En del af de kvinder og unge piger, der får stresscoaching hos mig, er kommet, fordi deres frisør har fortalt dem, at de formentligt er stressede. Frisøren kan se det, fordi der er mange, der taber håret, når der er stress på i en længere periode.Hårtab er dermed en tegn på stress, som jeg længe har kendt til hos mine fokuspersoner, men som jeg ikke før har kommenteret her på siden.
Igen er det oplagt at huske på, at begrebet "stress" er udledt af det engelske ord "string"/"to string". For et hårtab er et fysisk tegn på, at kroppen har "snøret sammen".
At der ikke er overskud i systemet til at tilføre energi helt ud i de yderste ender af kroppen, hvorfor hårtab, kolde hænder og fødder er nogle af de mest hyppige tegn på, at det er tid at stoppe op.Og igen kommer en af mine punch-lines til sin ret:
Der var i 1930erne en operationslæge, og bemærk, at det var før, at stress blev defineret som begreb, der gjorde en interessant iagttagelse. Han bemærkede, at der var to slags patientgrupper. Den ene gruppe patienter kom sig hurtigt efter operationen; såret lægedes hurtigt, og de kunne tage hjem efter kort tid. En anden patientgruppe kunne, efter samme slags operationer, være indlagt i markant længere tid, fordi helingsprocessen gik langsomt, og de fortsat ikke følte sig raske. Lægen var naturligvis interesseret i at hjælpe sine patienter bedst muligt, og hans bekymring for patientgruppe 2 gjorde, at han blev nysgerrig og satte en undersøgelse i gang. Han begyndte at iagttage, om der var nogle kendetegn hos den patientgruppe, der blev ved at være indlagt, også lang tid efter operationer. Og han fandt tre kendetegn, som han kunne registrere, også før patienterne blev opereret.
Han bemærkede, at:
- Denne patientgruppe havde kolde hænder og/eller kolde fødder
- Denne patientgruppe var blege, havde en bleg ansigtskulør Og
- Denne patientgruppe havde et modfaldent udtryk over sig. Han kaldte det "a hanging attitude", som kunne ses bl.a. i kropsholdning, manglende glans i blikket m.v.
Lægen var interesseret i at hjælpe denne patientgruppe, og fordi det var muligt allerede før indlæggelse at registrere disse kendetegn, udviklede han et forslag, som han bad sygeplejerskerne om at udføre. Han sagde til sit team:
- Hver gang, der er en patient med denne "Hanging attitude", så skal I gå ind til denne patient hver dag i ekstra to minutter og være opmærksomme og nærværende med dem. Om I giver dem et glas saft, ryster deres dyne ekstra, giver dem varme strømper på, taler lidt om vejret, familien eller noget andet, det står jer frit for. Blot skal I give disse patienter 2 minutters ekstra opmærksomhed og nærvær hver dag, mens de er indlagt.
Sygeplejerskerne forstod beskeden. Og da denne lille metode blev sat i gang, skortede det ikke på resultater. Lægen kunne notere, at de patienter, der havde "the Hanging attitude" øjeblikkeligt reagerede på denne ekstra omsorg. Og reagerede positivt. Da sygeplejerskerne var blevet fortrolige med opgaven, kunne denne patientgruppe 2 reduceres i indlæggelsesdage, og så markant, at metoden vakte opsigt. På den gode måde. Denne patientgruppe kunne ikke kaldes stressede på daværende tidspunkt, for stress var som nævnt ikke opfundet som begreb. Men med vores moderne viden, er det nærliggende at tænke, at disse mennesker har haft stress. Og så set i lyset af "sammensnørings" teorien. De kolde hænder, de kolde fødder, den blege ansigtskulør og et energiløst udtryk. Alt sammen billede på, at energien og styrken ikke flyder til de yderste dele af systemet. Når jeg er en af fortalerne for, at stress er fravær af nærvær, og man kan tale om, at et stresset menneske hungrer efter omsorg, var lægens ide og metode brillant. Og for mig, i såvel et personligt som fagligt liv, tænker jeg dagligt på, hvor lidt der nogle gange skal til, for at ændre en situation.
- 2 minutters opmærksomhed.
- 2 minutters oprigtigt interesse og forståelse.
- 2 minutters nærvær.
- 2 minutter, hvor man lader tiden stå stille og fokuserer på så grundlæggende kvaliteter som tilstedeværelse og nærvær.
Så når en ung pige sidder og græder over, at hun har tabt meget af sit hår, og ikke kan se en uvej og frygter, at hun bliver skaldet inden hun er 20, er det naturligvis et Wake Up-Call, hvor jeg som stresscoach lærer hende at give sig selv omsorg, at tage pauser, mentalt som fysisk og lærer hende at bede om omsorg og interesse, når det hele er ved at brænde på.
2 minutter. Til os selv, til dem, vi holder af. Det er muligt. Og det virker!!
Til hovedsiden:
Gemt under Stress - stresshåndtering af 
Dilemmahåndtering
Der kan opstå mange dilemmaer i menneskenes liv. Og ingen går igennem uden at møde dilemmaer indimellem. Nogle kalder dilemmaer for en "pest – eller kolera"-situation, hvor det er svært at træffe det valg, der forekommer mest rigtigt eller mindst forkert. Andre oplever dilemmaer som gentagne situationer, hvor man oplever, at "om man gør det ene eller det andet, så er det aldrig godt nok" osv..
I mange tilfælde er det ydre faktorer, der skaber et dilemma det kan være en afskedigelse, en sygdom, uvenskab, økonomisk underskud mv., og det kan også være indre tilstande, der skaber dilemmaer. Tilstande som jalousi, frygt – angst, forvirring, mangel på overskud og energi.
Jeg kalder et dilemma for en fastlåst situation.
Og mere specifikt mener jeg, at et dilemma er en situation, hvor man oplever, at man ikke har adgang til de ressourcer og vinkler, der gør, at situationen forekommer overkommelig.
I parcoaching beskrives der mange dilemmaer.
Blot den seneste måneds tid har følgende dilemmaer været "på tapetet":
- Utroskab
- Jalousi med efterfølgende overvågning
- Lysten til at fortsætte forholdet, men manglende tro på, at det kan lade sig gøre
- Ekskæresters påvirkning
- Uenighed om børneopdragelse
- Grundlæggende mistillid til partneren
Når jeg som parcoach får sådanne dilemmaer beskrevet, er der altid mange veje at gå. Og da jeg ikke er følelsesmæssigt indblandet i problemfeltet, kan jeg via mine coachende spørgsmål, guide parret til at sætte nye ord på situationen. For spørgsmål skaber fokus.
De allerfleste gange er det første aspekt i enhver dilemmahåndtering, at målet eller fokuspunktet ikke er defineret.
Og spørgsmål som:
- Hvordan vil du gerne om 1 måned tænke om denne situation
- Når du er på den anden side af denne fastlåste tilstand, hvad ønsker du så at kunne gøre i fremtidige lignende situationer?
- Hvad vil være beviset på, at dilemmaet er løst?
- Hvilken følelse vil du/i gerne kunne aktivere for at kunne håndtere en sådan situation=
Osv.
Spørgsmål, der åbner for andre vinkler og spørgsmål, der får den enkelte til at reflektere over, hvad det egentligt er de vil i stedet for at være låste i, hvad de tror, de skal eller tror, de er nødt til.
Afhængigt af konteksten bliver en dilemmahåndtering den næste opgave, der handler om at blive bevidste om, at man tidligere har kunnet håndtere sådanne situationer, eller at man i andre sammenhænge godt kan håndtere sådanne dilemmaer.
Et eksempel kunne være følgende:
En person beskriver, at vedkommen der er voldsomt jaloux. Og at dette går ud over partneren i festlige sammenhænge, og ved at der checkes mobiltelefoner, baglommer mv.
Det, som denne person, mangler, er at føle sig sikker og at have tillid til, at han selv er tilstrækkelig og elsket af kæresten. Selvom kæresten igen og igen giver udtryk for sin kærlighed, og er god til at overholde aftaler med videre, er den jaloux person endnu ikke overbevist
Som coach stiller jeg derfor den jaloux person følgende spørgsmål:
- I hvilke situationer føler du dig sikker, tilstrækkelig og afholdt?
Og så skortede det ikke på svar. Der blev beskrevet situationer fra arbejdspladsen og fra fritidsinteresser, og også situationer med venner, parrets hund og en nevø.
Coachingen går derefter ud på at bevidstgøre personen om, hvordan han helt specifikt tænkte i sådanne situationer, så han havde sit eget redskab, som han så kunne anvende i sammenhænge med kæresten.
At flytte fokus til resourcesituationer låser op for dilemmaet og gør, at man igen føler, at man kan agere.
Alle dilemmaer kan løses. På den ene eller anden måde. Det kan tage tid, og andre gange går det lige så hurtigt som min inspirator Anthony Robbins siger: "You can change in a heartbeat".
I hvert fald er der mange eksempler på, at selv store "knuder" kan løsnes op. I parcoaching mener jeg, at den største udfordring er at begribe, at hvis man selv gør en forskel, selv laver en ændring, ja så har det en indvirkning på parforholdet. At det er en udfordring, skyldes, at mange par igennem tiden bygger en mentalitet op, der lidt populært sagt handler om at lave partneren om. Kun de færreste kan sige sig fri for denne "lås".
Utallige er de gange, hvor jeg har hørt udtalelser som:
- hvis bare min mand ikke var så sur, så ville det hele gå meget nemmere.
- min kone forstår mig ikke, og hun ødelægger mit humør.
- når jeg kommer hjem er der konstant larm fra konen og børnene, de brokker sig og jeg får aldrig en pause, og så er det da klart, at jeg trækker mig.
- min mand afviser mig verbalt. Han siger, at jeg skal tie stille og respektere hans behov for ro. Det vil jeg da også godt, men når han andre gange så slet ikke gider lytte på mig, så ved jeg nærmest ikke, hvad jeg skal gøre.
- min kones eksmand ringer tit tilt hende. De skal snakke om børnene. Jeg synes, at hun virker som om, at hun er i et vældigt humør, når hun taler med ham, og jeg bliver indebrændt over, at hun ikke viser mig den samme interesse. Det letteste ville jo væver, hvis den eksmand slet ikke ringede. Det der med børn må da kunne aftales på andre måder.
- jeg har megen ømhed over for min mand, men han tager slet ikke imod det. Hvis han bare tog imod min ømhed og kærlighed, ville jeg være verdens lykkeligste kvinde.
- jeg synes, at min kone er alt for blødsøden over for børnene. Hun sætter ikke grænserne godt nok, og så gør hun mig til "The Bad Guy".
Jeg kunne skrive sådanne sætninger resten af dagen. Eksempler, der fortæller om, at vi godt vil have partnerne til at gøre noget andet. Og betinger det med, at man så selv ville få det lettere.
Det virkningsfulde i min coaching er, at jeg viser parret, hvordan de hver især kan påvirke deres partner på en anerkende og konstruktiv måde i stedet for at bebrejde eller brokke sig. For det er jo den enkelte, der har ansvaret for egne tilstande. Også selvom de er udløst af andre, ja så er tilstanden vores egen. Og dermed må man hver især forholde sig til dette.
Det er slet ikke så svært.
Mesterteknikkerne findes.
De allerfleste har dem i forskellige kontekster. Jeg oplever som parcoach, at jeg blot guider folk til at genfinde ressourcerne igen.
Har du spørgsmål vedr. parcoaching og dilemmahåndtering er du velkommen til at sende mig en mail.
Gemt under Personlig Coach af
Da jeg har udført parterapi i mange år, og har udvidet mine kompetencer med coaching og stresscoaching er formen på mit arbejde med par blevet beriget.
At jeg nu coacher par gør, at processerne i et forløb intensiveres, og de respektive par går hjem med helt konkrete værktøjer, som de kan benytte sig af hjemme hos dem selv.
Parcoaching – Coaching af par er en spændende opgave.
Kunsten som coach er at skabe god tillid og kontakt med hver af parterne. Dette ansvar tager jeg som coach helt og fuldt på mig, og det er ligeledes min opgave at have præcist den interesserede og undersøgende holdning, der gør, at hver af parterne bliver udfordret og kommer til at reflektere over egen andel eller mangel på samme.
Der er mange mekanismer i gang, når et par sætter sig for at tale om og se på deres fælles historie, fælles ønsker og fælles kommunikation. Og mange giver udtryk for, at det er befriende at få en tredje part til at lytte og anskue deres situation uden alle de følelser og støttende og begrænsende overbevisninger, som man jo bygger op igennem tiden.
Jeg har udviklet mit helt eget koncept indenfor parcoaching. En koncept, der er baseret på de allerbedste og mest virkningsfulde, enkle teorier og realiserbare modeller.
Grunden til dette, er at der udover at være mange mekanismer i spil, også er fællestræk.
Jeg har på bedste og mest virkningsfulde vis samlet de værktøjer og redskaber, der gør, at det par, der modtager coaching, får serveret en ny og beriget referenceramme, så de har mulighed for, især i deres kommunikation, at gøre det, der virker i stedet for at blive ed at gentage de samme mønstre.
De punkter, jeg har i mit eget koncept, er punkter, der omhandler:
- Håndtering af dilemmaer
- Krisers betydning
- Kommunikation, at kunne lytte og forstå
- Værdier og opbygning af disse
- Kammeratskab, venskab og partnerskab
- Kærlighed
- Tilgivelse
- Ansvarlighed og modenhed
- Drømme og mål
- Hverdagsprioriteringer
- Fokus, på det der virker, og ikke på det, der ikke virker
Jeg er klar over, at alle par er forskellige. Og er også klar over, at de mekanismer, der bevæger sig imellem to mennesker, der holder af hinanden, har nogle lighedspunkter. Tænker man over ordet "FORSKELLIGHED", som er et begreb, mange par peger på, og deler man ordet op, ja så står der både FORSKEL og LIGHED, og lige her har sproget en kattelem ind til en større indsigt, end man mange gange selv er i kontakt med i hverdagens rytme.
-
For mange peger på, at det måske er fordi, at de er så forskellige, at det går galt.
Min holdning er, at det mener jeg ikke. Det er ikke forskellen, der gør, at mennesker ikke kan tale sammen, fokuserer vi på forskellene, og tænker vi dem som noget, der adskiller os, ja så er det dette fokus og der deraf følgende kommunikation, der gør, at der opstår distance.
Men når man tænker over, hvor forskellige og unikke alle mennesker er, og at der er mange, der formår at kommunikere, så er det mere berigende at coache parret med hensyn til at lytte, tale, forstå og grine med hinanden. Ikke fordi de skal være enige, for enhver pris, men for at den respektfulde lytning og respons er det, der gør forskellen.
Jeg oplever tit i coaching af par, at:
- Mange par gerne vil fortælle om hele deres historie.
Jeg oplever tit i coaching af par, at:
- Det, der er svært i hverdagen, også tydeligt bliver vist i coachingrummet.
Et eksempel kunne være, at en kvinde græder og siger, at hun oplever, at hendes mand slet ikke forstår hende, og at han ikke lytter til hende.
Han svarer, før jeg når at stille uddybende spørgsmål, at "det har hun altså ikke ret i han gør alt, hvad han kan for at forstå hende, men han kan bare ikke gå op i de bagateller, hun taler om".
Og lige her er mønsteret jo fuldstændigt tydeligt. Selvom den gode mands hensigt og selvoplevelse er, at han da forstår hende, så kommer han utilsigtet til at nedvurdere hende, når han kalder det, hun har på hjerte, for bagateller.
En sådan indsigt gør en stor forskel, når parterne får øje på det.
Jeg oplever tit i coaching af par, at:
- Der er en stor overraskelse over, at det ikke var så hårdt og svært,
Jeg oplever tit i coaching af par, at:
- Mange undres over, at jeg ikke uddeler skideballer og bebrejdelser.
Min vanlige respons er, at det har jeg ingen grund til eller interesse i. Og at det klarer de jo selv fint foruden mig.
Jeg oplever tit,i parcoaching at:
- Det giver stor mening at arbejde med værdier og gøre hver især bevidst om, hvad det er for kvaliteter, de ønsker at integrere i tanke, tale og handling.
Jeg synes, at man skal kontakte en parcoach, når det knager i parforholdet. Og også gerne før. Jeg synes, at langt flere mennesker bør overveje, om deres parforhold ikke burde være omdrejningspunktet i deres tilværelse, og kan indimellem undres over, at mange først vælger at gøre noget, når det er blevet stridbart .
Jeg tror, at denne tendens vil ændres i løbet af nogle år.
Grunden til denne antagelse er, at der er så mange sublimeringsprojekter i gang i menneskenes liv, at turen også vil komme til parforholdet.
Et pudsigt og sigende ordspil i denne retning er
-
"What is wrong with right now".
Læs også om:
Gemt under Personlig Coach af
Forskelle og ligheder imellem parterapi og parcoaching.
Denne tekst handler om par. Den handler om par, og den udvikling og transformation, der kan være brug for i et parforhold. Og om, hvad parterapien kan tilbyde og parcoahcingen bl.a. rummer.
Så hvis du har interesse i at få det bedre i dit parforhold, eller mere viden om definitioner mellem parterapi – parcoaching med videre, så er du i gang med at læse det rette dokument.
Parterapi: Hvorfor og hvordan.
Som du kan læse på mit andet website www.sonnerasmussen.dk, har jeg udøvet parterapi i mere end 14 år. Et af kernepunkterne i parterapi er, at man sammen afklarer den aktuelle situation og kigger bagud for at begribe, hvordan man er kommet hertil, hvor der sædvanligvis er så mange problematikker, at parret rækker hånden frem, for ikke at blive skilt.
Det betyder, at der er en bagudskuende gren indenfor parterapi. Vi vender de sten, og taler om de perioder, der har været svære og finder sammen de punkter, hvor dynamikker og vaner og uhensigtsmæssige mønster blev igangsat. Og opretholdt.
Enkelt kan man derfor opsummere, at der er et "hvorfor"-aspekt i parterapi. Og ligeledes et aspekt, der handler meget om kommunikationen i parforholdet.
Dette er den største forskel på parterapi og parcoaching
Parcoaching
Coaching af par har et andet udgangspunkt end parterapien. Hvor parterapien er "hvorfor"-orienteret, er parcoaching "hvordan"-orienteret. At være "hvordan"-orienteret betyder, at man tager udgangspunkt i den aktuelle situation og bruger tiden og kræfterne på at afklare, hvordan man som par ønsker at have det, hvilke processer, man ønsker at igangsætte og hvordan den enkelte kan lave de skift, der sikrer, at kommunikation, nærvær, respekt, tillid osv. blomstrer igen.
Det betyder, at coaching af par er en fremadrettet proces og således kan man sige, at par, der ønsker coaching, som udgangspunkt bør være afklarede med hensyn til, at de vil blive sammen, og at de vil have det bedre. Og at begge indstiller sig på at få tilført værktøjer og vinkler, der gør en langt mere konstruktiv proces mulig.
Christel, der både er terapeut og coach, har erfaring med både parcoaching og parterapi. Og er klar over, at der i coachingen også kan tales om tidligere aspekter. Dog altid set i lyset af, hvad der har virket, og hvad der skal til for at netop et sådant virksomt aspekt genereres igen.
Læs mere på siden: Parcoaching
Andre relaterede sider:
Gemt under Coaching af
Engang var begrebet stress det udtryk, man brugte om spændingen i et materiale, når det blev udsat for pres.
Efter at stress blev optaget som begreb af sundhedsvidenskaberne defineres det som den tilstand, et/menneske/system som opstår, når stillede krav overstiger mængden af de ressourcer, der er adgang til.
Ved at have læst andre af mine tekster, ved du, at jeg godt kan lide den definition, hvor stress som begreb er udledt af det engelske ord "String". "String" betyder "at snøre sammen", og det er billedligt talt præcist det, der sker, når stress opstår.
Stress vurderes som den største trussel mod arbejdsmiljøet i vores moderne tid. Og er således ikke blot et fænomen, som vi kan vente på går over. For fænomenet er ikke forbigående.
Det understreger vigtigheden af, at vi på arbejdsområdet forholder os til stress, så vi begriber de signaler og den virkning, stress har på os. Og i denne tekst vil jeg fokusere på, hvad der sker på vores arbejdspladser, og hvad vi kan gøre for at håndtere stress.
Lad det være sagt med det samme. Ledelsen og dermed en respektive leder på en arbejdsplads har et ansvar for selv at kunne håndtere stress og dermed være et forbillede for medarbejderne. Og samtidig har lederen det ansvar at forholde sig til, at opgaver der stilles tilsvarer den mængde af ressourcer og kompetencer, som medarbejderne har adgang til.
Jeg vil i denne tekst fokusere på begrebet tryghed på arbejdspladsen, set med en stresscoach-optik.
Skab Trygge Rammer. Effektiviteten styrkes straks.
Tryghed er i mange sammenhænge det, der kaldes en "blød" værdi. Det at føle sig tryg gør, at vi er sikre og tilpasse. Og når vi er sikre og tilpasse, er vi i langt højere grad i kontakt med de ressourcer, vi har adgang til, hvorfor vi vil være mere effektive, både arbejdsmæssigt – og langt mere givende på det sociale kollegiale plan.'
Hvad skaber tryghed på en arbejdsplads, og hvad "stjæler" tryghed.
Det at have en forudsigelighed i et arbejde skaber tryghed.
Forudsigelighed handler om at vide, hvor man skal være hvornår, hvad man skal lave, hvem man evt. skal samarbejde med, at man anerkendes for det der gøres og ikke kun kritiseres for det, der ikke bliver gjort, og at der er en åbenhed for at komme til orde og blive hørt på møder m.m.
Det lyder såre enkelt. Og alligevel vil mange kunne genkende, at blot det aspekt, at man kender sine arbejdstider og ved, hvor man skal være hvornår, være et aspekt, der kan være svært at opfylde.
At jeg lige nu kommenterer dette skriftligt skyldes en case, som jeg gerne vil referere. Casen er "sløret", så det ikke vil være muligt at genkende hverken virksomheden eller personen.
En person havde været souschef i nogle år. På et dynamisk sted, hvor der var god gang i visionerne og målsætningerne, og hvor ekspansionen på aktiviteter og produkter var tydelig for alle. Souschefens funktioner var dels at ordne administrative opgaver, dels at varetage personalekontakt og have primært ansvarsområde for sikkerheden på arbejdspladsen. Souschefen elskede sit job, men som tiden gik, blev hun mere og mere belastet, og blev til sidst sygemeldt på grund af stress.
Det undrede hende selv, at hun blev så dårlig, for hun elskede stadig sit job. Efter to måneders sygemelding gik det op for hende, hvad der havde belastet hende i særlig grad.
Hendes kontor var et gennemgangsrum, hvor både kunder og personale gik igennem. Det betød, at hun konstant blev afbrudt. Og alle disse afbrydelser gjorde, at hun i det sidste halve år ikke havde holdt pause. Når hun spiste, sad hun foran computeren, for lige at nå den mail, som hun ikke fik sendt, da en af receptionisterne jo havde været forbi. Når hun prøvede at tage et Powernap, havde hun sin kalder på og kunne ikke slappe af. Selvom hun havde kontortimer lå der en forventning om, at hun overholdt og sikkerhedssituationen, og hun kunne altid kaldes eller hentes, når der var brug for det. Og det var der tit.Denne souschef havde inden hun blev sygemeldt haft en snak med en medarbejder. Denne havde sagt: du er sådan en type, der bliver stresset.", og denne sætning havde bidt sig fast, og havde i den største del af sygdomsperioden betydet, at hun havde bebrejdet sig selv for at være svag, utilstrækkelig m.m.
Da hun havde fået stresscoaching 3 gange kunne hun se billedet af hendes arbejdsplads og arbejdsfunktioner anderledes. Og pointerede selv, at ingen havde kunnet holde til at skulle udføre opgaver i et gennemgangskontor. At ingen i længden kunne holde til at skulle standby med sin kalder, også i egne pauser. At ingen da kunne holde til at øge graden af aktiviteter, når der ikke blev sat yderligere personale på.
Og kunne vifte denne "det er også bare fordi jeg er en svag type"-konklusioner af sig.
Det, jeg aldrig nåede at se, at jeg skulle gøre, var at slå i bordet og sige "nu er det nok", sagde hun, da hun havde begrebet sin situation på en ny måde. "havde jeg insisteret på et kontor, og havde jeg fået mine kontortimer øremærket til kontortimer", så jeg ikke kunne hentes flere gange i timen, var jeg ikke blevet stresset"., konstaterede hun.Det er jeg sikker på, at hun har ret i.
Ovenstående eksempel er et billede på, hvad det er, der stjæler vores tryghed på arbejdspladsen. Er der for megen uforudsigelighed og uklare grænser, for mange opgaver, som overstiger mængden af ressourcer, ja så bliver man stresset.
Du kan måske spørge, hvorfor hun da ikke bare stoppede op i tide. Det virker jo, set fra sidelinjen, underligt, at hverken hun eller andre stoppede op. Og lige præcist dette er en væsentlig pointe. Det var jo ikke kun denne souschef, der var stresset. Hele virksomheden var i ekspansionsfase, og var i topgear for at være konkurrencedygtige. Og som jeg har udtrykt det før. Hvis man ser stress som en bil, der kører 180 km i timen ud af motorvejen, ja så bliver man fartblind. Man når jo ganske enkelt ikke at registrere, hvad man bevæger sig forbi undervejs. Og det er ikke kun på motorvejen, at det er sådan. I vores liv på arbejdspladsen løber vi hurtigere. Og kombineret med den selvindbildning, at det nok går over, og nu må man da også til at tage sig lidt sammen, ja så bygges stress op – umærkeligt og dog mærkbart.
Denne souschef skulle som det eneste lære at sætte grænser. Da hendes kontor blev flyttet, til et kontor, hvor hun kunne arbejde uforstyrret, og da hun fik gennemført, at hun ikke kunne kaldes, når hun havde kontortimer, ændrede hele situationen sig for hende. Hen blev både gladere, motiveret, sikker og hendes egen konklusionen var, at den læring, som stresstilstande tilførte hende, havde lært hende noget vigtigt for livet. Det lærte hende, at pauser skal respekteres
Og det gælder både tidsrammer, rammer for ekspansion og de fysiske rammer
Punkter, der tages op på personalemøder, som har vital betydning for den enkelte, sikkerheden og trivslen, skal følges op.
Hendes pointer er klare og sigende. Og er værd at tage til notat for at få det ført ud i praksis, også på din arbejdsplads.
S kab
T rygge
R ammer
E ffektiviteten
S tyrkes
S traks
Læs mere på siden:
Gemt under Stress - stresshåndtering af
Sæt Tempoet Realistisk. Energien Styrkes Straks.
Hvordan sætter man tempoet ned uden at blive ineffektiv?
Det kan være væsentligt at blive klar over, hvad man selv, som leder eller medarbejder kan gøre, for at sikre sig, at man ikke smittes af den stress, der huserer på ens arbejdsplads. Og i denne korte tekst vil jeg give et konkret redskab til dette.
Ser vi vores egen balance som en god gammel købmandsvægt med to vægtskåle, man har i den ene vægtskål placere den mængde, der kaldes "aktivering", og i den anden placere den mængde, der kaldes "deaktivering".
Pointen i al stresshåndtering er, at der bør være en balance imellem vores aktivitet og dermed vores handlinger – og så vores væren.
Jeg er klar over, at vi i vores tilværelse ikke blot kan sige, at vi kun gør noget, når vi er på arbejde og så slapper af for resten. Mange af os har også familie og fritidsaktiviteter og inddeler eventuel vores liv i de tre hovedområder "job, familie og fritid". I ethvert af områderne må vi gøre noget, og det er ikke det, at vi gør noget, der stresser os. Det er måden, vi gør det på, der stresser os.
For vi mennesker kan godt tåle at have travlt, men har vi udelukkende travlt, så vi sjældent eller aldrig når punktet af ligevægt og fredfyldthed, nærvær og det, som mange kalder "hvile i sig selv", ja så er vi formentligt mere stressede, end vi i den aktuelle situation er bevidste om.
Så hvad gør man, for at sænke tempoet og for stadig at sikre, at man ikke gør sig så passiv, at der intet kommer fra ens skrivebord.'
Hvad gør man for selv at kunne have pusten og være i kontakt med det, som i vores tid kaldes "en god mavefornemmelse".
Mange gør det, at man øver sig i at gøre alting lidt langsommere.
Ikke karikeret langsomt, men lidt langsommere.
Det vil sige, at man øver sig i at gå lidt langsommere, spise lidt langsommere, tale lidt langsommere, skrive lidt langsommere og prøvelsen over alle: at tænke lidt langsommere.
Som stresscoach ved jeg, at der hvor tempoet er virkelig højt, er i tankerne. Mange mennesker med stress beskriver, hvordan tankerne flyder sammen og at det er umuligt og nogle gange fuldkommen uden for rækkevidde at kunne fokusere på én ting ad gangen. Her er øvelsen i konkret mentalt forstand at sænke tempoet, så man registrerer de tanker, man tænker, ord for ord – og med pauser imellem de forskellige tankerækker.
Det gør en forskel. Der er mærkbar. Så man er tilstede i selv aktiviteten. Og hvis ikke alle, så vil mange opleve, hvordan de igen får kontrol med deres egen situation. Og hvis ikke alle, så vil mange opleve, at man bliver mere effektiv. Fordi man ved at gøre enkle funktioner lidt langsommere, vil få det overblik, der sikrer, at man får færdiggjort sine opgaver og på fornuftig og rimelig vis får taget hånd om de opgaver, der ligger først for.
Og øger man denne bevidste proces, vil man bemærke, hvordan den indre ligevægt, genetableres.
Ikke hurtigt, men roligt og sikkert.
Så
Gemt under Stress - stresshåndtering af
Ovenstående titel leder tankerne ind på eventyr og historier, og måske de eringdringer fra vores barndom, hvor troen på en god tryllefe stadig fandtes.
Jeg ved ikke, om hun findes, men jeg lader mig tit inspirere af tanken om den gode tryllefe.
For
Hvad nu hvis der var en god tryllefe, der kunne komme ind i rummet her, og med et par drys af hendes magiske pulver, kunne neutralisere enhver stress, der fandtes i dig og omkring dig.
Hvad nu hvis denne god tryllefe kunne sikre dig, at du i enhver situation i dit livs eventyr kunne hånetere stress og være glad og tilpas, givende og modtagende, ligevægtig og sikker.
Og
Hvad nu hvsi den gode tryllefe kunne hviske dig i øret, hvad der præcist skulle til, for at du i dit liv ville være i den balnace, der åbnede dine øjne for alle de muligheder, der findes og ville give dig mod og modstandsdygtidhed til de udfordringer, du også møder.
Så ville alting være meget lettere, ikke?
Ja, tanken er forjættende og eventyrlig. Og måske slet ikke så langt væk.
Ikke fordi at jeg mener, at vi skal tro på en naivistisk, men smuk metafor om en god tryllefe. Men fordi tanke n om den gode tryllefe åbner for, at vi kan leve os ind i, hvordan vores tilvæerlse ville væer anderledes, hvis stress ikke var der indimellem.
Og dette er kun en lille appetitvækker.
Men følg lige den hypotetiske tanke:
- Hvad nu hvsi den gode tryllefe skulle lære netop dig det, der ville gøre det lettere at begribe og håndtee din stress og dermed opretholde din oprindelige ligevægt som det unikke menneske, du er, hvad ville hun så lære dig? Og hvad ville hun mon bede dig huske på, i de situationer, hvor du registerer, at tankerne flyver for meget rundt, og du så småt er ved at miste grebet om evnen ti lat være nærværende=
Lad mig høre dine bud. Skriv gerne her på webloggen
Læs også sideen:
Gemt under Stress - stresshåndtering af
Vi hører om det tit.
I tv – og læser det kanske også i aviserne.
Der er lavet undersøgelser, der peger på, at børn helt ned i 6 års alderen udviser signaler på stress.
Udover at det altid er en opfordring til de respektive forældre at forholde sig til deres livsstil, når børn vurderes stressede, har jeg en helt konkret anvisning, som jeg gerne vil give videre, for at sikre, at et stresset barn "kommer ned i gear" igen.
Det kan siges meget enkelt.
- Fjern sukkeret fra barnets mad og drikke.
Normalt giver jeg mig ikke af med at ordinere kostråd mv. men efter en berigende snak med min kinesiolog gik det op for mig, hvor meget sukkeret påvirker børn. Det vidste jeg jo egentligt godt. Men sådan er det jo med livsvisdom og de basale sandheder. Vi kender dem jo alle sammen, men får indimellem placeret dem på et sted i vores bevidsthed, hvor de blot ligger som en "tavs viden", som vi ikke får udført i konkret handling.
Hvis du som voksen sidder og tænker over blot det sidste døgn og tænker på, hvad dit barn eller dine børn mon har spist og drukket, der indeholdt sukker, bliver du sikkert forbavset. Og selv om du er en af de bevidste voksne, der kun giver slik til Disney-sjov om fredagen, ja har der sikkert været sukker i flere af de mad- og drikkevarer, som dit barn har indtaget.
Du kan jo lave din egen lille undersøgelse. Fjern eller minimer sukkeret fra dit barn/dine børns mad og drikkevarer i 5 dage. Lav dig et lille registreringsskema både før og efter, hvor dine checkpunkter evt. kan være:
- barnets tempo
- barnets lydhørhed
- barnets glæde
- barnets modstandsdygtighed
og bemærke, om du ser nogle forskelle, efter sukkermættede døgn og efter 5 døgn uden sukker.
Du bestemmer. Gør det, hvis du har lyst. Gør det, hvis du vil hjælpe dit barn.
Gemt under Stress - stresshåndtering af