Et konge råd.

Der var engang en konge, der boede i et smukt kongerige.

Han var meget vellidt i sit kongerige, da han var en venlig og rar mand.

En dag skete der imidlertid det, at der kom en kurér til kongen og fortalte, at hans rige havde fået en trussel om krig. En fjendtlig magt stod ved rigets grænser og udfordrede kongens hær. Kongen blev rædselsslagen og ude af sig selv. Han var slet ikke klar over, hvad han skulle gøre. Så han tilkaldte øjeblikkeligt et råd af vismænd, som altid hjalp ham i kritiske situationer; han forklarede disse, hvordan landet lå og bad dem hjælpe. De sagde: "Vi kan sagtens hjælpe dig; blot vil det tage tre dage og tre nætter, før vi kan have svaret parat".

Kongen måtte acceptere denne ventetid, og da den tredje nat var ovre, stod han nysgerrig i døren og ventede ind til vismændenes kammer.

Da vismændene var klar bød de ham indenfor. Og da døren var blevet lukket, gav de ham en guldring og sagde følgende:

• Idet der er udbrudt krig i dit land, får du hermed en guldring, der vil hjælpe dig i de i tider, som kommer. Vi har i ringen forseglet et råd, – dog er der én forpligtigelse angående ringen. Du må først bryde seglet den dag, hvor du føler, at der hverken er nogen vej frem eller tilbage.

Drag nu i ly af natten ud af landet og kom tilbage, når krigen er slut. Og husk: Bryd først seglet, når der hverken er nogen vej frem eller tilbage.

Kongen takkede mismodigt vismændene. Han var bange. Havde ikke lyst til at forlade sit land, og samtidig var han skuffet og lidt vred over ikke med det samme at få at vide, hvad han skulle gøre.

Nuvel, han tog af sted.

I de år, som kom, red kongen ene rundt i både øde og befolkede egne. Han holdt sig mest for sig selv med sin hest; dog spurgte han, hver gang han mødte mennesker, om de vidste, hvordan det stod til i hans land. Og hver eneste gang fik han den nedslående besked, at dér rasede krigen stadig.

Kongen led meget af hjemve, og han blev mere og mere modløs, udsultet og mismodig at betragte. Ofte havde han lyst til at bryde seglet, men gjorde det ikke alligevel. Det var, som om han inde i hovedet hørte vismændenes stemmer og så deres milde øjne, da de sagde, at han først måtte bryde seglet den dag, der hverken var nogen vej frem eller tilbage.

En dag, hvor kongen red rundt, skete der imidlertid noget uventet. En vild og sulten bjergløve fik øje på kongen og hesten og øjnede chancen for et lækkert måltid, så den jagtede naturligvis den rædselsslagne hest, der fór af sted og til sidst bukkede kongen af, og hesten løb vrinskende og frådende bort. Nu var gode råd dyre. Kongen spænede af sted, det bedste han havde lært med den blodtørstige løve lige i hælene.

Til sit store held så han, at der foran ham var en kløft, og han øjnede chancen for at blive reddet, idet der et stykke nede af klippevæggen hang en gren ud. Kongen handlede snarrådigt og nærmest kastede sig ned på grenen, således at han var uden for løvens rækkevidde, men opdagede han til sin gru, med en kløft med skarpe sten hundreder af meter under sig.

Løven prøvede flere gange at nå ham med de skarpe dødbringende kløer, og dens fråde ramte kongen i ansigtet. Den brølede rasende og så ikke ud til at ville give op. Kongen hang over kløften, og pludselig indså han, at nu var øjeblikket kommet. Endelig var han i en situation, hvor der hverken var en vej frem eller en vej tilbage.

Kongen formåede nu at bryde seglet og nysgerrigt læste han det råd, han i årevis havde ventet på, og dét, der stod, var "Også dette vil gå over".

Det var alt. Kongen var grædefærdig af skuffelse og raseri. "Også dette vil gå over": Var det virkelig alt? Var det det råd, han i årevis havde ventet på. var det virkelig vismændenes mening, at dette råd ville være det råd, der i svære stunder ville kunne bringe ham igennem. Han var rystet og rasende. Han følte sig nedvurderet og holdt for nar, og afmagten skyllede ind over ham.

Men tilværelsen måtte jo gå videre. Og da kongen var klatret op fra grenen og havde forvisset sig om, at løven var helt væk, ja så kom selv hans hest tilbage og han red slukøret videre. Og forunderligt nok var det, som om "Også dette vil gå over" tit kom til ham. Selv om han i starten havde raset over ordene, ja så indså han hen ad vejen, hvor rigtigt det var. Det var ligegyldigt, om han sultede, om han frøs, om han tørstede, om han kedede sig, om han manglede sin yndlingsprinsesse, eller hvad han end foretog sig, så gik det op for ham, at det hele gik over igen. Forunderligt.

Da kongen havde redet rundt i 5 år kom han til en landsby, og sædvanen tro spurgte han også menneskene i denne by, om de vidste, hvordan det stod til i riget, han havde været konge i. Og faktisk fortalte en ældre mand, som han flere gange havde mødt under sin rundrejse, at han vidste, at krigen var ovre, og at kongens eget land var sejrsherren.

Det var, som skulle kongens bryst briste. Af glæde, af jubel, af fryd. Endelig, endelig. Det, han havde ventet på og sukket efter. Det, han havde bedt for og inderligt ønsket, endelig var hans rige befriet fra fjendens kløer.

Og han sadlede sin hest og drog fløjtende af sted til landet.

Idet han red ind af byporten til den by, hvori kongeslottet lå, og hvor en jublende folkemængde tog imod ham, fangede en solskinsstråle guldringen, som kortvarigt reflekterede i kongens øjne og endnu engang mindede ham om: "Også dette vil gå over".