremad og ikke lade sig hæmme af psykologers diagnoser og teorier. NLP er et system, der har forsket i naturtalenter. Snakket med mennesker, der var gode til at kommunikere, gode til at tackle kriser som sorg, traumer, tab af evne, gode til at turde, gode til at leve med kriser og transformere disse til muligheder. NLP er et system, som går ud på at møde det enkelte menneske der, hvor det er og arbejde ud fra de problematikker og ressourcer, hvert enkelt menneske har.
Coachingen er også på vej frem, og udover at jeg har gennemført en akademisk diplomuddannelse i psykologi, har jeg i 2006-06 gennemført en coachuddannelse hos Axept. En uddannelse, ledet af psykolog Birgitte Jepsen, baseret på NLP og de mest virkningsfulde og effektive coachteknikker overhovedet. Så jeg er endnu mere klædt på til at håndtere individuelle, par og teams.
Coachingen særegner og udmærker sig ved, at den ikke er problemorienteret, som terapiarbejde kan være. Coachingen er orienteret mod fokuspunkter og mål, og orienterer sig imod at genvække og bevidstgøre de strategier, der gør den enkelte i stand til at nå sine mål, med mindst mulig indsats og størst mulig effekt.
Da stress jo er det store og vigtige samtaleemne og en faktor, hverken samfundet eller den enkelte borger længere kan overse, har jeg gennemført en overbygning inden for stresscoaching. For ikke kun at være håndværker, men kunstner og dermed en af de bedste til at minimere stress og maksimere den livskvalitet, energi og glæde, som vi alle har brug for. Og som vi jo ønsker at sprede.
Jeg glæder mig derfor til også at byde dig, din virksomhed, dit team, dit parforhold indenfor i coachingens og livskunstens univers. For det er her, i og omkring os, og hvert eneste nu er det øjeblik, hvor vi har allerstørst mulighed for at forandre det, der bremser og åbne for det, der fremmer.
Mange kloge mennesker har sagt skønne citater i tidens løb.
Dalai Lama sagde:
- Vi ved, at tommelfingeren er stærkere end lillefingeren.
Dog er det lillefingeren, der er bedst at bruge, hvis det klør i øret.
Hilsen
Christel
Læs også siderne:
GHTime Code(s): nc nc nc
Gemt under Personlig Coach af
I en telefoncoaching for lang tid siden nævnte en af mine fokuspersoner noget, som jeg tit har tænkt på siden.
Hun havde en periode, hvor hun følte sig stresset. Hun kunne ikke samle sig, tankerne drejede sig om enten frem-eller fortid, hun var ikke tilstede, havde kort lunte eller græd for let, nåede ikke det hun satte sig for osv.
Hun opsøgte sin læge, og beskrev det, hun selv kaldte stresssymptomer. Lægen sagde: Sover du om natten, hvilket hun kunne bekræfte, for hun var uendeligt træt og sov tungt og sammenhængende hele natten.
Og så refererede hun for mig, at lægen havde sagt: Så er du ikke stresset. Men vil du have nogle cipralex (lykkepiller)?
Hun tog ikke imod pillerne og fik lært at stresshåndtere, og dette indlæg handler på ingen måde om lægen. For jeg er et menneske, der er mere end taknemmelig over, at der findes læger i dette land.
- Næ, min pointe var, at hun sov om natten og derfor blev defineret som værende ikke-stresset. Men hun var stresset, mentalt som følelsesmæssigt. Faldt blot lige uden for normen med hensyn til søvnen.
Min pointe er derfor: det er rigtigt rigtigt godt, at der er mange gode og informerende definitioner på stress. Når du som menneske oplever, og får respons på, at du er ude af din ligevægt, så er det nogle gange stress, og nogle gange noget andet. Uanset hvad det er, eller hvem det er, der har skubbet dig ud af din ligevægt, så gør noget i tide. Vent ikke på, at det vil gå over. Gør noget.
Så du selv har fat i styrepinden i dit liv.
Og vid, at du måske bemærker signaler, der ligger uden for en norm. Den norm, vi bedst kender til som mennesker, er vores egen norm. Vi ved, hvordan vi har det, når vi føler os "norm-ale", når vi føler os i ligevægt, når vi er i kontakt med vores overskud og tilstrækkelighed. Og det er det pejlemærke og det indre barometer, vi må søge efter.
- Så: måske sover du også om natten, og er stresset alligevel.
For det spørgsmål, der havde været mest interessant at stille, var: er du udhvilet , når du vågner?
Husk, at det er nu, at vi er her, og at – som det er sagt så viist af min yndlingsforfatter Paolo Coelho:
Livet er for kort og livet er for langt til
Stress
Uligevægt
Bekymring
Tvivl
Det, der slider.
3 af mine nære venner er døde inden for den seneste måned, august 2011. Pludselige dødsfald, der altid med en enorm alvor husker mig på, at vores liv ikke bliver genudsendt.
Tænk over det
Altgodt,
Christel Sonne Rasmussen
Stresscoach
Leder af Unicoaching.dk
GHTime Code(s): nc nc nc nc nc nc
Gemt under Stress - stresshåndtering af
Telefon coaching og de temaer, fokuspunkter, som coaches, vil naturligvis variere.
Der er en overvejende forekomst af fokuspunkter over temaet:
-
"at tage beslutninger/at træffe det rigtige valg".
Et par eksempler på telefon coaching for at gøre dette mere klart.
- En telefon coaching handlede om, at en yngre mand, der var meget kompetent på sit arbejde, følte sig umådelig presset over, at han havde fået at vide, at han fremover skulle lave tidsregistrering. I telefoncoachingen kom det frem, at han slet ikke kunne overskue at arbejde med disse tidsregistreringsskemaer, og i den akutte situation var han, med hans eget udsagn, "blevet ramt af følelsen af, at det her gad han ikke, og så kunne han ligeså godt sige op". Men på den anden side blev det også fuldkommen uoverskueligt at miste den meget gode løn, så han følte sig fanget i et dilemma. For ham var dilemmaet, at han skulle anføre tidspunkter for, hvornår han startede, og hvornår han sluttede med at arbejde, og at han følte en så stor ulyst ved dette, fordi han mente, at det vidnede om, at ledelsen ikke havde tillid til ham og blot ville overvåge ham. Og som han udtrykte det: der har aldrig før været klager over mit arbejde, og nu vil de vide, hvornår jeg er på min pind, og det er der da ingen tillid i.
I telefoncoachingen blev han bl.a. stillet spørgsmålet: har du overvejet, om der kunne være andre grunde til tidsregistrering end at ville overvåge dig?
Efter lang tids tænkepause kom han frem til flere svar, der overraskede ham selv. Og et af svarene var, at tidsregistrering jo også kunne være en mulighed for netop at sikre, at medarbejdere ikke arbejdede mere end de skulle, og dermed forebygge udbrændthed mv.
Da hensigten med tidsregistrering blev nuanceret, og han pludseligt kunne se en anden hensigt, end den han i første omgang havde konkluderet, ændrede hele situationen sig.
Og han kom frem til, at det med at notere, hvornår han startede og sluttede, jo var en meget lille ting. Han kom frem til, at det var det med at det var et skema, han skulle udfylde, der pinte ham. Og han foreslog selv, at han ville spørge sin chef, om han ikke blot kunne maile til en sekretær, hvilket tidspunkt, han startede og sluttede på, og at sekretæren så kunne udfylde tidsregistreringsskemaet for ham.
Den første telefoncoaching sluttede dermed ved det punkt, at han selv ville tage fat i chefen og spørge om sekretærassistance.
Vi aftalte opfølgning 3 dage senere, og da han ringede igen, fortalte han glædesstrålende, at sagen nu var i vinkel, at han blot skulle maile en sekretær, og da han jo hele tiden sad ved en computer, var dette intet problem. Egentligt var han lidt skamfuld over, at han havde tænkt så drastiske tanker om at sige op mv., og vi grinede af, hvor hurtigt en situation kan ændre sig, når der bliver stillet nogle gode spørgsmål.
En anden telefon coaching handlede om kommunikation.
- En mand ringede op og beskrev, at hans kone virkede tilbagetrukket, og at hun flere gange havde undladt at svare ham, når han sagde til hende, at han elskede hende. Han beskrev, at hun gang på gang sagde, at han skulle lade hende være i fred, og han var bange for, at de nærmede sig en skilsmisse, og han ville ikke skilles.
I telefoncoachingen talte vi om, at han slet ikke vidste, hvad situationen og den ændrede adfærd handlede om. Han blev klar over, at han blot havde lavet en masse konklusioner i hovedet, og da jeg spurgte ham, om han havde kendt til andre situationer, eksempelvis fra sit job, hvor han følte sig ikke-mødt, listede han straks 5 situationer op. Og sagde: ja, det her minder fuldstændigt om situationen med min chef. Jeg spørger og spørger ham, men han giver mig kun halve svar, og så kan jeg stå der, uden at vide, hvad der er rigtigt eller forkert at gøre.
I telefoncoachingen snakkede vi derfor om, hvilke muligheder der var for at begribe situationen, og de måder, han stillede spørgsmål på.
Og han blev klar over, at han i stedet for at afvente svar, selv kunne gøre meget for at redegøre for sin egen situation og stille åbne spørgsmål i stedet for lukkede, så de personer, han talte til, måtte give ham mere uddybende svar end et ja eller et nej.
Den første telefoncoaching sluttede med, at han ville øve sig i at stille åbne spørgsmål, for han indså, at han mange gange, privat som fagligt stillede spørgsmål som:
- har det noget med mig at gøre?
- er det at du ikke har tid, noget jeg har andel i?
- kan jeg gøre noget for at ændre situationen…?
Osv
- Altså spørgsmål, lukkede, der kan besvares med ja eller nej.
Og blot dette enkle lille redskab, der ville kunne hjælpe ham, privat som fagligt, ville gøre, at han kunne indsamle langt flere informationer, inden han begyndte at konkludere de værst tænkelige scenarier.
Den anden telefon coaching drejede sig derfor om nogle af de svar, han havde fået.
Hans situation i parforholdet var ret kritisk. Hans hustru vidste ikke, om hun ville fortsætte, men han havde fundet ud af, at hun ikke var uimodtageligt for at tale med ham, og derfor drejede denne telefoncoaching nummer 2 sig netop om at klæde ham på til at overveje egne værdier og tale med hustruen om dette.
Og således bliver telefon coaching et brugbart værktøj, netop fordi hver eneste telefoncoaching afsluttes med en opsummering og konkretisering af, hvad han nu kan stille op.
Og gøre i praksis.
En leder ringede mig op.
- Han var i vildrede med hensyn til, om han skulle ansætte en ny medarbejder.
Medarbejderen havde alle de kompetencer, som lederen havde brug for, men der var et eller andet, han ikke kunne definere. Vi havde ikke så meget tid til rådighed, for lederen ringede mig op i sin frokostpause, og han skulle give besked efter frokost, hvorvidt denne medarbejder skulle ansættes eller ej.
Det spørgsmål, der afklarede situationen fuldstændigt for lederen, var følgende spørgsmål.Lad os sige, at du kan bevæge dig frem i tiden, rent hypotetisk, og kan stå i et fremtidspunkt om 1 måned og kigge tilbage på denne dag. Lad mig høre, hvordan det føles fra dette punkt, hvis du har ansat vedkommende, og lad mig høre, hvordan det føles fra dette punkt, hvis du ikke har ansat vedkommende.
Og så blev det klart for lederen, at han ikke ville ansætte denne medarbejder. Fordi at han kunne se det aspekt, som han ikke kunne se i nutidssituationen. Denne medarbejder havde smigret ham, men havde også givet udtryk for, at han havde brug for at drøfte situationer, hvis han var uenig med ledelsen osv. Og lederen så fra dette fremtidspunkt, at der ville komme mange, og uafsluttede drøftelser, som ville rykke for meget ved de basale værdier, der var i virksomheden.
- Og så blev det klart for lederen, at han ikke ville ansætte denne medarbejder. Fordi at han kunne se det aspekt, som han ikke kunne se i nutidssituationen. Denne medarbejder havde smigret ham, men havde også givet udtryk for, at han havde brug for at drøfte situationer, hvis han var uenig med ledelsen osv. Og lederen så fra dette fremtidspunkt, at der ville komme mange, og uafsluttede drøftelser, som ville rykke for meget ved de basale værdier, der var i virksomheden.Vi fulgte op på telefoncoachingen en uge efter.
Vi fulgte op på telefoncoachingen en uge efter. Lederen var igen sikker og tilpas. Og beskrev glædesstrålende, at det havde givet ham meget, at bevæge sig mentalt ud i fremtiden og anskue situationer fra dette punkt. Og at ledelsesgruppen havde stået sammen og samarbejdet om at finde ud af, hvordan de på en bedre måde kunne uddelegere de opgaver, der var nødvendige på nuværende tidspunkt.
Telefoncoachingen varede kun 15 minutter, og det positive udfald var, at lederen var afklaret, og vidste hvad han ville sige som argument til den øvrige i ledelsesgruppe.
Sådan kan temaer, fokuspunkter, være meget varierende indenfor telefon coaching.
Det behøver ikke tage så lang tid at komme til en afklaring, der igen gør, at man kan agere i situationen.
- For det at agere, så man ikke kun re-agerer, giver den følelse og tilstand af overblik og kontrol, som vi som mennesker har brug for.
Telefoncoaching afregnes på den måde, at fokuspersonen ringer mig op. Og ud fra antallet af minutter, faststættes en pris, der så indsættes på min konto.
Har du brug for en telefoncoaching og vurderer du, at det vil være nemmere for dig end at komme til min praksis, kan du kontakte mig mht at fastsætte et tidspunkt.
Du kan maile mig på info@unicoaching.dk
Ringe på 75 53 78 03
Eller
Sende en sms til 20 66 88 03.
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen,
August 2011
Tilbage til hovedsiden:
GHTime Code(s): nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc ncGemt under Personlig Coach af