Mange kommer til mig og giver udtryk for, at de mangler selvtillid.
Og beskriver, at der tidligere har været selvtillid, men efter en skilsmisse eller en fyring eller en konkurs eller en anden form for overgang, er selvfølelsen slet ikke så intakt længere.
Der er masser af muligheder, når fokus netop er at genskabe selvtillid og at bygge et selvværd op. Ja, for mig at se, er det underordnet, hvilken tilstand, man ønsker at forbedre eller selv ønsker at have indflydelse på at kunne generere. Det allervigtigste er for mig at se, at man gør sig klart, at man ikke kan tage nogle tilstande for givet.
Som en fokusperson sagde til mig forleden:
- Det er noget underligt noget. – Når jeg har det dårligt, kan jeg altid lynhurtigt finde en masse grunde til det. Og når du spørger mig, hvad jeg har gjort og tænkt for at have det godt, så er det svært at finde svarene.
Og i denne udtalelse er der megen indsigt. Hvor enkel den så end er.
For vi mennesker har måske, tid efter anden, tendens til at tage det, der virker, for givet. Og er sjældent så bevidste om, hvad det er, vi gør og/eller undlader at gøre, for at sikre os, at vi er glade, tilfredse, begejstrede, undrende, taknemmelige, interesserede, tillidsfulde eller har enhver anden positiv tilstand.
Hvorimod vi som regel ret hurtigt kan pege på mange punkter, når der eksempelvis er lavt selvværd mv.
Og det at gøre sig klart, at man ikke skal vente på, at omstændighederne eller andre skal være på en helt bestemt måde, for at ens selvtillid vokser, er interessant nok stadig overraskende for nogle.
Vi kan godt.
Vi kan godt bevidstgøre os om vores succes-strategier. Og ikke kun strategier for at gøre os succesfyldte på jobbet, men som det menneske, vi er.
Det er tit rart og fremmende for processen at have en coach med i et sådant forløb, netop for at coache selvtillids-strategien frem, og for at få dannet sig et overblik over, hvilke mål og delmål, der er i spil.
En af mine pointer er således, at vi aldrig skal vente på, at nogen som helst tilstand kommer af sig selv. Og at det at holde et fokus på, at når man lykkes med det, man sætter sig for, stort som småt, så øges tilfredshed, overskud, glæde og man er godt i gang med at samle succes'er sammen. Og interessant nok er det for mange det samme som at føle selvtillid.
Så lige nu, hvor du læser dette lille skriv, så overvej, hvad du kan lykkes med i løbet af de næste par timer, – hvis du da vil.
Hilsen
Christel
Til hovedsiden:
Gemt under Coaching af
En mand kom til mig, fordi han følte sig stresset.
Han havde på eget initiativ udfyldt en stresstest og var forskrækket over de alarmerende tal. For han kunne godt registrere en større uro end vanligt, men havde svært ved at sætte fingeren på, hvad der var galt.
Så han ønskede at få kastet lys oversituationen.
Han beskrev, at han havde det godt med sine kolleger. Arbejdsmiljøet var godt. Han kunne overskue sine opgaver og følte sig hverken uden for indflydelse eller lignende. Han havde en lydhør ledelse, og synes faktisk, at jobbet var spændende.
- hvorfor reagerer jeg så med tegn på stress?
spurgte han og syntes selv, at det var noget af en gåde.
Efter at have talt den aktuelle situation igennem, spurgte jeg ham, hvad der var ændret fra for 3 måneder siden til nu. Han tænkte sig længe om og sagde så:
"jeg er begyndt at tage ørepropper med på arbejde".
Og forklarede, at grunden var, at de sad 14-20 mennesker i et åbent kontormiljø, og selvom der var afskærmning rundt omkring i lokalet, så blev han hele tiden forstyrret, af telefonopringninger, andres snak, folk der rejste sig osv..
At han havde taget ørepropperne med, skyldtes, at han havde brug for at kunne fordybe sig i sine opgaver, uden at fokus blev flyttet på grund af især lyde omkring ham.
Det var en aha-oplevelse for ham at få afklaret, at disse hyppige forstyrrelser, der jo ikke drejede sig om ham, men alligevel påvirkede ham, var det, der primært udløste en stresstilstand.
Ørepropperne var gode for ham, men bevirkede alligevel indimellem, at han ikke kunne høre det, hvis nogen kaldte på ham. Så vi fandt nogle løsninger på, hvordan han kunne signalere, at han lige nu ikke kunne forstyrres. Eksempelvis grinede han og sagde, at det tøjdyr, han havde vundet til en firmafest, jo kunne placeres på hans bord, når han ønskede at være uforstyrret. Så han selv havde en indflydelse, på trods af et åbent kontormiljø, til fortsat at skabe sig et uforstyrret rum.
Denne mands historie er ikke usædvanlig.
I min stresscoaching har jeg mødt mange, der netop er placeret i åbne kontormiljøer, og mange der beskriver, at deres arbejdsområde er en slags "banegård", hvor mange konstant går forbi og skaber en forstyrrelse.
Der er ikke kun en løsning i en sådan situation. Som i enhver anden stresscoaching er det naturligvis væsentligt at afdække, hvilke faktorer, der spiller ind, og at afdække, hvad der er muligt. Uanset hvad den enkelte vælger at gøre for at skabe et mere uforstyrret rum, mener jeg, at det er gunstigt, at der er en dialog imellem ledelse og medarbejdere, især når det er åbne arbejdsmiljøer.
Har man ikke arbejdet i et åbent miljø tidligere og starter man i et nyt job, hvor det er omstændighederne, går der måske lidt tid, før man finder ud af, om man trives med det eller ej. Og det er også en ledelsessag at følge op på dette.
Men måske vil det også være nødvendigt eller gavnligt for dig at tage ørepropper med på arbejde.
Christel
Gemt under Stress - stresshåndtering af
Det lader til, at menneskene er den eneste race, der udskyder behov og opgaver. Dyr og spædbørn er behovs- og impulsstyrede, og agerer ud fra det, der er brug for her og nu.
Men vi mennesker skal ikke langt op i alderen, før vi udskyder. Mange gange vores behov, mange gange de opgaver, der ligger foran os og mange gange de ting, vi egentligt ville have sagt, men lige udskød.
Min mand er klog. Og når vores egne børn, i alderen 8 og 12 år, bliver bedt om et eller andet, såsom:
- Ryd lige op på dit værelse nu.
- Smut ned med skraldespanden.
- Tag et hurtigt bad.
- Læs dine lektier osv.,
ja så er kommentaren, især fra den ældste: "ja ja, men jeg skal bare lige…"
Og hvad er det så min mand siger, som jeg synes er så klogt: han siger "jeg skal bare lige…" kan blive den dyreste sætning i dit liv. Væn dig til ikke at bruge den. Væn dig til at få gjort tingene her og nu.
Og som min forhenværende træner i stresshåndtering og livsmestring tit sagde:
- What's Wrong with Right Now?
Det, at vi har et intellekt og en evne til at prioritere, er fint og brugbart i mange sammenhænge.
Og jeg er da fuldt bekendt med, som menneske og som stresscoach, at ikke alting kan gøres lige nu. Min pointe er dog, at det at bevidstgøre sig med hensyn til, hvad man udskyder og hvorfor, er af stor vigtighed. Med den kommentar tilknyttet, at meget af det, som vi bliver ved med at udskyde; det som vi egentligt skulle – og kunne – have gjort for længst, er med til at hobe sig op indeni. Hos nogle er det mest mærkbart på det fysiske plan, at ugjorte og udskudte opgaver hober sig op. Hos andre er det på det følelsesmæssige og mentale plan, at ophobningen bliver mest tydelig.
Heldigvis, og jeg skriver heldigvis, får mange dårlig samvittighed, når der er noget, de vil, men ikke har fået gjort og har udskudt igen og igen.
Det er udmærket at få dårlig samvittighed. Vi skal blot huske at tage ved lære af den dårlige samvittighed og gøre det, den fortæller om. I stedet for at bibeholde den og forsøge at fornægte, udskyde og evt. fortrænge den.
Tja, en lille moralsk opsang, skrevet i en aftentime.
Tag det, du kan bruge, men overvej at lave en lille undersøgelse, der handler om, hvor tit du selv og dine familiemedlemmer benytter jer af udskydelsesformuleringer som:
-
Jeg skal bare lige…
-
Ja, ja, jeg gør det lige om lidt…
-
Kan det ikke lige vente?
-
Ikke lige nu, senere…
osv. osv..
God fornøjelse
Christel Sonne Rasmussen
Gemt under Blog - blandet af
Der er mange af dem, de personlige tests. Man kan finde dem hos store konsulentfirmaer, og via Internettet.
En af mine fokuspersoner beskrev, hvordan de i deres virksomhed havde lavet en personlig test, som nu også omhandlede stress.
Og vi kom til at snakke om nogle af spørgsmålene.
Fokuspersonen har haft et længevarende forløb i stresscoaching og har mange gange tænkt på nogle af de faktorer, der er med til at skabe og opretholde en stresstilstand.
Nemlig, at:
Stress er mangel på overblik
Og
Stress er oplevelsen af, at man ikke har indflydelse på sin situation.
Samt, at stress skabes af eller skaber en følelse af usammenhæng.
Da hun i virksomheden udfyldte den udleverede stresstest, var der et spørgsmål, der handlede om indflydelse.
- Det lød:
- I hvor høj grad har du indflydelse i dit job?
Der kunne så vælges imellem 5 inddelinger.
- I hvor høj grad har du indflydelse i dit job?
Men dette spørgsmål havde været umuligt at besvare.
Fordi det var for uspecifikt formuleret.
Min fokuspersonens modspørgsmål lød:
- Med hensyn til indflydelse, skal der så svares ud fra aspekter som
- Planlægning
- Tempo
- Lydhørhed/forståelse
- Ændringsforslag
m.m..
og det er et godt spørgsmål.
Hvis du, som så mange andre, ind imellem udfylder personlige test, og får et resultat, der ikke virker i overensstemmelse med din egen indre tilstand, så bevar din sunde skepsis. Og søg videre efter andre tests. For der er virkeligt gode af slagsen.
En af de personlige tests indenfor stress, som jeg anbefaler, er en test, der ligger på følgende hjemmeside:
jeg anbefaler, at testen laves 1 gang om måneden, og at man udfra de resultater, testen viser, fra gang til gang gør sig klart, hvor man vil sætte fokus og gøre noget andet, end man plejer.
Men endelig: hold fast i din sunde fornuft, når du udfylder tests. Og bemærk, hvorvidt de resultater, du får, stemmer overens med det, du selv oplever.
Og så vil jeg også gerne tilføje, at testen sagtens kan give et godt fingerpeg, også selvom du umiddelbart ike genkender resultatet. Er du meget stresset, er du måske den, der sidst erkender det.
Og i sådanne tilfælde kan det være givende at lave testen igen.
Ærligt og åbenhjertigt.
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Til hovedsiden:
Gemt under Stress - stresshåndtering af
Kort før min sommerferie, der har varet 4 hele uger, væltede det ind med mails, fra enkeltpersoner som par, der ønskede coaching, på grund af stress hos den enkelte, og stress i parforholdet.
Stress, der naturligvis altid udtrykker sig på forskellig vis, men som laver så megen uro, at det at overskue en sommerferie, slet ikke var muligt.
Som menneske vækker det naturligvis stor medfølelse i mig at høre så mange triste, og ofte grædende stemmer i telefonen, og dog måtte jeg henvise alle til kolleger, som stadig arbejdede.
Mine ører og mit fokus er naturligvis stillet ind på stress og stresshåndtering, hvorfor jeg flere gange, i radio som TV i juli måned, har bemærket, at danskerne har svært ved at holde fri.
Eller i hvert fald at nyde den periode, der er etiketteret som "ferie".
Og jeg har da også fra gode veninder og kolleger, som jeg ved ikke er stressede, fået mange feriemails, fra computeren, som er slæbt med på ferien. Blandt al anden form for oppakning.
Jeg har givet mange metoder fra mig. Og gør det fortsat gerne. Med hensyn til stresshåndtering.
Og må også sande, at vejrtræknings- og afspændingsøvelser, søvnforbedrende teknikker, mulighedsskabende vinkler og andre gode coachredskaber selvfølgelig ikke er nok, når de skal afleveres på en mail eller i en 10-minutters telefonsnak.
Hvad er det, der sker?
Når folk kontakter mig, vedr. en besværlig feriesituation og alt for megen indre rastløshed, er der mange, der tror, at de viise sten kan gives som et hurtigt råd. Det kan det sjældent. For så havde de store mystikere og de mange søgende sjæle ikke brugt årtier på at lede efter netop de viise sten.
Sagt lidt mere jordnært. En feriesituation, der allerede på forhånd, forekommer kaotisk, er en situation, hvor manglen på overblik kombineret med evnen til at udskyde, har været dagligdag så længe, at den ikke hurtigt kan fixes.
Hold op med at tro det.
Der er ikke et hurtigt fix med hensyn til stress.
Der er ikke et råd, som bare kan implementeres. Der er mange faktorer i spil, og bare den rastløshed, som jeg har hørt, ikke kun én, men mere end et par tusind beskrive, er ikke kommet over natten.
Denne erkendelse er vigtig og værdifuld
Hvad skal der til?
Jeg kunne i denne forbindelse tænke mig at fortælle en gammel historie.
Meget gammel.
Kilden er ukendt, men en gammel inder har fortalt mig den.
Engang, og dengang, der stadig fandtes en kejser af Kina, havde kejseren en betroet minister. En minister, der havde arbejdet for ham i mange år, og var en nær ven af kejseren.
Noget skete, og kejseren blev meget vred, på ministeren og valgte at dømme ham til døden.
Det var skik og brug i Kina på det tidspunkt, at en dødsdømt mand fik et sidste ønske opfyldt dagen før døden skulle indtræffe.
Og kejseren kom selv til ministeren, der nu sad i fangehullet, dagen før henrettelsen.
Og kejseren spurgte:
Hvad er dit sidste ønske?
Ministeren sagde: Jeg har ingen ønsker.
Kejseren sagde: du må da have ét.
Nej, svarede ministeren og begyndte at græde.
Kejseren blev forbløffet, for han havde aldrig før set ministeren vise svaghedstegn.
Og han spurgte medfølende: hvad græder du over?
Ministeren sagde: jeg har et ønske, men det kan aldrig lade sig gøre at få det opfyldt.
Kejseren sagde: Kina er et mægtigt land, og hvis dit ønske ikke indbefatter, at din dødsdom annulleres, så er alt da muligt.
Ministeren sagde: – før jeg blev minister, hørte jeg om heste, der kunne lære at flyve. Nuvel, der findes ikke mange af disse heste i verden, men jeg lærte at se, hvilke heste, der kunne lære at flyve. Og jeg så forleden, at en hest, som du har købt, har dette potentiale i sig. men det vil tage lang tid, måske 1 år, måske 10 år, og jeg når ikke at lære denne hest at flyve. Og det ville være mit sidste ønske. Derfor græder jeg.Kejseren blev nysgerrig. Kunne det mon virkeligt passe? Denne gamle legende om, at nogle heste kunne flyve. Og han blev også begærlig, for hvis han havde en hest, der kunne flyve, ville han være den mægtigste mand i verden. og han begyndte at tvivle på, om det var godt at lade denne viden dø, sammen med hans minister. Og han tog en hurtig beslutning.
Og kejseren sagde: godt. Jeg udskyder din dødsdom med et år. Du er en fri mand i et år, og du har frie hænder til at lære hesten at flyve. Kan den flyve om et år, er du fri for altid. kan den ikke, bliver du henrettet.
Ministeren takkede og forlod fængslet.Da miniteren kom hjem, blev hans kone og børn meget lettede over at se ham. De havde grædt i dagevis, fordi de troede, at det sidste, de ville se til ham, var henrettelsen. Og han satte dem ind i situationen og forklarede, at han havde fået endnu et år at leve i, og at han skulle træne kejserens nye hest.
Hans kone græd og skreg og sagde: du har sat os i en hæslig situation. Hver eneste dag vil jeg gå og væer bange, for du kan jo ikke lære en hest at flyve. Det er blot en gammel legende. Du har snydt dig til mere tid, og hver dag vil jeg føle, at nu nærmer din dødsdag sig. Dumme mand. Mit liv bliver et helvede.Men ministeren sagde: det er ikke mig, der er dum. For jeg bekymrer mig ikke. Måske kan hesten lære at flyve, måske ikke. Men så meget kan ske. Jeg kan dø, også før om et år. Kejseren kan dø hesten kan dø. Og mange flere ting, som jeg ikke kan regne ud, kan ske. Men jeg bekymrer mig ikke. At sidde i fængslet har lært mig, at det kun er lige nu og her, der gælder, og at det er mine tanker, om fremtiden, der gør den lys. Det er ikke fremtiden i sig selv, der nødvendigvis er lys, men mine tanker om den. Og jeg har masser af tillid, og ingen bekymringer.
Historien slutter her.
Det er en fantastisk historie.
For den har fine pointer, der også kan bruges i Danmark i 2007, hvor der er ministre, men kun få eller ingen kejsere…
Jeg tænker, at pointen i forhold til stress er, at alt for megen stress opstår og opretholdes på grund af bekymringer. Og alt for megen stress opstår og opretholdes, fordi vi udskyder tingene. Mennesket er det eneste væsen, der udskyder, og vi får så sandelig lov at betale prisen for at udskyde. Er et dyr sultent, begynder det at jage.
Har et menneske mange opgaver, eller kedelige opgaver, eller svære opgaver, eller knas i parholdet, eller andet, begynder vi at udskyde.
Det må vi lige ordne senere.
Nogle gange løser ting sig af sig selv, når vi udskyder. Men kun sjældent.
- Så en lille pointe herfra er:
- Bliv bevidst om, hvornår du udskyder. Og hvad, du udskyder.
- Find ud af, om du på alle planer har råd til at udskyde…
- Og lad så være med at bekymre dig.
Fordi fremtiden rummer mange flere muligheder end vi kan regne ud.
Og fordi stress er mangel på overblik og mangel på følelsen af indflydelse og sammenhæng. - Fokuser dog på det, du vil have indflydelse på, og tag så den indflydelse. Tro ikke, at et overblik kommer, bare fordi der står "ferie" i kalenderen. For så er du sikkert for rastløs og for forvirret til at skabe de handlinger, der netop er i overensstemmelse med det at holde ferie.
- Ferie er at lave så lidt som muligt.
- Ferie er at sove så længe, man kan.
- Ferie er at bryde hverdagen og lade lyst og behov få større plads.
- Ferie er at mærke følelsen af sammenhæng og være tilfreds med, at man er på det rette sted på det rette tidspunkt.
Jeg kan stå inde for disse ord.
Og jeg kan, hvis du vil, lære dig og evt. din arbejdsplads/dit team at tænke langt mere konstruktivt og derfor også agere langt mere konstruktivt, fra dag til dag, i stedet for at udskyde og i stedet for at lade bekymringer optage sind og krop.
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Læs mere på siden:
Gemt under Stress - stresshåndtering af
En mand vågnede. Lidt tidligere end sædvanligt. Hans morgensko stod ikke, hvor de plejede at stå. Gulvet var koldt, og han blev irriteret. Det var typisk. Der var ikke styr på noget som helst i huset, tænkte han. Hvilket ikke var sandt, men nu var han blevet irriteret.
Han gik ud for at barbere sig. men irritationen havde taget fat i ham, og han var uopmærksom, og pludseligt tabte han barbermaskinen på gulvet. Den gik i stykker. Hans irritation blev til vrede. Det var jo egentligt blot en barbermaskine, en død ting, der kunne erstattes, men selv under morgenbadet forlod vreden ham ikke.Da han havde gjort sig klart, var familien stået op. Han vrissede, da hans kone sagde godmorgen og undlod at give hende et knus. Han tjattede til sin søn, der var lidt langsom med at få skoletasken pakket, og han forlod huset, efter at have hørt på konens tristhed og bebrejdelser og efter at have set en skuffet og forvirret søn.
I bilen trådte han på speederen. Det var dog utroligt så mange dumme bilister, der var netop denne dag. Da trafikken blev tættere ind mod byen, var han nødt til at sagtne farten, men hans irritation murrede hele tiden i ham, og han sad og råbte af andre bilister, skældte højlydt ud over verdens urimelighed, og fordi han ikke var koncentreret og i ligevægt, reagerede han for sent, da en lastbil svingede ud.
Og nu befinder han sig et sted, hvor man slet ikke kan irritere sig mere.
Ja, historien er dramatisk, og måske tænker du:
- Åh, alle disse kloge mennesker, alle disse der påberåber sig at have en viden om stress, de moraliserer bare og pudser deres egen glorie og fortæller irriterende historier med den samme pointe, igen og igen.
Måske.
Måske kunne du genkende noget fra dig selv. Ikke nødvendigvis fra barbermaskinen, der faldt på gulvet. Ikke måske fra sekvensen, hvor manden tjattede til sin søn, for formentligt slår du ikke dine børn. Og måske giver du da også "pligt"-kysset, før du tager hjemmefra.
Men måske kunne du genkende det med, at en lille ting tager det næste med sig, som så tager det næste med sig, og med ét befinder man sig i en stresstilstand, hvor man forsøger at bebrejde og skyde skylden over på alle andre og alt andet, men ikke selv er herre over at skabe indre ro og tilfredshed, indre overskud og overblik.
Nogle gange, for et par dansker hver dag, desværre, ender det som manden i historien.
Så lov dig selv, lov din familie, lov alle der betyder dig noget, at du næste gang, en lille ting ikke er, hvor den burde være, at du ikke vil lade en bagatel vokse og blive overdimensioneret stor.
- Det startede med et par morgensko, der ikke stod på den rette plads.
Der er som regel noget der ikke står på den rette plads.
Men som regel er det også, set fra et lidt større perspektiv, en bagatel, der udløser en kædereaktion, gør det eventuelt til dit eget bevidste valg, at du ikke vil lade en bagatel tippe din indre balance.
Eller sagt på en anden måde.
Måske er du kommet til det sted i dit liv, hvor du beslutter dig for at gøre noget ved tingene, mens de er små, så de ikke accelerer og får dig til at blive en kortluntet, ukontrolleret og urimelig person.
Så kan de stresscoaches jo sige, hvad de vil, men hvis jeg som stresscoach har vakt din interesse med denne historie, og det har sået et frø, som du tager en beslutning ud fra, så er det ok med mig.
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Gemt under Stress - stresshåndtering af
Det lyder jo så dejligt. Og klinger også godt:
-
Jeg er hjemvendt fra ferie
Lytter man blot til denne lille sætning, associerer man som regel, at så er personen sikkert ladet op og klar til endnu en omgang arbejde. Men mange statistikker om danskernes arbejdstid, danskernes villighed til at checke mails også i ferier og på sygedage, taler om, at formentligt ikke alle er udhvilede og opladede, blot fordi at ferien er slut.
Er du leder?
Eller tillidsrepræsentant på en virksomhed, offentlig som privat, så gør dig selv og dit personale/dine kolleger/dine medarbejdere den tjeneste at gå en runde i de første 3 dage efter, at folk vender hjem fra ferie. Brug din sunde fornuft og din gode personlige evne til at registrere og læg så mærke til, hvorvidt du ser og hører, at folk virker friske, opsatte, opladede, med overskud og virkelyst.
Hvis du bemærker, at ikke alle har det samme gode glimt i øjet, og ikke alle virker som om, at overskud og energi er tilstede, kan det dels have noget med arbejdet, dels noget med det private liv at gøre. Og måske endda en kombination.
Det er ikke dit job at vide, hvad der sker i det private liv, men ser du allerede få dage efter en ferie tegn på træthed, underskud, stress, energimangel mv., så er det måske nu.
Nu, at I på jeres arbejdsplads gør noget ved stress.
Om du vil kontakte den enkelte person, eller om du, hvis du er leder, vil igangsætte en forebygning og reduktion af stress, er op til dig. Det ene udelukker ikke det andet.
Men hold øje, på en god og interesseret måde.
Hvorfor: fordi bl.a. tv-reklamer, statistikker og måske mennesker omkring dig, siger det samme:
Det er mennesker, det drejer sig om
Det er mennesker og den viden, vi har, der er vores råstof
Se ikke på, at mennesker, der er omkring dig, brænder ud, stresser eller virker uoplagte. Især ikke efter en ferie.
Så kan du sige:
- Jamen, skal folk ikke lige i gang igen?
Og jeg kan som stresscoach og underviser sige:
Jo, folk skal i gang igen, og tempoet kan måske være lidt trægt i de første dage
Men det er ikke tempoet, du skal kigge efter.
Det er glimtet i øjet, udstråling af energi, tegn på overskud og virkelyst mv.
Du kender de folk, der er omkring dig.
Husk, hvordan de så ud og hvordan de agerede, da de blev ansat.
Og tro på din egen vurdering og dømmekraft, når du stiller dig selv spørgsmålet .
- Er de stadig i besiddelse af samme virketrang, energi mv..
Måske har stress holdt sit indtog.
De færreste ferier på 2-3 uger fjerner stress. Reducerer den måske, men fjerner den ikke.
Så måske er det nu.
At I overvejer temadage og kurser i stresshåndtering, eller overvejer at tilknytte en stresscoach.
Interesseret?
Så kontakt Unicoaching på mail, og vi vender tilbage til dig.
Hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Gemt under Stress - stresshåndtering af
Der er sidst i juli 2007 kommet tal fra Danmarks Statistik, der fortæller, at danskerne arbejder mere. I 2006 var der en generel fremgang på 2,2 procent, hvilket måske ikke lyder af så meget, men svarer til 93 millioner timer ekstra, på arbejdsmarkedet.
Cheføkonom Jes Asmussen i Handelsbanken peger på, at mændene arbejder mere end kvinderne, bl.a. betinget af, at der har været usædvanligt stor fremgang inden for byggesektoren, som er en mandsdomineret sektor.
Som skrevet adskillige steder på dette website om arbejde og stres, vil jeg endnu en gang gerne understrege, at vi godt kan tåle at have travlt. Vi kan godt tåle at arbejde meget. Men brug dog alligevel ikke denne teori som en sovepude, så du til konen eller manden derhjemme siger "jamen, stresscoachen siger, at vi godt kan tåle at arbejde meget".
I perioder, hvor vi arbejder meget, handler det om måden, vi arbejder på. Hvis den enkelte har følelsesmæssig sammenhæng og eventuelt ikke er forpligtet af familie og børn, kan det givet vis i en sådan situation fint hænge sammen at arbejde meget.
Hvis værdien om at blive økonomisk uafhængig eller have flere økonomiske midler er vigtigt, så man har til ferien i Portugal, den nye bil mv. kan det være med til at give accept af, at der arbejdes meget.
Men hvis krop og psyke og ens relationer begynder at vise tegn på mangel og underskud, på grund af et øget arbejdspres, ja så har man udfordringen at måtte prioritere imellem hvad der er mest vigtigt, arbejde, frihed, følelsesmæssig sammenhæng osv. osv..
Hvis man ønsker at gøre sig mere bevidst om det at arbejde, så man reducerer eller helt undgår stress, må man stille sig selv nogle spørgsmål. Og svare oprigtigt på disse.
Man må spørge sig selv:
- Hvorfor arbejder jeg overhovedet?
- Hvad ville jeg savne, hvis jeg ikke arbejdede?
- Er jeg til stede i mit arbejde?
Hvad ønsker jeg, når jeg er på arbejde:
- at gøre det godt
- at det snart er weekend
- at nyde det, jeg kan købe for de penge, jeg tjener
- at have det kollegialt godt
eller andet- På en skala fra 1 til 10, hvor tilfreds er jeg så med måden, jeg arbejder på?
- Og på en skala fra 1 til 10, hvor tilfreds er jeg så med mængden af timer, jeg bruger på mit arbejde?
- Og på en skala fra 1 til 10, hvor tilfreds er jeg så med mit arbejde relateret til andre vigtige områder i mit liv?
De svar, man kommer frem til, er svar på en øjeblikssituation. Det vigtige er, at du som menneske mærker efter, om du er primært i overskud som person, eller primært i underskud. tager du en stund med dig selv og mærker efter, er det så glæde og energi, lyst og begejstring, der er mærkbart, eller er det snarere en pligtfølelse eller underskudstilstand, du bemærker. Måske endda er det varieret for dig.
Min pointe er, at folk må arbejde alt det, de vil.
Vælger man at arbejde mange timer hver uge, må man vide, at dette valg kræver en bevidsthed om, at være opmærksom på måden¸ man arbejder på.
Og de tilstande, man har, når man arbejder.
Stress er en tilstand. Den kommer ikke kun af at arbejde meget. Selv deltidsansatte og endog arbejdsledige kan mærke stress.
Dette faktum gør, at man må sætte fokus på at bemærke de signaler, der er. I ens egen krop, eget sind og i de relationer, man fungerer i.
Hilsen
Christel
Kilde: Danmarks Radio og Danmarks Statistik.
Læs mere på siden:
Til hovedsiden:
Gemt under Stress - stresshåndtering af
Jeg hørte på et tidspunkt et foredrag om stress.
Foredragsholderen startede med at fortælle en lille historie, som tryllebandt vi tilhøre. En historie, der handlede om, at:
Hvad nu hvis der kom en tryllefe
Ind midt i rummet
Og ved at gå rundt og svinge med sin stav
Kunne tryllefeen fjerne al stress
Al stress i den enkelte
Både i kroppen
Tankerne og
Følelserne
Og fjerne al stress, der havde
Med arbejde eller parforhold eller økonomi eller børn eller andet
At gøre
Det var let at leve sig ind i, og det var et næsten hørbart suk, der lød, da foredragsholderen blev realistisk igen, og sagde, at en tryllefe næppe ville komme forbi i nogens tilværelse. Og dog alligevel.
For det blot at sidde og forestille sig, hvordan en stressfri tilværelse er, skabte konstruktive tanker, følelser og ideer hos de enkelte. Og da foredragsholderen, med respekt for den enkelte, uddelte et stykke papir, hvor man kunne skrive de tre råd ned, som tryllefeen ville give én her og nu, blev det lille tankeeksperiment til en konkret og brugbar øvelse.
Jeg er selv coach, og jeg kender selv mange metaforer, flere end de fleste, og jeg anvender dem altid i både min undervisning, på mine kurser og i mine personlige coachingforløb.
Og nogen vil måske sige, at det da er lidt plat at tale om tryllefeer eller krigere eller spåkoner eller monstre, der dukker op og giver én tre prøvelser. Personligt synes jeg ikke, at det er plat, for jeg ved, hvad historier gør ved os som mennesker. Blot ved at anvende en indgangssætning som "hvad nu hvis…" går vores højre hjernehalvdel straks i gang med at forestille sig et tænkt, hypotetisk scenarium. Vi ved godt, at det er hypotetisk, som i eksemplet med tryllefeen. Men den højre hjernehalvdel er kreativ og problemløsende i forhold til at skabe hele løsninger, og det er denne, der aktiveres. Og dette er et redskab, der er mere end ualmindeligt godt i coaching og særdeles og usædvanligt godt, når det er stresscoaching, der er på tapetet.
Og hvordan kan den hypotetiske tankegang så bruges i stresscoaching, spørger du måske?
Hvis du vil fordybe dig lidt i det, så svar på følgende spørgsmål, og bemærk, hvad der kommer ud af det:
- Tænk på en af de sidste gange, hvor du var stresset på dit job.
- Og overvej, hvad du ville gøre anderledes i situationen, hvis du ikke var stresset
- Tænk på en af de sidste gange, hvor du har været stresset, rent privat
- Og overvej, hvad du ville gøre i denne situation, hvis du ikke var stresset
- Tænk på en af de sidste gange, hvor du var stresset, blot i dit eget selskab
- Og igen, hvad ville du gøre, hvis du ikke var stresset
Øvelsen kan naturligvis nuanceres
Og du kan kigge nærmere på din stress og svare på de spørgsmål, der giver resonans i dig
- Konkret hvad ville du gøre, hvis du ikke var bekymret
- Konkret hvad ville du gøre, hvis du ikke var forvirret
- Konkret hvad ville du gøre, hvis du ikke var afmægtig
- Konkret hvad ville du gøre, hvis du ikke var udmattet
- Konkret hvad ville du gøre, hvis du ikke var irritabel
- Konkret hvad ville du gøre, hvis du ikke var hysterisk
- Konkret hvad ville du gøre, hvis du ikke var uligevægtig
osv. osv..
Den hypotetiske tilgang er enestående.
Den kan blive en af dine veje igennem stress-junglen, så du ved hjælp af din højre hjernehalvdels kreative problemløsning, atter får ad gang til nogle af de ressourcer, som stressen desværre har haft mulighed for at snøre sammen.
Så: hvad nu hvis tryllefeen er her lige nu. Hvad vil du så gøre anderledes, inden du går i seng, og hvad ville du gøre anderledes, når du vågner i morgen?
Og hvad vil tryllefeen mon fortælle dig, mens du sover? Som du kan huske, bevidst som ubevidst og dermed er din proces til stressreduktion og overskud sat i gang.
Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen
Læs mere på siden:
Gemt under Stress - stresshåndtering af
For nu 40 år siden, i 1967, var arbejdstiden for almindeligt ansatte 44 timer pr. uge.
Siden er det gået ned, til 42,5 timers arbejdsuge i 1968, så 40 timers arbejdsuge, og i 1990 blev arbejdstiden 37 timer pr. uge. Og aldrig har stressbarometeret været så højt som nu i det 21 århundrede.
Så at reducere arbejdstiden sænker ikke stressniveauet, som den eneste faktor.
Det er tankevækkende.
At vi har så megen fritid som aldrig før, og er så stressede som aldrig før.
Og at de, som ønsker at arbejde mere, selvstændige og ledere m.m., der alle formentligt arbejder selvvalgt mere end 37 timer, for manges vedkommende arbejder rigtigt meget mere og bruger store dele af deres fritid på arbejde.
Det er ikke tiden, der er det afgørende, tror jeg. Men måden, vi bruger tiden på, og den mængde af krav og forventninger holdt op imod den mængde ressourcer, vi har, som er med til at skabe den tilstand, der kaldes stress.
Jeg synes, at arbejdsmarkedets parter har lavet gode forhandlinger igennem de sidste årtier og har reduceret arbejdstiden for de allerfleste. Opfordringen og udfordringen til os som mennesker bliver så, hvordan vi hver især selv sørger for at have det i den tid, hvor vi holder fri.
- Vi må finde ud af, hvad der lader os op.
- Vi må finde ud af, hvilke rammer, vi vil leve og agere i, og om det er overkommelige ambitioner, vi har.
- Vi må finde ud af, at græsset er grønnest, der hvor det bliver vandet og lære at have adgang til vores tilfredshed hver eneste dag.
Ja, generelt sagt mener jeg, at vi må tage mange flere aspekter i vores liv som en læreproces. Vi må meget hyppigere end førhen spørge os selv: hvad kan jeg lære af det her/ hvad mener jeg om det her?, så vi ikke blot bliver en del af en fremadbrusende malstrøm, men integrerer en balance imellem aktivering og deaktivering, så den ligevægt, som nogen kalder lykke og andre kalder balance, er inden for vores egen rækkevidde.
Jeg har skrevet det før, og jeg har sagt det tit. Og jeg mener det stadig.
Tid er måske den eneste faktor, som alle mennesker har lige meget af, så det er altså aldrig tiden, der er en mangelvare. For den er konstant. Hører du dig selv sige "det har jeg ikke tid til", så vend lige skråen en gang og overvej, om det er det mest oprigtige svar. Eller om svaret snarere er "det vil jeg ikke prioritere som vigtigt lige nu", eller "jeg vil hellere gøre noget for mig selv og min familie end checke arbejdsmails en lørdag eftermiddag", mv.
Al forandring starter med B.
Al forandring starter med bevidsthed. Ønsker du at forandre noget, så du kan drage nytte af den tid, du har, så bliv bevidst. Om dine værdier og dine valg, om dine hensigter og dine handlinger. Så du er herre m/k i eget hus, i stedet for offer for stress.
Det er dit valg.
Hilsen
Christel
Læs mere på hovedsiden:
Gemt under Stress - stresshåndtering af