Vores karriere optager os.
Vores karriere optager os, fordi vores karriere handler om at øge vores grad af tilfredshed på det arbejdsmæssige område. Og da mange er klar over, at vi opregnet bruger ca. 30-40 år af vores liv på arbejdsmarkedet, er det sandsynligt, at vi ikke bruger alle årene i det samme job eller på den samme arbejdsplads.
Ligesom vi som mennesker i vores private liv har brug for at udvikle os og opleve vækst og fremgang, er det på samme måde med vores karriere. De af os, der har ambitioner, både som fagfolk og økonomisk, ønsker at have indflydelse på vores karriere, indflydelse på vores trivsel i vores job, indflydelse på vores vækst og fremgang, kan drage stor nytte af karrierecoaching.
Her kommer karrierecoaching ind i billedet.
For man kan tale fint og godt med kolleger, ledere og andre inspiratorer. Man kan tage tests for at undersøge og/eller få bekræftet, hvordan ens profil tegner sig, rent jobmæssigt, men som på alle andre felter, er det sådan, at det er sundt at blive udfordret. Og især karrierecoaching er et effektfuldt værktøj til at afklare, hvilke vinkler og aspekter, hvilke længsler og drømme, der er i spil – samt hvilke eventuelle begrænsende overbevisninger eller andre begrænsende faktorer, man har fået sat op for sig selv.
Du kan bruge karrierecoaching til:
- At blive klar over dine arbejdsmæssige værdier, i den livsfase, du nu befinder dig i.
- At sætte dig de mål, som du ønsker at indfri og få elimineret eller udfordret de begrænsninger, du har sat op.
- At få indflydelse på din karriere og få anskueliggjort, hvad du skal gøre først og dernæst, for at sikre, at din karriere bevæger sig i den retning, der er mest hensigtsmæssig for dig og dine eventuelle pårørende.
- At få kontakt med det, der motiverer dig, så dine strategier for at holde dig selv på sporet, og at kunne blive ved at motivere dig selv, er intakte og inden for egen rækkevidde.
- At blive sikker på, at det, du ønsker at opleve i den bedste version af dig selv, bliver konkret og tilgængeligt.
- At få styr på, om dit nuværende job dækker dine behov, og om tiden er inde til at skifte spor.
- Hvis du er leder og ønsker at være en endnu bedre kulturbærer.
- At sikre dig, at du ikke går i stå.
- At få mulighed for at drøfte din karriere med en uvildig og vidende coach, der guider dig henimod det, du vil og ikke fokuserer på det, du ikke vil.
- At blive opmærksom på, hvad du kan lære af de fejltagelser og eventuelle fiaskoer, som du har haft, og til at blive bevidst om, hvordan du selv kan generere succes og opretholde den.
Hvorfor vente?
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Gemt under Personlig Coach af
Det kræver ofte detaljeret planlægning at blive skuffet.
Jeg tror, at ethvert menneske må lære at kunne bære skuffelser. For vi kommer ikke udenom dem i en tilværelse, privat som på jobbet.
Men hvad er skuffelser egentligt for noget, og er det blot andres skyld eller andres prioriteringer, der gør os skuffede?
Jeg vil gerne redegøre for en anskuelse om, hvad skuffelser består af, og hvordan du kan sikre dig, at du ikke i så mange henseender bliver skuffet..
Udover at skuffelse er en af de tilstande, der berører det, som mange kalder de negative følelser som vrede, frustration, afmagt, forvirring, irritation og tristhed i en skønsom blanding, har jeg fundet megen inspiration i det engelske udtryk for skuffelse:
-
Disappointment.
Deler man dette ord op, står der dis-appointment, og oversætter man dette til dansk, kan en skuffelse betegnes som en aftale, der er blevet disset. Altså en aftale, der ikke er blevet indfriet.
Jeg har i min coaching af par, og også især i karrierecoaching og individuel coaching talt med mange, der har ladet sig skuffe, – mange der har følt sig bremset ned på grund af en skuffelse.
Og har derfor lyst til at dele min indsigt med dig, der ønsker at have mulighed for at agere i stedet for kun at reagere skuffet.
Det er ikke kun andre mennesker, der skuffer os. Vi kan også skuffes over situationer og omstændigheder. Faktisk mener jeg, at den, der har hovedansvaret for, hvorvidt vi bliver skuffede, primært er os selv. For hvis vi i vore egne tanker, har alt for detaljerede "aftaler"(forventninger) med hensyn til, hvad vi ønsker os, men ikke melder dette ud og/eller ikke er åbne for, at vi har virkeligheden med som medspiller, inviterer vi selv til at blive skuffede.
Et eksempel:
- En mand havde bestilt en ferie. En rejse, som han længe havde set frem til. Han frydede sig over at skulle ned til varmen, at bade i poolen, at spise lækker mad på restauranter, at få læst en masse gode bøger, at besigtige stedets kultur og at få sig nogle spændende nætter, via at besøge de lokale natkluber,
Da han kom hjem fra ferien, var han meget skuffet.
Der var nemlig sket det, at han udover at være blevet kraftigt forbrændt af solen, fordi han en dag var faldet i søvn på en liggestol, også havde pådraget sig en maveinfluenza. Og både natklub, restaurantbesøg, bade i poolen og de lokale kulturseværdigheder havde overhovedet ikke været i spil på grund af de uforudsete omstændigheder. Han var rasende på sig selv over, at han havde købt en solcreme med for lav solfaktor, og svor, at han aldrig mere ville tage på ferie under de varmere himmelstrøg.
Det var da forståeligt, at manden var skuffet. Intet af det han havde forestillet sig, havde han kunnet indfri. Og der skal da også en meget positiv tankegang til for at synes, at denne ferie var god. Og dog.
Havde manden i stedet for at sætte detaljerede mål, ønsket sig afslapning, oplevelser og varme, er det min påstand, at hans grad af skuffelse ikke hade været den samme. Og at han så i stedet havde taget ved lære, så han en anden gang kunne tage til lignende rejsemål og få en endnu bedre tur ud af det.
Et andet eksempel var et ungt brudepar.
- Efter vielsen i kirken havde de med en fotograf aftalt, at de skulle fotograferes på 5 steder, der havde stor betydning for dem. Alt var timet og tilrettelagt, på nær en ting. De havde ikke taget højde for vejret. Havde blot regnet med, at når det nu var et juli bryllup, ja så ville det vel være godt vejr. Men deres gode appointment blev disset. Og da de vendte tilbage til selskabet, våde og skuffede, tog det lang tid for at få festen i gang.
Endnu en gang et eksempel på, at hvis man forventer sig noget alt for detaljeret og ikke laver en buffer, ikke arbejder med en fleksibel ramme, der så kan fyldes ud, ja så inviterer man selv til muligheden for skuffelse.
Der er meget at sige om dette emne. Og denne lille tekst er blot en reminder til dem, som kender skuffelsen som en alt for hyppig gæst. Vil du minimere din grad af skuffelser, så tænk bredere og mere up-chunked, så din åbenhed og mulighed for at blive positivt overrasket, er til stede, i stedet for at lave appointments, som ikke er inden for din egen rækkevidde.
Held og lykke
Christel Sonne Rasmussen
Gemt under Blog - blandet af