Coaching som konflikthåndteringsværktøj.
Af Jens Handberg, certificeret professionel coach.
For ikke længe siden blev jeg tilkaldt til en virksomhed, hvor der var en konflikt mellem tre kvindelige medarbejdere.
Virksomheden havde prøvet mediation og et par andre konsulenter, men konflikten mellem de tre medarbejdere var stadig stigmatiseret og den ene havde nu langtidssygemeldt sig.
En ny leder var tiltrådt for gruppen og undrede sig over, at hun overtog et team med kun to medarbejdere. Hvor var den tredje? Hun satte sig ind i historikken og overtalte de tre medarbejdere til at mødes med en coach i en gruppesession.
Lederen kontaktede mig og spurgte om jeg ikke nok ville gøre forsøget, for nu "havde de prøvet alt andet". Næste skridt ville være omplaceringer, fyring eller andre drastiske løsninger. Men, da teamet tidligere havde fungeret virkeligt godt, så mente hun, at der måtte være noget "god energi" gemt et sted.
Da coaching i mit hoved langtfra er et klassisk konflikthåndteringsværktøj udtrykte jeg mine forbehold, men hvorfor ikke tage udfordringen op.
Vi aftalte en mødedato for hele teamet, hvor alle committede sig til at komme. Rummet lå isoleret i virksomheden og et rundt bord blev sat ind på mit forlangende. Jeg ønskede et bord, som vi kunne sidde omkring, uden særlige statuspositioner – heller ikke for mig.
Ved indledningen af mødet fortalte jeg de tre medarbejdere, at livet set fra mit ringhjørne leves forlæns og coaching tager udgangspunkt i nuet og den ønskværdige fremtid. Derfor ville jeg under denne session intet høre om fortid og historik.
Denne tilgang viste sig at være forløsende, for nu kunne vi tale om, hvad der gav dem glæde, det gode samarbejde, det fremadrettede mål – uden at skulle blive hængende i konfliktsumpen.
Det var ikke uden skepsis fra medarbejdernes side og det krævede indledningsvist en præcis styring af samtalen. Men, som en af dem udtrykte: "At nu havde de med de andre konsulenter prøvet at bearbejde fortiden uden at komme et dyt videre, så hvorfor ikke?"
Min tilgang var især den anerkendende AI (appreciative inquiry) metode, som jeg oplever som rigtig stærkt, når vi udforsker det gode, det bedste og bruger det til at give en ny og fokuseret retning.
Netop den coachende tilgang til konflikten, hvor vi kunne arbejde med det fremadrettede fokus viste sig at være den nøgle, der kunne låse denne konflikt op og bringe teamet videre.
Allerede den første session sendte teamet på så god en kurs, at anden session en måned senere fik karakter af et 'lettere serviceeftersyn', hvor processen alene skulle fintunes. Den trejde og sidste session efterspurgte teamet selv, for nu havde de behov for coaching til at komme videre med en krævende forretningsproces. De havde genfundet den gode stemning og ser nu coaching som en naturlig del de redskaber, teamet kan bruge for at yde virkeligt optimalt.
I dag har jeg været tilkaldt til flere konflikthåndteringssessions og har konstateret, at coaching kan være det helt rette værktøj, der kan bringe parterne videre. Men, jeg har også konstateret, at parterne skal have et ægte engagement og commitment til at ville hinanden ligesom nærmeste leders forståelse for coaching og opbakning til medarbejdernes proces skal være til stede. Men, alt i alt kan coaching give 'happy end' til selv konflikter, der er så fastlåste, at de involverede parter næsten ikke kan se sig ud af det.
Gemt under Coaching af 
Der er igennem de senere år opstået et begreb, som kaldes "Worklife".
Danskere og andre vesteuropæere har øjeblikkeligt optaget det som en del af det almindelige sprogbrug.
Men hvad betyder det egentligt, hvad dækker det over, og hvilken effekt har dette begreb, udlevet i praksis.
Det vil jeg redegøre for i den kommende tekst.
WORKLIFE
Direkte oversat skulle man mene, at Worklife vel blot betyder "arbejdsliv", og det gør det også. Men på denne side af årtusindskiftet har vi mennesker via computere, mobiltelefoner og et for mange støt stigende fokus på at arbejde, tjene penge og opbygge en identitet herigennem, gradbøjet dette begreb. For som det kan forstås, skal begrebet WORKLIFE ses som, at vores liv er et arbejdsliv. At mange zoner i en hverdag er påvirket af arbejde, fordi vi tillader det.
Helt enkelt sagt mener jeg, at Worklife dækker over, at alt for mange mennesker alt for ukritisk lader deres arbejde bevæge sig ind i familie og fritidszonen.
Så der er flydende grænser for arbejde, og så man, selv om man har ferie eller weekend, alligevel arbejder. Fordi vi, hvis vi ikke er opmærksomme, hurtigt sender signalet, om, at vi er "ON", uagtet om det er aften, nat, lørdag eller midten af familiens sommerferie.
Det betyder blandt andet, at mange arbejder langt mere end 37 timer.
Det betyder blandt andet, at mange slet ikke ved, hvornår de er "OFF" på den gode måde.
Det betyder, at for mange tillader "forstyrrelser" fra computere, mobiltelefoner mv og det gør en masse ved nærvær, tilstedeværelse mv.
En del mennesker signalerer, at de er ON i mange af døgnets timer, og der er formentligt mange grunde til dette.
Mange kan godt lide deres arbejde. Mange føler sig styrket i egen identitet – og via bankkontoen – via deres arbejde.
Mange synes, at arbejdet indeholder den variation og udfordring, som er lettere at håndtere end familiens variation og udfordringer.
MEN:
- Er det det værd?
- Har alting ikke en pris?
- Og er vi overhovedet klar over, hvilken pris, vi betaler ved at være ON i det omfang, vi er.
Disse spørgsmål lader jeg stå, så den enkelte selv kan reflektere og proflektere over dem.
Hvis man tager et stykke papir og inddeler det i dagens tidsmoduler, fra:
- 06-09
- 09-12
- 12-15
- 15-18
- 18-21
- 21-24
- 00-03
- 03-06
Og man så blot for den kommende dag skal afkrydse, hvornår man er ON i forhold til sit arbejde, vil mange blive overraskede.
Mange vil bemærke, at de er optaget af arbejdet i langt flere moduler, end de egentligt troede.
Og så begydner vi at forklare det for os selv.
- Det er bare lige i denne periode.
- Der er da ikke noget galt ved, at man lige taler lidt i mobil om aftenen.
- Det er jo et moderne samfund; man må da følge med.
- Min chef stoler på mig, og jeg vil gerne vise ham, at jeg er tilliden værdig.
- Det er bare lige nu, at jeg knokler ekstra. Det er jo fordi, at jeg så som 55 årig kan trække mig tilbage.
Osv.
Hvis man så nuancerer modellen og skriver ind, hvornår man har "personlig tid", tid som udelukkende er bonustid med sig selv, og man så også nuancerer skemaet og skriver, hvornår man er tilstede med sin familie, så viser der sig tit et generelt tegn.
For mange siger og jeg tror, at de mener det af deres hele hjerte, at familien er vigtigst for dem. Uden den ville livet være mere meningsløst.
Men mange bruger kun en smule tid med deres familie, og er denne tid så forstyrret eller uforstyrret.
Det er jo det gode spørgsmål.
Og det bedste spørgsmål af alle er:
"hvem bestemmer"?
Hvem bestemmer, hvordan du vil prioritere din tid og din tilstedeværelse.
Og hvem påvirker det, at du evt. lader dette valg vente.
Og er det mon egentligt det, du vil.
Jeg talte med en kvinde, der havde to jobs, en stor familie mv..
Hun vidste godt, sagde hun, at hun havde for travlt.
At udfylde skemaet gjorde, at hun indså, at hun havde en arbejdsuge på 70 timer. Selvom det ikke var 70 timer på lønningsarket.
Da hun skulle "plotte" sine zoner for "personlig tid" ind, blev hun chokeret /overrasket.
For det var kun på badeværelset om morgenen, og når hun sov, at hun havde personlig tid.
På spørgsmålet om, hvad hun kunne lave i sin personlige tid, for at lade op, sagde hun prompte: jeg ville læse bøger.
Og hun beskrev, at det godt nok var mærkeligt, for hun elskede at læse bøger, men havde ikke læst en eneste bog i et helt år.
Stille og roligt er der mange af os, der tillader, at vores liv bliver et WORKLIFE.
Jeg synes, at vi skal øve os i at sætte stærkere grænser op imellem arbejde og fritid.
Og kommer gerne ud og holder foredrag om dette.
For stress, tristhed, forvirring, udbrændthed, skilsmisser mv. er nogle gange risikoen, der tages, ved at lade sig infiltrere alt for meget i et Worklife.
Tænk over det.
Du bestemmer.
Det er dit liv.
Føles det også sådan?
Christel Sonne Rasmussen
Unicoaching.dk
Gemt under Blog - blandet af
Når forandringens vinde blæser, er der nogle, der bygger læhegn og andre, der bygger vindmøller.
Sådan siger et enestående og for mange velkendt citat.
Som coach er jeg vant til at tænke, at det ene ikke nødvendigvis udelukker det andet. Og er samtidig optaget af metaforen.
For de fokuspersoner og grupper, jeg coacher, giver ofte udtryk for "læhegn" af varierende slags, og et ønske om at bygge vindmøller. Og coachingen er jo netop en vej henimod vindmøllerne, og en vej hvor det er muligt at opleve, at den beskyttelse, der umiddelbart kan forekomme via et læhegn, kan bæres med som en indre tilstand og suppleret af vinkler og skridt, man ellers ville have været foruden.
Jeg vil indimellem kommentere på dette citat, fordi det giver megen mening for mig, og fordi jeg er af den opfattelse, at stærke metaforer dels er nemme at huske, og dels er givende som mentale holdepunkter.
Gemt under Coaching af
Vi er i Uni Coaching glade for at kunne hilse Kasper Kurland velkommen som en af vores dygtige coaches.
Udover at være trænet i at coache elitesportsfolk og unge, har Kasper også den fordel, at han repræsenterer os på Sjælland. Det er vi glade for, for hidtil har vi udelukkende kunnet coache på Fyn og I Jylland.
Endnu en gang en stor og varm velkomst til Kasper.
Hilsen
Christel
GHTime Code(s): ncGemt under Coaching af
En veninde og jeg har i mange år samlet livskloge beretninger sammen.
Historier, som er samlet fra ind- og udland. Og historier, som fortoner sig årtusinder tilbage, og andre historier, der er nye.
- Jeg bruger i min coaching mange af disse metaforer, netop for at udvide rammen og anføre nogle pointer, som krystalliserer sig klarere igennem en historie.
Jeg tror, at vi mennesker har brug for historier, og at den gode historie kan gøre den forskel, som vi nogle gange har brug for.
Jeg hørte et par historier forleden, der var nye for mig.
Og vil skrive den her, for måske taler den netop til dig.
En munk boede i et kloster.
- Alle munke i klostret overholdt klostrets rutiner, og ønskede sig evig sjælefred og ønskede at befinde sig i det, der kaldes en oplyst tilstand. En tilstand af harmoni, balance, ligevægt og indre fredfyldthed(I denne kultur kaldes denne tilstand Nirvana). Men ingen af munkene havde opnået denne tilstand, til trods for, at de havde levet rent, bedt en masse bønner og mediteret.
Munken var blevet frustreret. Og forlod en tidlig morgen klostret. På vejen væk blev han tørstig. Og gik imod et hus for at spørge, om han kunne få noget at drikke. Der stod en ko foran huset, og den ville ikke flytte sig. Munken blev vred og sparkede koen bagi for at få den til at gå væk. Og han blev oplyst.
Hvorfor?
Fordi det var hans første autentiske handling i mange år.
Tja. Det er jo en gammel historie, og den er god. For den peger på noget, som er let at glemme. Nemlig at koble alskens indre forventninger og ambitioner fra, og at gøre det, der føles rigtigt i lige præcist den givne situation.
Der står nok ikke en ko foran din dør. Og gør der, skal du formentligt ikke sparke den bagi. For du er formodentligt ikke munk, og det vil formentligt ikke være en autentisk handling.
Blot en kopi.
Sørg for ikke at blive en kopi i dit liv, men vær autentisk. Så du, når du vil, kan sige det, du tæner på en måde, du kan stå inde for, og så du kan gøre det, som føles ret for dig.
Det er livskunst. Og en vej, man kan vælge at gå.
Hvis man tør.
For det kræver mod at være autentisk.
Og hvad mod er, og det at være modig er, kan siges med et enkelt budskab
At turde er at miste fodfæstet for en stund
Ikke at turde er at miste sig selv. (søren Kierkegaard)
Mod er at gøre tingene, selvom man er bange. Det bliver mindre svært at gøre det, man er bange for, hvis man har et højere formål med sin handling.
Kun den frygtløse behøver ikke mod.
Christel.
Gemt under Blog - blandet af
Stress kan også påvirke dit parforhold.
Mange, der kommer til stresscoaching, beskriver at de har problemer i deres parforhold. Og mange, der kommer til stresscoaching tror og vurderer, at deres partner også er stresset.
Og da stress jo "snører sammen" på alle planer, og at vi i tale og handling og overskud ændrer os, når vi er stressbelastede, er det slet ikke sjældent at opleve, at tanker om skilsmisse mv. begynder at optage sindene, når der er stress.
Fordi mange bliver irritable, sure og forekommer meget egoistiske, når de er stressede. Det er mange gange sådan, at man jo primært orienterer sig om, hvad det er man ikke orker, hvad det er man ikke kan holde ud, hvad det er man vil have væk. Men at være konstruktiv i en snak falder ofte sværere, når man er stresset.
Jeg anbefaler, at man går ind på www.forebygstress.dk og afklarer sin egen score på stressbarometret, og at begge parter i et parforhold gør dette. For at afklare, hvordan den aktuelle situation er, og for ikke bare at sidde og retfærdiggøre sig selv og mene, at det er den anden, der er mest stresset og derfor mest hans/hendes skyld, at vi kører skævt.
I nogle tilfælde er det parforholdet, der er med til at skabe eller yderligere belaste en stresset tilstand. men hvis der er interesse i at kunne håndtere en partners eller begge parters stress, har Unicoaching også stresscoaching for par.
Hvis der er følelser og ønsket om at klare tingene sammen, er det en skam at lade stress bevirke alt for mange hårde ord og triste stunder.
Parforholdet/familien skal jo gerne være stedet, hvor man kan lade op. Og ikke stedet, der skal føles som en byrde eller en nødvendig pligt.
Christel Sonne Rasmussen, der er leder af Unicoaching, er også parterapeut. Og er derfor særdeles erfaren med hensyn til at kortlægge og håndtere de temaer, som stress skaber for et par eller en familie.
Mange håber, at stress er et forbigående fænomen. Og at sommerferien og juleferien kan afhjælpe dette. Da sommerferien nu igen er slut for de fleste, er det derfor værd at tage en dyb indånding og bemærke, om den stress, der var op til ferien, har fortonet sig, så harmonien, venligheen og samarbejdet igen er på plads. Eller om der er behov for justeringer ?
For er der behov for justeringer, er stress ikke et forbigående fænomen, og så er det op til dig eller jer, hvem der skal have og tage indflydelse. Stress- tilstandene eller jer som mennesker ?
Christel praktiserer i Kolding.
Hun kan kontaktes på telefon 75 53 78 03.
Hun modtager sms på 20 66 88 03
Og kan kontaktes via mail på info@unicoaching.dk
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen,
August 2011
Læs mere på siden:
- Parcoaching
- Som pårørende at hjælpe en stresset person
- Forskelle og ligheder imellem parterapi og parcoaching
GHTime Code(s): nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc nc
Gemt under Personlig Coach, Stress - stresshåndtering af
Når man har ønskejobbet – eller tror man har ønskejobbet.
Når jeg stresscoacher, møder jeg mange, der giver udtryk for, at de har et ønskejob, men alligevel er så stressede, at tilværelsen ikke hænger sammen.
Og som flere af mine fokuspersoner undrende har sagt, er det et godt spørgsmål, "hvorfor man mon er stresset, når man har lige det job, man altid har ønsket sig".
Det vil jeg i denne artikel skrive nogle af mine tanker om..
Hvad der er et ønskejob for den ene, er ikke et ønskejob for den anden.
Det giver sig selv, men det der er interessant at undersøge er, hvad der gør netop et specifikt job til et ønskejob.
Og i denne sammenhæng giver det mening at afklare følgende to aspekter:
Hvilke værdier er i spil i dette job
Hvilke tidligere jobs sammenligner du med, for at være sikker på, at dette job er ønskejobbet.
Og hvis det netop er så fantastisk et job, hvad er det så, der gør, at dit stressniveau er alarmerende højt ?
Og sidst, men ikke mindst: er der balance imellem ønskejobbet og de øvrige livsområder i dit liv, såsom familie, fritid, netværk mv ?
Et par eksempler
En direktør, der er meget passioneret i sit job og elsker at arbejde, er stresset.
- Han elsker jobbet og har enestående resultater på den økonomiske bundlinje. Er glad for sine ansatte og vellidt og respekteret. I nogle perioder arbejder direktøren 17-20 timer i døgnet, og sover i bilen eller på kontoret.
Køretid fra eget hjem til arbejdspladsen er 1½-2 timer hver vej..Direktøren når det, han skal og vil. Er ikke bagud med ordrer. Udskyder ikke samtaler med ansatte og samarbejdspartnere. Men blodtrykket er enormt, og der er hyppige situationer med utilpashed – svimmelhed mv.
Stressen kommer ind, når han er på vej hjem. Hustruen er ked og forekommer sur. Og direktøren bliver træt og gnaven, fordi der ikke er plads til at slappe lidt af. De 3 børn klager ikke. Men hustruen gør.
Direktøren kan godt se, at der ikke er tid til fritid, men forstår ikke, at konen er så sur, som han kalder det. Han overvejer tit skilsmisse, men tænker det heller ikke som en god option.
I stresscoachingen bliver det klart for ham, at der er uligevægt imellem job, familie og fritid, og han bliver bevidst om at tage ansvaret for, at basen er et godt sted, og at i respekt for sin hustru, må forventningsafstemme behov og prioriteringer samt i familien være informerende med hensyn til kalender, ferier og aktiviteter..
En kvinde med mand og to små børn er blevet sygemeldt på grund af stress. Fra et ønskejob.
- Hun forstår det ikke helt, for dette job er jo netop ideelt, fordi arbejdstiden er 8-16 og der hverken er aften- eller weekendarbejde som i hendes tidligere jobs. Arbejdstiden er fast, og der forventes ikke overarbejde, så som sådan burde man lukke og slukke, når man tager hjem.
Men tonen er ikke god i personalegruppen. Der er tydeligt hierarki, og som ny får man ikke levnet megen plads og lydhørhed. Hvilket kvinden var vant til fra tidligere jobs.
I stresscoachingen forstod kvinden, at hun havde kaldt jobbet et ønskejob, udelukkende på grund af den faste tidsramme, der umiddelbart gav tid til familie og fritid. Men havde underkendt, at hendes to arbejdsværdier for ligeværdighed og lydhørhed havde så stor en betydning for hende, at hun ikke måtte gå på kompromis med dette..
En mand i 30erne er selvstændig erhvervsdrivende.
- Virksomheden er ekspanderet fra et enmandsfirma til en virksomhed med 30 ansatte på 5 år. Han beskriver sig selv som god til at uddelegere og med en høj grad af tillid til sine ansatte. Han har alvorlige stresssignaler og har været sygemeldt i 3 måneder. Efter igen at være i gang, er stresssignalerne på vej tilbage. Og han vil gerne tage hånd om dem, men har ikke anet, hvad der skaber signalerne.
Da jobbet er hans hjertebarn, og denne mand er i god kontakt med sig selv, bliver det klart, at han opprioriterer de opgaver, der er sjove og spændende. Og lader de "kedelige" opgaver ligge. Nogle af disse opgaver vil han ikke uddelegere, og bunken af kedelige opgaver vokser, imens han kaster sig over spændende opgaver, der genererer energi og overskud.
Da han blev bedt om at se på sin situation udefra, blev det klart for ham, at han måtte tage de kedelige opgaver alvorligt.
Fordi det drænede ham, at denne bunke blev større og mere uoverskuelig. Han blev nødt til at revidere en gammel opfattelse, der hed "det er kun forældre og skolelærere, der hopper over, hvor gærdet er højest", og han fik stillet sig selv den udfordring, der lød, at han måtte gøre de kedelige opgaver sjovere. Han løste det ved at sætte tid af til de kedelige opgaver hver eneste dag, og gjorde det til en hyggestund, med energimusik og god the. Og denne strategi mindskede stresssignalerne i så drastisk en grad, at både han og hans læge var overraskede..
Ovennævnte er blot tre eksempler ud af mange.
Eksempler, der i sin tydelighed fortæller om, at selvom man har det, man kalder et ønskejob, ja så er det ikke altid nok. For hvis ønskejobbet ikke matcher med de øvrige livsområder, kan det være stressskabende.
Hvis ønskejobbet kun er et ønskejob på et mentalt plan, men ikke føles som et ønskejob, så er det værd at gøre sig sine værdier klart.
Og hvis ønskejobbet gør, at man laver overspringshandlinger, så haler man en kølvandsstribe af stress efter sig.
Og min pointe er:
Det er fint at være glad for sit job. Og stadig er det blot et job. Og hvis man er så passioneret, at man lever for at arbejde, så må man gøre sig klart, hvilken pris man så betaler. For alting har en pris..
- Som Antonovsky siger:
- Man sikrer sig at undgå stress, når man i sin samlede tilværelse har følelsen af sammenhæng.
Det kan lyde meget subjektivt. Men er en fin og givende pejlesnor i forhold til, hvorvidt jobbet og ens øvrige tilværelse hænger sammen.
- I hvor høj grad føler jeg sammenhæng
og - Ydermere at lytte efter, når ægtefæller og venner, først bekymret og så vredt, kommenterer det, de bemærker.
For uanset om det er jagten efter penge, jagten efter social anerkendelse, jagten efter megen fritid, jagten efter succesfulde resultater, så må der være en sammenhæng. Det er kun dig, der kan mærke, hvad der skaber sammenhæng for dig. Og ingen kommer og takker dig for ikke at føle sammenhæng
Så husk: det her er dit liv.
Det bliver ikke genudsendt. Det forstod jeg først for alvor, da min elskede og bedste veninde med et afgik ved døden.
Pas på dig
Og har du brug for inspiration og vinkler, så kontakt mig
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen,
Leder af Unicoaching.dk
September 2011
Gemt under Stress - stresshåndtering af
Som skrevet flere steder på denne blog er stress en tilstand.
- En tilstand, hvor kombinationen af vores tanker, følelser og kropsfornemmelser er anspændt.
- En tilstand, der kan være udløst af arbejde, men også af mange andre faktorer.
Stress opstår som tilstand, når der er en høj grad af uforudsigelighed, og mange gange kombineret med at man ikke får taget hånd om det, der kan tages hånd om.
I stresscoaching taler vi derfor altid om følgende vigtige hovedpunkter, som er en del af stress.
- Hvor har du ikke overblik
- Hvor har du ikke indflydelse
- Hvor stemmer forventninger og ressourcer ikke sammen
Det er væsentligt at tale om det manglende overblik, den manglende indflydelse og den manglende sammenhæng imellem forventninger og ressourcer, netop for at kunne konkretisere, hvad man dog kan danne sig et overblik over, hvor man på trods af belastninger kan skabe indflydelse og hvilke forventninger og ressourcer, der dog kan samstemmes.
Afhængigt af hvor høj graden af stress er, og hvor længe den har stået på, er det nødvendigt at fokusere på et af områderne, og arbejde det igennem.
En anden væsentlig faktor er, at man som stresset person mange gange begynder at tænke som en angstpræget person. Hvilket vil sige, at man begynder at fokusere på det, man ikke kan holde ud og begynder at orientere sig imod det, man vil væk fra eller det, man vil fjerne.
Det er forståeligt nok, at vi kan reagere sådan som mennesker, men det er væsentligt at overveje at skifte fokus, over i et mere konstruktivt spor, hvor man netop ikke fokuserer på, hvad man vil væk fra, men hvordan man selv kan beslutte sig for, hvad man ønsker sig og bruge sin kontrol til at agere i retning mod dette.
- For stod man på en banegård og sagde, at man gerne ville have en billet, men kun kunne sige, hvor man ikke ville hen, ja så får man ingen billet.
For stod man på en banegård og sagde, at man gerne ville have en billet, men kun kunne sige, hvor man ikke ville hen, ja så fik man ingen billet.
Altså arbejder jeg i min stresscoaching på at fokusere på de faktorer, tankegange og handlinger, der er med til at genskabe ligevægten.
Og det er det, der gør en forskel.
Tillad ikke en stresstilstand at vare for længe. Og fald ikke i den vildfarelse, at det bare er et forbigående fænomen. I stedet:
Øv dig i at forholde dig til, at når det er, som det er nu, ja hvad kan du så sætte ind med, for at genskabe ligevægten?
Har du spørgsmål, så skriv endelig til bloggen her.
Jeg svarer gerne
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen,
Leder af Unicoaching.dk
August 2011
GHTime Code(s): nc nc nc nc nc
Gemt under Stress - stresshåndtering af
Coaching på stress og dilemmaer.
Udover at jeg selv stresscoacher mange gange hver uge, og dermed lytter til mange dilemmaer, nyder jeg at høre den radioudsendelse, der hedder "Mads og monopolet". Det er hver lørdag fra kl. 9-12, at man som lytter kan høre på forskellige dilemmaer, som et panel, bestående af tre kendte personer (skuespillere, politikere, sportsfolk, psykologer, mediefolk mv.) giver deres bud på at få løst.
Udover at det er underholdende og tankevækkende, hvad vi som mennesker kan have af dilemmaer, privat som fagligt, ja så tænker jeg tit på, at der netop er en belastning eller en stress, om du vil, hvis og når et dilemma har været uløst i for lang tid.
Et dilemma er jo netop kendetegnet ved, at man kan se en situation fra flere sider, men ikke ved, hvad der er mest rigtigt og mindst forkert at gøre. Mange gange vil man ikke såre andre, hvorfor man ikke vælger den individuelle løsning, og nogle gange er man selv blevet såret så meget, at man vil lave en payback. Andre gange består dilemmaet i at vælge imellem, det man har lyst til, og det som man ser som den mest fornuftige løsning. Og atter andre gange er det vanskeligt at afgøre, om man skal tage mest hensyn til sig selv eller til andre.
Når jeg coacher i forhold til dilemmaer, stiller jeg som oftest følgende spørgsmål:
- Hvilket valg giver dig følelsen af at kunne se dig selv og andre i øjnene?
og - Når du om et år ser tilbage på dette dilemma, – hvad skulle du så foretage dig, for netop ikke at føle, at du fortryder dit valg?
og - Hvad går du glip af ved at opretholde dette dilemma
- Samt: "Hvad vil du under ingen omstændigheder gå glip af længere" ?
Gode spørgsmål til at vinkle en situation, der forekommer så uoverskuelig, at man må høre andres mening.
Lyt til Mads og monopolet. Mange gange er der dilemmaer, som man kan undres over og more sig over.
Og jeg tænker, at det er godt, at vi møder dilemmaer i vores liv. Var der ingen dilemmaer, ville vi måske ikke være nødt til at stoppe op og afveje, hvad vi moralsk kan leve med.
Og jeg tænker tit på, hvor indlysende det er, som udenforstående, hvordan dilemmaet kan løses. Men også på, at det jo netop ikke er så nemt, når man befinder sig midt i situationen, og samvittigheden og normerne slås.
Hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Leder af Unicoaching
September 2011
Læs mere på siden:
GHTime Code(s): nc ncGemt under Stress - stresshåndtering af
I går, torsdag den 20. september 2007, deltog jeg i et direkte radiointerview i Radio Syd.
I går, torsdag den 20. september 2007, deltog jeg i et direkte radiointerview i Radio Syd. Radio Syd er Danmarks Radios regionale afdeling for Syd- og Sønderjylland. Temaet var denne torsdag morgen sladder på arbejdspladsen, og på de få minutter, der er imellem musikalske indslag på en sådan morgen, kom journalist Henrik Wilmert og jeg ind på, hvilken virkning negativ sladder kan have, hvorfor vi overhovedet sladrer, eksempler på sladder og hvad man kan gøre ved det.
Desværre har det ikke været muligt at finde et link fra DR Syd, som kunne ligge her på hjemmesiden, så dette lille indlæg er blot for at sige, at det er nu, og i morgen, og enhver dag i resten af din tilværelse, at du skal huske at skifte en vokal ud.
Skift vokal.
Når Når jeg skriver det, mener jeg, at det a, som findes i ordet sladder, skal erstattes af et u. så det bliver til sludder. Ikke i den forstand, at vi skal gå og snakke sluddersnak, men i den forståelsesramme, at vi skal øve os i at sludre. At tale med hinanden, også om hinanden, men uden den nedgørende, bedrevidende og negative klang, som jo netop kendetegner sladder.
Vi har alle brug for anerkendelse. Og det er den, vi hver især må bære ind, også i snakken om andre.
Ja, et lille moralsk indspark fra morgenstunden, en regnvåd september morgen i Kolding
Hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Leder af Unicoaching.dk
Redigeret september 2011
Læs mere på hovedsiden:
Relateret indlæg:
GHTime Code(s): nc nc ncGemt under Teambuilding af