Coaching som konflikthåndteringsværktøj.
Af Jens Handberg, certificeret professionel coach.
For ikke længe siden blev jeg tilkaldt til en virksomhed, hvor der var en konflikt mellem tre kvindelige medarbejdere.
Virksomheden havde prøvet mediation og et par andre konsulenter, men konflikten mellem de tre medarbejdere var stadig stigmatiseret og den ene havde nu langtidssygemeldt sig.
En ny leder var tiltrådt for gruppen og undrede sig over, at hun overtog et team med kun to medarbejdere. Hvor var den tredje? Hun satte sig ind i historikken og overtalte de tre medarbejdere til at mødes med en coach i en gruppesession.
Lederen kontaktede mig og spurgte om jeg ikke nok ville gøre forsøget, for nu "havde de prøvet alt andet". Næste skridt ville være omplaceringer, fyring eller andre drastiske løsninger. Men, da teamet tidligere havde fungeret virkeligt godt, så mente hun, at der måtte være noget "god energi" gemt et sted.
Da coaching i mit hoved langtfra er et klassisk konflikthåndteringsværktøj udtrykte jeg mine forbehold, men hvorfor ikke tage udfordringen op.
Vi aftalte en mødedato for hele teamet, hvor alle committede sig til at komme. Rummet lå isoleret i virksomheden og et rundt bord blev sat ind på mit forlangende. Jeg ønskede et bord, som vi kunne sidde omkring, uden særlige statuspositioner – heller ikke for mig.
Ved indledningen af mødet fortalte jeg de tre medarbejdere, at livet set fra mit ringhjørne leves forlæns og coaching tager udgangspunkt i nuet og den ønskværdige fremtid. Derfor ville jeg under denne session intet høre om fortid og historik.
Denne tilgang viste sig at være forløsende, for nu kunne vi tale om, hvad der gav dem glæde, det gode samarbejde, det fremadrettede mål – uden at skulle blive hængende i konfliktsumpen.
Det var ikke uden skepsis fra medarbejdernes side og det krævede indledningsvist en præcis styring af samtalen. Men, som en af dem udtrykte: "At nu havde de med de andre konsulenter prøvet at bearbejde fortiden uden at komme et dyt videre, så hvorfor ikke?"
Min tilgang var især den anerkendende AI (appreciative inquiry) metode, som jeg oplever som rigtig stærkt, når vi udforsker det gode, det bedste og bruger det til at give en ny og fokuseret retning.
Netop den coachende tilgang til konflikten, hvor vi kunne arbejde med det fremadrettede fokus viste sig at være den nøgle, der kunne låse denne konflikt op og bringe teamet videre.
Allerede den første session sendte teamet på så god en kurs, at anden session en måned senere fik karakter af et 'lettere serviceeftersyn', hvor processen alene skulle fintunes. Den trejde og sidste session efterspurgte teamet selv, for nu havde de behov for coaching til at komme videre med en krævende forretningsproces. De havde genfundet den gode stemning og ser nu coaching som en naturlig del de redskaber, teamet kan bruge for at yde virkeligt optimalt.
I dag har jeg været tilkaldt til flere konflikthåndteringssessions og har konstateret, at coaching kan være det helt rette værktøj, der kan bringe parterne videre. Men, jeg har også konstateret, at parterne skal have et ægte engagement og commitment til at ville hinanden ligesom nærmeste leders forståelse for coaching og opbakning til medarbejdernes proces skal være til stede. Men, alt i alt kan coaching give 'happy end' til selv konflikter, der er så fastlåste, at de involverede parter næsten ikke kan se sig ud af det.
Gemt under Coaching af
Coaching og søvn.
Der er rigtigt mange voksne mennesker, der har problemer med at sove.
Der er rigtigt mange voksne mennesker, der har problemer med at sove.
Mange har svært ved at falde i søvn, andre sover let og vågner mange gange i løbet af en nat. Atter andre vågner meget tidligt og får ikke udbytte af de seneste nattetimer/første morgentimer.
Der er meget at gøre med hensyn til at genskabe en god og naturlig søvnrytme.
Og flere af Uni Coachings coaches har via kurser i avanceret stresscoaching tilegnet sig viden, så det at coache målrettet imod en mere stabil søvnrytme er et af redskaberne i "værktøjskassen".
Både via kosten og vitaminer kan søvnen genbalanceres.
Og via stresscoaching kan søvnen genbalanceres.
Hvorfor?
- Fordi søvn og kroppens balance hører sammen,
- og fordi søvn og stress hænger sammen.
- Er der for megen uro, mentalt og følelsesmæssigt, vil det for mange betyde, at søvnen bliver påvirket.
Og så er den "onde cirkel" i gang.
En periode uden dyb og vitaliserende søvn gør, at energiniveauet sænkes yderligere, og gør at irritation og mangel på modstandsdygtighed bliver tydelig, både for den enkelte og dennes omgivelser.
Christel Sonne Rasmussen, der har arbejdet med mange mennesker med søvnforstyrrelser har adskillige teknikker, der sikrer, at man selv kan falde i søvn igen. For hun oplever, at den afmagt, der følger med ikke at kunne sove, hyppigt løses ved netop selv at have værktøjer og selv at kunne gøre noget.
Søvn og appetit og andre krops- "funktioner" skal jo helst bare virke. Når vi har perioder, hvor vi sover godt, kan mærke vores sult og tørst mv., tænker vi jo ikke over, hvorfor dette mon fungerer. Men selvfølgelig: I det øjeblik, at søvnen er udeblivende, føler vi afmagt. For vi aner slet ikke, hvad vi skal gøre. Og mange bliver lidt bange for at lægge sig til at sove om eftermiddagen, for "hvad nu hvis jeg så ikke kan sove om natten". Og mange begynder at frygte aftenen, for selvom de føler sig dødtrætte, er de bange for, at de så alligevel ikke kan falde i søvn. Og så videre.
Hvis du er en af dem, der døjer med søvnproblemer, kan coaching være oplagt for dig.
Og det spørgsmål, du kan stille dig selv, for at søge netop dit svar på, hvorfor en søvnforstyrrelse er blevet en del af dit liv, er:
- Hvor i mit liv er der ikke balance?
For søvnen er et fint tegn på, at der er områder, hvor den kendte balance ikke er tilstede.
Jeg er sikker på, at du finder nogle svar. Og har du brug for yderligere hjælp til at håndtere disse, så mail til Uni Coaching, for så finder vi en løsning.
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Gemt under Coaching af
Teenage Coaching – Ungdomscoaching som supplement til studievejledning ?
Under min uddannelse stødte jeg på et værktøj/model der hedder "10 års-rejsen" – som egner sig specielt godt til arbejdet med unge. Når vi som coaches spørger ind til " hvordan ser dit liv ud om 10 år – hvad beskæftiger du dig med " osv. osv. – får vi bl.a. fat i den unges drøm og her er meget "guld" gemt.
Guld, som måske kan bruges til at afdække studie-retning / uddannelsesvalg – faktisk er jeg sikker på at ungdomscoaching og studievejledning ville være en perfekt sammensat cocktail som sammen kunne sikre at den unges valg bliver baseret på et mere nuanceret grundlag. Samtidig får vi også sikret at ungdomscoaching ikke kun bliver for en gruppe af unge, men bliver et tilbud til flere.
Hvis vi fik teenage coaching med på ungdomsuddannelserne…
er mit bedste bud, at flere unge ville vælge "rigtigt" fra starten, hvilket selvsagt ville være godt på flere måder. Jeg oplever rigtigt mange unge være i tvivl om retningen på deres uddannelse – og når vi nu har coaching værktøjerne, hvorfor så ikke også lade de unge få glæde af det?
Anne Muxoll Søberg
AMS Coaching & Event.
Gemt under Coaching af
"Udenpå kan ingen se det men det ligger indeni" synger Anna David i sin nye sang:
- Den lille Pige.
Sangen har sit helt eget og private tema, men præcis denne linie i omkvædet fik mig til at spidse ører og reflektere over det faktum, at når vi af den ene eller den anden grund har det dårligt, så tror vi meget ofte, at det ikke kan ses eller registreres af andre. Vi kan føle os tanke- og følelsesmæssigt kaotiske indeni og vi anstrenger os til det yderste for at denne pinagtige tilstand ikke bliver opdaget af vores partner, arbejdsgiver, kolleger eller venner.
Kropssproget sladrer.
Nogen har sagt, at kroppen er sjælens spejl og kropssproget dens sladrehank.
Gennem mit mangeårige arbejde med mennesker er det min erfaring, at sindstilstanden afslører sig på andre naturlige måder uden at man behøver at sige med ord, hvordan man har det. Uanset, om det handler om vild glæde eller man er meget stresset, vil kroppen rette ind efter sindstilstanden og "skilte med den".
Eksempelvis kom en 14 årig pige sammen med sin mor til min praksis. Pigen, som gik i 8. klasse, blev mobbet af en lille gruppe piger i sin klasse. Mobningen foregik kontinuerligt i form af nedladende tale, kritik af pigens tøj og udelukkelse af fællesskabet med resten af pigegruppen samt tæsk en gang. Fysisk var pigen køn, lille og lidt spinkel af sin alder.
Intellektuelt var hun hurtigt opfattende og bogligt dygtig.
Da hun trådte ind i lokalet stod hun halvt gemt bag sin mor. Hendes stemme var nærmest uhørlig, blikket naglet fast i gulvet, kroppen stod i en ludende holdning og armene var placeret beskyttende over kors på maven. Hun var tydeligvis meget ked af det, nervøs, utryg og lukket og samtidig også fuldstændig ubevidst om sit eget kropssprog som, på det kraftigste, signalerede hendes indre følelsesmæssige tilstand.
Coaching og matching.
Vi gik hurtigt i gang med at finde ud af hvad hun ønskede sig allermest når hun var i skolen. Hendes største ønske var en "bedste veninde" hun kunne dele glæder og sorger med samt at have det sjovt og være tryg blandt klassekammeraterne. Vi arbejdede stående/gående på gulvet, hvor jeg matchede hendes kropssprog med det mål for øje, at vise hendes sit eget kropssprog, toneleje, stemmeføring, talehastighed og vejrtrækningsrytme. Ind i mellem brød jeg matchingen og brugte et åbent, imødekommende og interesseret kropssprog. Pludselig udbrød hun: "jeg viser dem jo, at jeg er bange og ikke tør være sammen med dem"!
Efter denne opdagelse gik det også op for hende, at uden ændringer i kropssproget, ville blive meget svært, at få sit største ønske opfyldt. Vi gik staks i gang med at træne det kropssprog som skulle føre hende i mål. Hendes kropssprog skulle allerede dagen efter afprøves i skolen. Det skulle foregå med ret ryg, klar og hørlig stemme, hænderne ned langs siden eller i lommerne og øjenkontakt. Derudover skulle hun fysisk gå tættere på de personer, hun ville i kontakt med.
Positivt resultat.
Da vi mødtes 2 uger senere oplevede jeg en helt anderledes åben og glad pige. Det var lykkedes hende, allerede dagen efter i skolen, atter at blive "lukket ind" i klassens pigefællesskab, udelukkende ved hjælp af kropssproget. Hun fortalte, at pigerne havde kigget lidt underligt på hende, men de havde accepteret hende uden forbehold eller andre ubehageligheder. Som en sidegevinst havde hun fundet ud af at aflæse de andre pigers kropssprog og derved opdaget, at flere af dem, i virkeligheden, også var bange og usikre, men at de reagerede anderledes end hende.
Stor respekt for denne modige, kvikke og dejlige pige – og endnu et bevis på, at kropssproget kan bruges aktivt til at ændre på både de indre og de ydre linier.
Hilsen
Corinna Roost
Gemt under Personlig Coach af