Spindersken Fatima og hendes mange udfordringer
I en by i det Fjerneste Østen levede der engang en pige ved navn Fatima. Hun var datter af en velstående spinder. En dag sagde hendes fader til hende: "Kom datter! Vi skal ud på en rejse for jeg har forretninger på øerne i Middelhavet. Måske finder du en køn mand i gode kår, som du kan gifte dig med."
De drog at sted og rejste fra ø til ø, faderen optaget af sine handler, mens Fatima drømte om den ægtemand, hun måske snart ville få.
Men en dag, da de var på vej mod Kreta, blæste der en storm op og de led skibbrud. Kun halvt ved bevidsthed blev Fatima slynget op på kysten tæt ved Alexandria. Hendes fader var død og hun var nu berøvet alt.
Hun kunne svagt erindre sit hidtidige liv, for skibbruddet og hendes strabadser i bølgerne havde fuldstændig tappet hende for kræfter.
Som hun vandrede der i sandet blev hun fundet af en væver familie. Selv om de var fattige tog de hende med til deres ringe hytte og lærte hende deres håndværk. Således gik det til, at hun fik en ny tilværelse, og inden et år eller to var gået var hun lykkelig og forsonet med sin skæbne. Men en dag da hun af en eller anden grund igen var ude på stranden, gik en bande slavehandlere i land og bortførte hende sammen med nogle andre fanger de havde taget.
Skønt hun klagede sig bitterligt over sin skæbne, fandt hun ingen medlidenhed hos slavehandlerne. De tog hende med til Istanbul og solgte hende som slavinde.
Hendes verden var styrtet i grus for anden gang. Nu faldt det sig sådan, at der kun var få køber på markedet. En af dem var en mand der søgte slaver til arbejdet på sin tømmerplads, hvor han fremstillede master til skibe. Da han så den ulykkelige Fatimas modløshed, besluttede han at købe hende, idet at han tænkte at hun måske ville få en lidt bedre tilværelse hos ham, end hvis hun blev købt af en anden.
Han tog Fatima med hjem i den hensigt at gøre hende til stuepige for sin kone. Men da han nåede hjem, fik han af vide at han havde mistet alle sine penge med en skibsladning, der var blevet taget af sørøver. Nu havde han ikke råd til at ansætte arbejdere, så der var ikke andre end ham selv, Fatima og hans kone til at udføre det hårde arbejde med at lave master.
Fatima der var taknemmelig mod sin arbejdsgiver, fordi han havde reddet hende, arbejdede så hårdt og godt, at han frigav hende og gjorde hende til sin betroede medhjælper. Sådan gik det til at hun blev forholdsvis lykkelig i sin tredje løbebane.
En dag sagde han til hende: "Fatima, jeg vil bede dig rejse med en ladning skibsmaster til Java som min agent, og se nu til, at du sælger dem med fortjeneste".
Hun begav sig af sted, men da skibet var ud for Kinas kyst, blev det splintret af en tyfon, og Fatima måtte igen opleve at blive kastet op på stranden i et fremmed land. Atter en gang græd hun bitterligt, for hun følte at intet i hendes liv gik efter forventningerne. Så snart noget så ud til at lykkes, kom der noget og ødelagde alle hendes forhåbninger.
"Hvorfor skal det være sådan, græd hun for tredje gang", at så snart jeg prøver at gennemføre noget så går det galt? Hvorfor skal der overgå mig så mange ulykker?" Men der var intet svar. Til sidst rejste hun sig af sandet og begyndte at gå ind mod land.
Ingen i Kina havde naturligvis hørt om Fatima og hendes vanskeligheder. Men tilfældet ville, at der fandtes et sagn om, at en fremmed kvinde en dag ville komme dertil, og at hun ville være i stand til at lave et telt til kejseren. Og eftersom der endnu ikke var nogen i Kina der kunne lave teltet, så alle forventningsfuldt frem til, at denne spådom ville gå i opfyldelse.
For at sikre sig at den fremmede kvinde ikke skulle forblive ubemærket når hun kom, havde flere på hinanden kejser af Kina opretholdt den sædvane en gang om året at sende herolder ud til alle landets byer og landsbyer med påbud om, at alle fremmede kvinder skulle lade sig forstille ved hoffet.
Da Fatima kom vaklende ind i en by ved den kinesiske kyst, blev denne regel fulgt. Indbyggerne talte til hende gennem en tolk og forklarede, at hun måtte opsøge kejseren.
"Min dame," sagde kejseren da Fatima blev ført frem for ham, "kan De lave et telt?".
"Det tror jeg nok", sagde Fatima.
Hun bad om et reb, men det kunne ikke skaffes. Så huskede hun sin tid som spinderske, samlede hø og lavede et reb. Derpå bad hun om kraftig teltdug, men kineserne havde ingen af den slags, hun behøvede. Så øste hun af sin erfaring fra væveriet i Alexandria og lavede et stykke kraftig teltdug. Derefter sagde hun at hun behøvede teltpæle, men der fandtes ingen i Kina. Så huskede Fatima den oplæring hun havde fået hos tømmermesteren i Istanbul, og lavede med kyndig hånd nogle kraftige teltpæle. Da det var gjort, gravede hun i sin hukommelse for at huske alle de telte hun havde set på sine rejser og snart var teltet færdigt.
Da vidunderet blev afsløret for kejseren af Kina, tilbød han Fatima at opfylde et hvilket som helst ønske hun måtte fremsætte. Hun valgte at slå sig ned i Kina, hvor hun giftede sig med en køn prins og levede lykkeligt, omgivet at sine kære børn, til sine dages ende.
Og det var igennem disse eventyrlige tildragelser at Fatima indså, at det, der i første omgang havde virket som ubehagelige oplevelser, da det kom til stykket, fik afgørende betydning for, at hun fandt lykken.
Gemt under Blog - blandet af 
"Udenpå kan ingen se det men det ligger indeni" synger Anna David i sin nye sang:
- Den lille Pige.
Sangen har sit helt eget og private tema, men præcis denne linie i omkvædet fik mig til at spidse ører og reflektere over det faktum, at når vi af den ene eller den anden grund har det dårligt, så tror vi meget ofte, at det ikke kan ses eller registreres af andre. Vi kan føle os tanke- og følelsesmæssigt kaotiske indeni og vi anstrenger os til det yderste for at denne pinagtige tilstand ikke bliver opdaget af vores partner, arbejdsgiver, kolleger eller venner.
Kropssproget sladrer.
Nogen har sagt, at kroppen er sjælens spejl og kropssproget dens sladrehank.
Gennem mit mangeårige arbejde med mennesker er det min erfaring, at sindstilstanden afslører sig på andre naturlige måder uden at man behøver at sige med ord, hvordan man har det. Uanset, om det handler om vild glæde eller man er meget stresset, vil kroppen rette ind efter sindstilstanden og "skilte med den".
Eksempelvis kom en 14 årig pige sammen med sin mor til min praksis. Pigen, som gik i 8. klasse, blev mobbet af en lille gruppe piger i sin klasse. Mobningen foregik kontinuerligt i form af nedladende tale, kritik af pigens tøj og udelukkelse af fællesskabet med resten af pigegruppen samt tæsk en gang. Fysisk var pigen køn, lille og lidt spinkel af sin alder.
Intellektuelt var hun hurtigt opfattende og bogligt dygtig.
Da hun trådte ind i lokalet stod hun halvt gemt bag sin mor. Hendes stemme var nærmest uhørlig, blikket naglet fast i gulvet, kroppen stod i en ludende holdning og armene var placeret beskyttende over kors på maven. Hun var tydeligvis meget ked af det, nervøs, utryg og lukket og samtidig også fuldstændig ubevidst om sit eget kropssprog som, på det kraftigste, signalerede hendes indre følelsesmæssige tilstand.
Coaching og matching.
Vi gik hurtigt i gang med at finde ud af hvad hun ønskede sig allermest når hun var i skolen. Hendes største ønske var en "bedste veninde" hun kunne dele glæder og sorger med samt at have det sjovt og være tryg blandt klassekammeraterne. Vi arbejdede stående/gående på gulvet, hvor jeg matchede hendes kropssprog med det mål for øje, at vise hendes sit eget kropssprog, toneleje, stemmeføring, talehastighed og vejrtrækningsrytme. Ind i mellem brød jeg matchingen og brugte et åbent, imødekommende og interesseret kropssprog. Pludselig udbrød hun: "jeg viser dem jo, at jeg er bange og ikke tør være sammen med dem"!
Efter denne opdagelse gik det også op for hende, at uden ændringer i kropssproget, ville blive meget svært, at få sit største ønske opfyldt. Vi gik staks i gang med at træne det kropssprog som skulle føre hende i mål. Hendes kropssprog skulle allerede dagen efter afprøves i skolen. Det skulle foregå med ret ryg, klar og hørlig stemme, hænderne ned langs siden eller i lommerne og øjenkontakt. Derudover skulle hun fysisk gå tættere på de personer, hun ville i kontakt med.
Positivt resultat.
Da vi mødtes 2 uger senere oplevede jeg en helt anderledes åben og glad pige. Det var lykkedes hende, allerede dagen efter i skolen, atter at blive "lukket ind" i klassens pigefællesskab, udelukkende ved hjælp af kropssproget. Hun fortalte, at pigerne havde kigget lidt underligt på hende, men de havde accepteret hende uden forbehold eller andre ubehageligheder. Som en sidegevinst havde hun fundet ud af at aflæse de andre pigers kropssprog og derved opdaget, at flere af dem, i virkeligheden, også var bange og usikre, men at de reagerede anderledes end hende.
Stor respekt for denne modige, kvikke og dejlige pige – og endnu et bevis på, at kropssproget kan bruges aktivt til at ændre på både de indre og de ydre linier.
Hilsen
Corinna Roost
Gemt under Personlig Coach af
Teenage Coaching – Ungdomscoaching som supplement til studievejledning ?
Under min uddannelse stødte jeg på et værktøj/model der hedder "10 års-rejsen" – som egner sig specielt godt til arbejdet med unge. Når vi som coaches spørger ind til " hvordan ser dit liv ud om 10 år – hvad beskæftiger du dig med " osv. osv. – får vi bl.a. fat i den unges drøm og her er meget "guld" gemt.
Guld, som måske kan bruges til at afdække studie-retning / uddannelsesvalg – faktisk er jeg sikker på at ungdomscoaching og studievejledning ville være en perfekt sammensat cocktail som sammen kunne sikre at den unges valg bliver baseret på et mere nuanceret grundlag. Samtidig får vi også sikret at ungdomscoaching ikke kun bliver for en gruppe af unge, men bliver et tilbud til flere.
Hvis vi fik teenage coaching med på ungdomsuddannelserne…
er mit bedste bud, at flere unge ville vælge "rigtigt" fra starten, hvilket selvsagt ville være godt på flere måder. Jeg oplever rigtigt mange unge være i tvivl om retningen på deres uddannelse – og når vi nu har coaching værktøjerne, hvorfor så ikke også lade de unge få glæde af det?
Anne Muxoll Søberg
AMS Coaching & Event.
Gemt under Coaching af
Coaching og søvn.
Der er rigtigt mange voksne mennesker, der har problemer med at sove.
Der er rigtigt mange voksne mennesker, der har problemer med at sove.
Mange har svært ved at falde i søvn, andre sover let og vågner mange gange i løbet af en nat. Atter andre vågner meget tidligt og får ikke udbytte af de seneste nattetimer/første morgentimer.
Der er meget at gøre med hensyn til at genskabe en god og naturlig søvnrytme.
Og flere af Uni Coachings coaches har via kurser i avanceret stresscoaching tilegnet sig viden, så det at coache målrettet imod en mere stabil søvnrytme er et af redskaberne i "værktøjskassen".
Både via kosten og vitaminer kan søvnen genbalanceres.
Og via stresscoaching kan søvnen genbalanceres.
Hvorfor?
- Fordi søvn og kroppens balance hører sammen,
- og fordi søvn og stress hænger sammen.
- Er der for megen uro, mentalt og følelsesmæssigt, vil det for mange betyde, at søvnen bliver påvirket.
Og så er den "onde cirkel" i gang.
En periode uden dyb og vitaliserende søvn gør, at energiniveauet sænkes yderligere, og gør at irritation og mangel på modstandsdygtighed bliver tydelig, både for den enkelte og dennes omgivelser.
Christel Sonne Rasmussen, der har arbejdet med mange mennesker med søvnforstyrrelser har adskillige teknikker, der sikrer, at man selv kan falde i søvn igen. For hun oplever, at den afmagt, der følger med ikke at kunne sove, hyppigt løses ved netop selv at have værktøjer og selv at kunne gøre noget.
Søvn og appetit og andre krops- "funktioner" skal jo helst bare virke. Når vi har perioder, hvor vi sover godt, kan mærke vores sult og tørst mv., tænker vi jo ikke over, hvorfor dette mon fungerer. Men selvfølgelig: I det øjeblik, at søvnen er udeblivende, føler vi afmagt. For vi aner slet ikke, hvad vi skal gøre. Og mange bliver lidt bange for at lægge sig til at sove om eftermiddagen, for "hvad nu hvis jeg så ikke kan sove om natten". Og mange begynder at frygte aftenen, for selvom de føler sig dødtrætte, er de bange for, at de så alligevel ikke kan falde i søvn. Og så videre.
Hvis du er en af dem, der døjer med søvnproblemer, kan coaching være oplagt for dig.
Og det spørgsmål, du kan stille dig selv, for at søge netop dit svar på, hvorfor en søvnforstyrrelse er blevet en del af dit liv, er:
- Hvor i mit liv er der ikke balance?
For søvnen er et fint tegn på, at der er områder, hvor den kendte balance ikke er tilstede.
Jeg er sikker på, at du finder nogle svar. Og har du brug for yderligere hjælp til at håndtere disse, så mail til Uni Coaching, for så finder vi en løsning.
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Gemt under Coaching af
Coaching som konflikthåndteringsværktøj.
Af Jens Handberg, certificeret professionel coach.
For ikke længe siden blev jeg tilkaldt til en virksomhed, hvor der var en konflikt mellem tre kvindelige medarbejdere.
Virksomheden havde prøvet mediation og et par andre konsulenter, men konflikten mellem de tre medarbejdere var stadig stigmatiseret og den ene havde nu langtidssygemeldt sig.
En ny leder var tiltrådt for gruppen og undrede sig over, at hun overtog et team med kun to medarbejdere. Hvor var den tredje? Hun satte sig ind i historikken og overtalte de tre medarbejdere til at mødes med en coach i en gruppesession.
Lederen kontaktede mig og spurgte om jeg ikke nok ville gøre forsøget, for nu "havde de prøvet alt andet". Næste skridt ville være omplaceringer, fyring eller andre drastiske løsninger. Men, da teamet tidligere havde fungeret virkeligt godt, så mente hun, at der måtte være noget "god energi" gemt et sted.
Da coaching i mit hoved langtfra er et klassisk konflikthåndteringsværktøj udtrykte jeg mine forbehold, men hvorfor ikke tage udfordringen op.
Vi aftalte en mødedato for hele teamet, hvor alle committede sig til at komme. Rummet lå isoleret i virksomheden og et rundt bord blev sat ind på mit forlangende. Jeg ønskede et bord, som vi kunne sidde omkring, uden særlige statuspositioner – heller ikke for mig.
Ved indledningen af mødet fortalte jeg de tre medarbejdere, at livet set fra mit ringhjørne leves forlæns og coaching tager udgangspunkt i nuet og den ønskværdige fremtid. Derfor ville jeg under denne session intet høre om fortid og historik.
Denne tilgang viste sig at være forløsende, for nu kunne vi tale om, hvad der gav dem glæde, det gode samarbejde, det fremadrettede mål – uden at skulle blive hængende i konfliktsumpen.
Det var ikke uden skepsis fra medarbejdernes side og det krævede indledningsvist en præcis styring af samtalen. Men, som en af dem udtrykte: "At nu havde de med de andre konsulenter prøvet at bearbejde fortiden uden at komme et dyt videre, så hvorfor ikke?"
Min tilgang var især den anerkendende AI (appreciative inquiry) metode, som jeg oplever som rigtig stærkt, når vi udforsker det gode, det bedste og bruger det til at give en ny og fokuseret retning.
Netop den coachende tilgang til konflikten, hvor vi kunne arbejde med det fremadrettede fokus viste sig at være den nøgle, der kunne låse denne konflikt op og bringe teamet videre.
Allerede den første session sendte teamet på så god en kurs, at anden session en måned senere fik karakter af et 'lettere serviceeftersyn', hvor processen alene skulle fintunes. Den trejde og sidste session efterspurgte teamet selv, for nu havde de behov for coaching til at komme videre med en krævende forretningsproces. De havde genfundet den gode stemning og ser nu coaching som en naturlig del de redskaber, teamet kan bruge for at yde virkeligt optimalt.
I dag har jeg været tilkaldt til flere konflikthåndteringssessions og har konstateret, at coaching kan være det helt rette værktøj, der kan bringe parterne videre. Men, jeg har også konstateret, at parterne skal have et ægte engagement og commitment til at ville hinanden ligesom nærmeste leders forståelse for coaching og opbakning til medarbejdernes proces skal være til stede. Men, alt i alt kan coaching give 'happy end' til selv konflikter, der er så fastlåste, at de involverede parter næsten ikke kan se sig ud af det.
Gemt under Coaching af
Der er igennem de senere år opstået et begreb, som kaldes "Worklife".
Danskere og andre vesteuropæere har øjeblikkeligt optaget det som en del af det almindelige sprogbrug.
Men hvad betyder det egentligt, hvad dækker det over, og hvilken effekt har dette begreb, udlevet i praksis.
Det vil jeg redegøre for i den kommende tekst.
WORKLIFE
Direkte oversat skulle man mene, at Worklife vel blot betyder "arbejdsliv", og det gør det også. Men på denne side af årtusindskiftet har vi mennesker via computere, mobiltelefoner og et for mange støt stigende fokus på at arbejde, tjene penge og opbygge en identitet herigennem, gradbøjet dette begreb. For som det kan forstås, skal begrebet WORKLIFE ses som, at vores liv er et arbejdsliv. At mange zoner i en hverdag er påvirket af arbejde, fordi vi tillader det.
Helt enkelt sagt mener jeg, at Worklife dækker over, at alt for mange mennesker alt for ukritisk lader deres arbejde bevæge sig ind i familie og fritidszonen.
Så der er flydende grænser for arbejde, og så man, selv om man har ferie eller weekend, alligevel arbejder. Fordi vi, hvis vi ikke er opmærksomme, hurtigt sender signalet, om, at vi er "ON", uagtet om det er aften, nat, lørdag eller midten af familiens sommerferie.
Det betyder blandt andet, at mange arbejder langt mere end 37 timer.
Det betyder blandt andet, at mange slet ikke ved, hvornår de er "OFF" på den gode måde.
Det betyder, at for mange tillader "forstyrrelser" fra computere, mobiltelefoner mv og det gør en masse ved nærvær, tilstedeværelse mv.
En del mennesker signalerer, at de er ON i mange af døgnets timer, og der er formentligt mange grunde til dette.
Mange kan godt lide deres arbejde. Mange føler sig styrket i egen identitet – og via bankkontoen – via deres arbejde.
Mange synes, at arbejdet indeholder den variation og udfordring, som er lettere at håndtere end familiens variation og udfordringer.
MEN:
- Er det det værd?
- Har alting ikke en pris?
- Og er vi overhovedet klar over, hvilken pris, vi betaler ved at være ON i det omfang, vi er.
Disse spørgsmål lader jeg stå, så den enkelte selv kan reflektere og proflektere over dem.
Hvis man tager et stykke papir og inddeler det i dagens tidsmoduler, fra:
- 06-09
- 09-12
- 12-15
- 15-18
- 18-21
- 21-24
- 00-03
- 03-06
Og man så blot for den kommende dag skal afkrydse, hvornår man er ON i forhold til sit arbejde, vil mange blive overraskede.
Mange vil bemærke, at de er optaget af arbejdet i langt flere moduler, end de egentligt troede.
Og så begydner vi at forklare det for os selv.
- Det er bare lige i denne periode.
- Der er da ikke noget galt ved, at man lige taler lidt i mobil om aftenen.
- Det er jo et moderne samfund; man må da følge med.
- Min chef stoler på mig, og jeg vil gerne vise ham, at jeg er tilliden værdig.
- Det er bare lige nu, at jeg knokler ekstra. Det er jo fordi, at jeg så som 55 årig kan trække mig tilbage.
Osv.
Hvis man så nuancerer modellen og skriver ind, hvornår man har "personlig tid", tid som udelukkende er bonustid med sig selv, og man så også nuancerer skemaet og skriver, hvornår man er tilstede med sin familie, så viser der sig tit et generelt tegn.
For mange siger og jeg tror, at de mener det af deres hele hjerte, at familien er vigtigst for dem. Uden den ville livet være mere meningsløst.
Men mange bruger kun en smule tid med deres familie, og er denne tid så forstyrret eller uforstyrret.
Det er jo det gode spørgsmål.
Og det bedste spørgsmål af alle er:
"hvem bestemmer"?
Hvem bestemmer, hvordan du vil prioritere din tid og din tilstedeværelse.
Og hvem påvirker det, at du evt. lader dette valg vente.
Og er det mon egentligt det, du vil.
Jeg talte med en kvinde, der havde to jobs, en stor familie mv..
Hun vidste godt, sagde hun, at hun havde for travlt.
At udfylde skemaet gjorde, at hun indså, at hun havde en arbejdsuge på 70 timer. Selvom det ikke var 70 timer på lønningsarket.
Da hun skulle "plotte" sine zoner for "personlig tid" ind, blev hun chokeret /overrasket.
For det var kun på badeværelset om morgenen, og når hun sov, at hun havde personlig tid.
På spørgsmålet om, hvad hun kunne lave i sin personlige tid, for at lade op, sagde hun prompte: jeg ville læse bøger.
Og hun beskrev, at det godt nok var mærkeligt, for hun elskede at læse bøger, men havde ikke læst en eneste bog i et helt år.
Stille og roligt er der mange af os, der tillader, at vores liv bliver et WORKLIFE.
Jeg synes, at vi skal øve os i at sætte stærkere grænser op imellem arbejde og fritid.
Og kommer gerne ud og holder foredrag om dette.
For stress, tristhed, forvirring, udbrændthed, skilsmisser mv. er nogle gange risikoen, der tages, ved at lade sig infiltrere alt for meget i et Worklife.
Tænk over det.
Du bestemmer.
Det er dit liv.
Føles det også sådan?
Christel Sonne Rasmussen
Unicoaching.dk
Gemt under Blog - blandet af
Når forandringens vinde blæser, er der nogle, der bygger læhegn og andre, der bygger vindmøller.
Sådan siger et enestående og for mange velkendt citat.
Som coach er jeg vant til at tænke, at det ene ikke nødvendigvis udelukker det andet. Og er samtidig optaget af metaforen.
For de fokuspersoner og grupper, jeg coacher, giver ofte udtryk for "læhegn" af varierende slags, og et ønske om at bygge vindmøller. Og coachingen er jo netop en vej henimod vindmøllerne, og en vej hvor det er muligt at opleve, at den beskyttelse, der umiddelbart kan forekomme via et læhegn, kan bæres med som en indre tilstand og suppleret af vinkler og skridt, man ellers ville have været foruden.
Jeg vil indimellem kommentere på dette citat, fordi det giver megen mening for mig, og fordi jeg er af den opfattelse, at stærke metaforer dels er nemme at huske, og dels er givende som mentale holdepunkter.
Gemt under Coaching af
Vi er i Uni C oaching.dk glade for at kunne hilse Kasper Kurland velkommen som en af vores dygtige coaches.
Udover at være trænet i at coache elitesportsfolk og unge, har Kasper også den fordel, at han repræsenterer os på Sjælland. Det er vi glade for, for hidtil har vi udelukkende kunnet coache på Fyn og I Jylland.
Endnu en gang en stor og varm velkomst til Kasper.
Gemt under Coaching af
En veninde og jeg har i mange år samlet livskloge beretninger sammen. Historier, som er samlet fra ind- og udland. Og historier, som fortoner sig årtusinder tilbage, og andre historier, der er nye.
- Jeg bruger i min coaching mange af disse metaforer, netop for at udvide rammen og anføre nogle pointer, som krystalliserer sig klarere igennem en historie.
Jeg tror, at vi mennesker har brug for historier, og at den gode historie kan gøre den forskel, som vi nogle gange har brug for.
Jeg hørte et par historier forleden, der var nye for mig.
Og vil skrive den her, for måske taler den netop til dig.
En munk boede i et kloster.
Alle munke i klostret overholdt klostrets rutiner, og ønskede sig evig sjælefred og ønskede at befinde sig i det, der kaldes en oplyst tilstand. En tilstand af harmoni, balance, ligevægt og indre fredfyldthed(I denne kultur kaldes denne tilstand Nirvana). Men ingen af munkene havde opnået denne tilstand, til trods for, at de havde levet rent, bedt en masse bønner og mediteret.
Munken var blevet frustreret. Og forlod en tidlig morgen klostret. På vejen væk blev han tørstig. Og gik imod et hus for at spørge, om han kunne få noget at drikke. Der stod en ko foran huset, og den ville ikke flytte sig. Munken blev vred og sparkede koen bagi for at få den til at gå væk.Og han blev oplyst.
Hvorfor?
Fordi det var hans første autentiske handling i mange år.
Tja. Det er jo en gammel historie, og den er god. For den peger på noget, som er let at glemme. Nemlig at koble alskens indre forventninger og ambitioner fra, og at gøre det, der føles rigtigt i lige præcist den givne situation.
Der står nok ikke en ko foran din dør. Og gør der, skal du formentligt ikke sparke den bagi. For du er formodentligt ikke munk, og det vil formentligt ikke være en autentisk handling.
Blot en kopi.
Sørg for ikke at blive en kopi i dit liv, men vær autentisk. Så du, når du vil, kan sige det, du tæner på en måde, du kan stå inde for, og så du kan gøre det, som føles ret for dig.
Det er livskunst. Og en vej, man kan vælge at gå.
Hvis man tør.
For det kræver mod at være autentisk.
Og hvad mod er, og det at være modig er, kan siges med et enkelt budskab
At turde er at miste fodfæstet for en stund
Ikke at turde er at miste sig selv. (søren Kierkegaard)
Mod er at gøre tingene, selvom man er bange. Det bliver mindre svært at gøre det, man er bange for, hvis man har et højere formål med sin handling.
Kun den frygtløse behøver ikke mod.
Christel.
Gemt under Blog - blandet af
Stress kan også påvirke dit parforhold.
Mange, der kommer til stresscoaching, beskriver at de har problemer i deres parforhold. Og mange, der kommer til stresscoaching tror og vurderer, at deres partner også er stresset.
Og da stress jo "snører sammen" på alle planer, og at vi i tale og handling og overskud ændrer os, når vi er stressbelastede, er det slet ikke sjældent at opleve, at tanker om skilsmisse mv. begynder at optage sindene, når der er stress.
Fordi mange bliver irritable, sure og forekommer meget egoistiske, når de er stressede. Det er mange gange sådan, at man jo primært orienterer sig om, hvad det er man ikke orker, hvad det er man ikke kan holde ud, hvad det er man vil have væk. Men at være konstruktiv i en snak falder ofte sværere, når man er stresset.
Jeg anbefaler, at man går ind på www.forebygstress.dk og afklarer sin egen score på stressbarometret, og at begge parter i et parforhold gør dette. For at afklare, hvordan den aktuelle situation er, og for ikke bare at sidde og retfærdiggøre sig selv og mene, at det er den anden, der er mest stresset og derfor mest hans/hendes skyld, at vi kører skævt.
I nogle tilfælde er det parforholdet, der er med til at skabe eller yderligere belaste en stresset tilstand. men hvis der er interesse i at kunne håndtere en partners eller begge parters stress, har Unicoaching også stresscoaching for par.
Hvis der er følelser og ønsket om at klare tingene sammen, er det en skam at lade stress bevirke alt for mange hårde ord og triste stunder.
Parforholdet/familien skal jo gerne være stedet, hvor man kan lade op. Og ikke stedet, der skal føles som en byrde eller en nødvendig pligt.
Læs mere på siden:
Gemt under Personlig Coach, Stress - stresshåndtering af