I mange dokumenter nævnes de tre stressvalg.

De tre stressvalg, hvor man som person i en stresset situation kan tage et af valgene og herigennem selv skabe indflydelse på sin situation.

Det viser sig jo netop, at det sjældent er de barske strabadser omkring os, der opretholder stress, men snarere den kendsgerning, at vi føler, at vi er afmægtige og ikke kan tænke os til en konstruktiv løsning.

De tre stressvalg, som mange peger på, er:

1. At accepter situationen
2. At forandre situationen
3. At forlade situationen

Nu er det jo sådan, at der er både små som store situationer at forholde sig til i et liv. Både i et arbejdsliv og i et privatliv.

Og de allerfleste mennesker har ofte ikke lyst til blot at springe til valg 3, hver gang, der er noget, der stresser. Hvilket jeg heller ikke mener, er konstruktivt. Men indimellem, efter nøje overvejelse, er det en nødvendighed.

Jeg vil reflektere lidt over valg 1 og valg 2 – og derefter beskrive det, som jeg kalder de 4 stressvalg, for at få en nuance på, som kan være væsentlig.

1 At accepter situationen

Lad os sige, at en stress-situation på arbejdet er, at der er flere opgaver at løse, end man har tid og kræfter til. Man har forsøgt at gøre opmærksom på dette, både via mails og via personlig samtale med chefen/medarbejdere, men det hjælper kun kortvarigt, og strømmen af vigtige opgaver fortsætter. Resultat: man er stresset. Man overarbejder. Drømmer endda om opgaverne om natten. Håber på, at det snart går over.

Det første stressvalg "at acceptere situationen" har man prøvet. Man har accepteret den i lang tid. Men kan mærke på sig selv, at det ikke længere er muligt.

Stressvalg 1 er nu et valg, der er fint i andre sammenhænge. At acceptere fuldt og helt er at forsone sig med situationen og at tage det, som det er. I stedet for at hidse sig op eller bekymrer sig, kan det at sige "det er som det er lige nu" være et fint valg at gøre sig bevidst om at benytte sig af.

Stressvalg 2: at forandre situationen.

Det er dette stressvalg, der giver den største følelse af indflydelse og at man gør noget ved situationen. I det tænkte eksempel med for stor en opgavemængde, kunne det at forvandle situationen, være følgende:

Gør dig klart, hvilke opgaver du kan nå og hvornår d kan være afsluttede. Meld dette ud til chefen, så vedkommende har mulighed for at delegere opgaverne eller nedprioritere opgaverne. Gør det evt. til en vane, at du hver dag, før frokosttid, klart melder ud, hvad du kan nå denne dag, og kommer der så en ekstra hasteopgave, så prioriter og meld ud, hvad det så vil indebære i forhold til andre opgaver. Det kan være din måde "at opdrage" chefen på, så vedkommende forstår, at du mener det, og ser, at du tager dit arbejde, og også dig selv, alvorligt.

At forandre en situation kræver overblik. Giv derfor altid dig selv en stund, uanset hvilken stress-situation du befinder dig i, så du danner dig et overblik over, hvad det er, der belaster, og hvilke muligheder du selv har for at skabe følelsen af sammenhæng igen. Men gør dig klart, at du må gøre noget. Såvel mentalt som aktivt, for at forandre en situation.
Begynder vi blot at bekymre os eller brokke os over, at det er som det er, og at det er irriterende eller opslidende, at de andre ikke kan fatte din situation, er du desværre i fuld gang med at skrue dig ned i en afmagtstilstand, der kan blive kronisk, og kan være et rædsomt martyrium at befinde sig i.

3: at forlade situationen.

Dette stressvalg har flere dimensioner. I sin yderste konsekvens er stressvalg 3 et valg, hvor man siger sit job op. Det kan være nødvendigt. Inspireret af coach og ex-kaproer Arne Nielsson, kan det være nødvendigt i situationer, hvor man ikke kan få det til at fungere med chefen.

Til et foredrag talte Arne Nielson om det at være positiv på sit arbejde. Om vigtigheden af ikke at blive en del af "sladder – eller brokkekulturen på arbejdspladsen" som medarbejder. Han blev spurgt af en tilhører:

• Ja men, hvad gør man så, når det er chefen, der er negativ. Hvad gør man, når chefen er kritisk, kolerisk, urimelig, for-fordelende mv.

og hertil svarede Arne Nielsson:

• I stedet for at prøve at forandre chefen, så find dig et andet job. Det er dit liv, og det er din livskvalitet, og har du prøvet at acceptere, har du været positiv, har du gjort alt det, du kunne uden at udslette dig selv, så skift job.

Men bemærk lige én ting. Stressvalg 3 kan også indebære, at man for en kort stund forlader situationen. Dette at holde sig en kort pause, at tage et "break, kan i mange tilfælde være et vigtigt stykke værktøj at tage i anvendelse.

Sidder du og stresser over, at det vælter ind med mails, og at der er 10, du skal ringe tilbage til, og du også har 3 store opgaver ved siden af dig. Eller går du rundt med hamrende puls, fordi I nærmer jer deadline, så hold en kort pause. Hvor du drikker vand, trækker vejret dybt, eller sætter en indre film på med 3-10 gode minder, du har, så du selv har kontrol over at skabe et roligt "Mindset". Det kan dreje sig om 4-5 minutter, hvor du går væk fra situationen, eller hvor du blot bliver siddende på din plads, men "forlader" situationen rent mentalt.

Nogle vil måske mene, at dette eksempel, jeg giver her, er et eksempel, der ligger under punkt 2. Jeg kan dog godt lide at bruge det under punkt 3, fordi det at forlade en situation må ses som at forlade en situation for kortere eller længere tid, og i nogle sammenhænge: for altid.

Og så er det jo, jeg hævder, at der er 4 stressvalg. De minder jo interessant nok om de tre netop beskrevne. Jeg kan dog godt lide at nuancere dem, så muligheden for at genskabe indflydelse og flytte sig fra afmagt- eller underskudstilstanden er endnu enklere.

De fire stressvalg, som jeg som stresscoach arbejder med, på virksomheder og i mine individuelle coachings er:

1. Accepter situationen
2. Skift holdning til situationen
3. Skift adfærd
4. Forlad situationen

Punkt 2 og punkt 3 er de vigtigste. Fordi det er her, at du selv kan gøre en forskel.
Og kan stå hver for sig eller stå alene.

Min anbefaling er, at man hver gang, man er i en stresset situation gør sig klart, om

Det er muligt, at acceptere situationen. Hvis det er, så gør dig klart, hvordan din strategi for at acceptere situationen er.

Om det er muligt at skifte holdning.

Det vil sige, at hvis du er plaget af holdningen om "det her når jeg aldrig, chefen er urimelig/jeg kan ikke finde ud af det, så gør dig klart, hvilken holdning, der vil være mere befordrende for dig.
Vil det være at fokusere på "jeg når det, jeg når"/"chefen har sikkert sine grunde/jeg kan finde ud af det her, hvis jeg spørger en om hjælp" eller en helt fjerde, så hold fast i den holdning, der giver dig det største løft.

Det er muligt at skifte adfærd.

Husk, at stress er en tilstand.

Men sådan er det. Hvis du er stresset, må du selv gøre noget.

Læs mere på hovedsiden:

• Stress – Om at forebygge og håndtere stress

Til siden:

• Foredrag om stress

I en britisk undersøgelse, gengiver af DR Nyheder den 22. juli 2007 har man fundet nogle tankevækkende resultater.

Det mest iøjnefaldende resultat er, at halvdelen af alle adspurgte, i en undersøgelse foretaget pr, mail, fortæller, at de selv i deres ferie og når de er syge, checker deres arbejdsmails.

• Og ligeså interessant:
  • Denne undersøgelse blev foretaget pr. mail. Og over halvdelen af de adspurgte, havde inden for en time svaret på undersøgelsens spørgsmål.
• Og lige så interessant.
  • Kun 20 procent giver udtryk for, at det er et krav eller en forventning fra arbejdsgivers side, at der checkes mails i ferie eller under sygdom. Det vil altså sige, at 80 procent af sig selv dagligt checker arbejdsmails, også i ferieperioder og på sygedage.

Tankevækkende resultater.

Både du og jeg kan jo så læne os tilbage og sige: ja ja, men det er jo en britisk undersøgelse.
Ja, det er korrekt bemærket.

Det gode spørgsmål er blot, om resultatet i Danmark vil være meget forskelligt fra de britiske resultater.

Et britisk konsulentfirma har forsøgt at afklare, hvilke aspekter, der spiller ind, og deres konklusion er, at alt for mange har en afhængighed af deres job. Forstået på den måde, at alt for mange er bange for at miste indflydelse, bange for at gå glip af informationer – og at det er de bærende grunde til, at der checkes arbejdsmails både i ferier og på sygedage.

Sammenholdt med en stærk udtalelse fra en dansk læge, da der i november 2006 blev vist udsendelser om stress med døden til følge, grubler jeg som stresscoach over, om for mange mennesker glemmer at stoppe op og glemmer at perspektivere, og udfra den britiske undersøgelse identificerer sig så meget med deres job og behovet for at være på forkant, at essentielle livsområder som familie og fritid nedprioriteres.

Den danske læge, der har stået ved mange dødslejer, sagde: (citeret som jeg husker det, og ikke ordret, – for jeg sad med min mand og så udsendelsen og fik ikke "båndet" den).

De sidste 5 år har jeg med stor bekymring lyttet til, hvad stressede mennesker gav udtryk for i deres sidste minutter. Hvor der førhen blev sagt "jeg fortryder, at jeg ikke værdsatte min familie mere; jeg fortryder, at jeg glemte mine børn/forældre/hustru", ja så siger lægen, at der er kommet udtalelser som "åh, der er stadig så meget arbejde, jeg burde gøre færdigt"/ "jeg ville gerne have haft tid til at få mit nuværende projekt igennem" mv.

Uanset om vi bor i England eller i Danmark eller i et andet land, hvor videnssamfundet er det, vi forholder os til, så burde udtalelser og undersøgelsen i det ovenstående sende så alarmerende og chokerende bølger af sted, at vi stopper op. Og ikke kun tænker på, at "man skal passe på med hensyn til stress", men også praktisk forholder sig til det, der virkeligt er vigtigt og haster, fra tid til anden.

Det vil sige: har du ferie, så hold ferie. Sørg for at have uddelegeret dine opgaver og din mailadresse før ferien, så du netop kan koble fra og mærke, hvordan det er at være et levende menneske og ikke udelukkende en "arbejdsnarkoman".

Personligt bryder jeg mig ikke om ordet "arbejdsnarkoman", men den britiske undersøgelse peger desværre på, at det måske helt bogstaveligt talt, har fået en berettiget plads i sproget.

Smag lige på det: Arbejdsnarkoman.

Og hold hånden på hjertet og tag en kort fordybelsesstund med dig selv, hvor du kunne svare på følgende spørgsmål:

• Checker jeg arbejdsmails i min ferie?
• Tager jeg telefonen i arbejdsrelateret sammenhæng i min ferie?
• Checker jeg arbejdsmails, når jeg har en sygedag?
• Svarer jeg på arbejdsrelaterede sms-beskeder i min ferie/på sygedage?

Og hvis du svarer ja, i oprigtighedens stund, til nogle af ovennævnte spørgsmål, så gør dig selv den tjeneste at svare på "hvad er egentligt grunden til dette"…

Og synk en gang, hvis du har svaret ja til nogle af ovennævnte spørgsmål og find ud af med dig selv, hvad du tror, at du ville miste, hvis du konsekvent lod være.

Og find ud af med dig selv, hvad du ville opnår, hvis du konsekvent lod arbejde være arbejde, når du var syg, og lod arbejde være arbejde, når du er på ferie…

Jeg ønsker kun at sætte tanker og processer i gang. For dit liv er dit liv. Og dit arbejde er dit arbejde. Men jeg vil pege på, at når det kun er et fåtal af arbejdsgivere, der forventer, at du checker mails i en ferie, hvorfor så netop ikke bruge ferien på at stoppe en evt. arbejdsnarkomani eller som der siges på britisk/amerikansk: "Workaholic"-tendens.

Ingen er uundværlig

Jeg har hørt denne udtalelse så tit.
Og i arbejdsrelateret sammenhæng mener jeg, at det er korrekt. Ingen er uundværligt.

• Enhver fagperson kan erstattes.
• Enhver medarbejder kan erstattes.
• Enhver leder kan erstattes.

Men:

• En far kan ikke erstattes
• En mor kan ikke erstattes

Så:

• Er du en af de energiske og ambitiøse personer, der må erkende, at de arbejdsmails mv. besvares selv i ferier, så lav dog et mønsterbrud nu, hvis du stadig har et par ferieuger til gode. Informer om, at du ikke er tilstede, og uddeleger arbejdet til dem, der ikke er på ferie. Og glæd dig så i stedet til den nyhedsmængde, der er, når du kommer tilbage. Og skab det nærvær, som både dine kære, men måske især du selv har brug for.

Vent ikke på, at omstændighederne tilbyder dig det.
Sørg selv for det.
Uanset om du er leder eller ej, så vær selvledende på dette punkt. Så du ikke ender i en statistik, der får både menigmand og stresscoaches til at rynke brynene og bekymre sig over, hvordan det hele mon ender.

Stop!
Tag
Resolut
En
Slapper
Straks!!

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

 Læs mere på siderne:

• Hvordan havnede jeg her?

• Jeg er god til at slukke min mobiltelefon

Denne udtalelse er min egen private udtalelse.

Jeg er coach, jeg er hustru, jeg er mor, og jeg er veninde, jeg er midt i 30erne, og jeg har to blomstrende virksomheder. Og jeg er god til at slukke min mobil.
Og hvis jeg skal pudse glorien, så vil jeg sige, at det er der for få, der er.

Selv når jeg coacher i personlige coachforløb, når jeg underviser (selvom jeg siger, at de der mobiltelefoner skal slukkes og ikke bare sættes på lydløs), ja så er der alligevel en del, der vælger at have mobilen med. Det forstyrrer ikke mig, for grundlæggende set er jeg da ligeglad med, hvordan mennesker prioriterer deres tid og energi, for det er jo den enkeltes ansvar, men jeg ser nogle faresignaler ved det massive fokus på mobiltelefonen.

Jeg kan ikke sende en sms.

Er det ikke morsom? Jeg, som elsker kommunikation, har decideret valgt ikke at lære at sende en sms. Ville jeg lære det, ville jeg formentligt tilegne mig kompetencen på få minutter, men jeg ser absolut ingen mening i det. Jeg har mødt så mange par i coachingforløb, hvor et af de allermest konfliktfyldte temaer er måden, der sms`es på. Jeg har bemærket, hvor få, der kan arbejde og/eller være tilstede, pga. at de, mere eller mindre bevidst, har gjort sig til slave af deres sms-beskeder.

Og jo, jeg har da mødt mange, der skuffet og nogle gange vredt siger: hvorfor svarer du ikke hurtigere? Jeg har da sendt en sms til dig tre gange?
Det gør jeg ikke, fordi jeg ikke vil.
Hvis det er vigtigt, kan folk ringe mig op eller sende en mail.
Og jeg vil ikke vænne nogen til, at jeg som en dresseret abe svarer på sms-beskeder inden for de første 5 minutter, hvad jeg har bemærket, at mange vænner deres omgangskreds til.

Man kan sige, hvad man vil om Master Fatman (Morten Lindberg). Men da der i foråret kørte en udsendelsesrække, der hed "Træk stikket Ud", hvor kendte danskere i 3-4 dage var foruden mobiltelefon og kontakt med omverdenen, synes jeg, at der var en fin pointe. Nemlig den pointe, at det har værdi at sanse, værdi at være til stede, værdi i ikke hele tiden at fylde sit hoved med nye og nogle gange unødvendige inputs, osv.

Når jeg stresscoacher, og det gør jeg individuelt som på virksomheder, så er der megen fokus på netop anvendelsen af mobiltelefonen, og måden, man forholder sig til sine mails på.

På et tidspunkt var der et program, hvor en anerkendt chef beskrev, at han for at undgå stress, havde valgt kun at besvare 10 mails om dagen. Jeg har flere gange mødt mennesker, der syntes, at dette var en arrogant og selvisk holdning. Ja, måske. Og alligevel: måske ikke.
For vælger man at sætte sig et maksimum på, hvor mange mails, man vil besvare, træner man sig i at prioritere. Man træner sig i at blive bevidst om, hvad man vælger at bruge sin energi på.

Svarer man ufortrødent, ivrigt og pligtskyldigst på samtlige mails i indbakken, kan det have en drænende effekt og tage langt mere tid, end godt er.
Jeg ved udmærket, at det ikke er alle forundt at have dette privilegium at svare på max 10 mails om dagen. Så når jeg coacher eller underviser grupper, hvor stressbarometeret varsler storm og uvejr, taler vi tit om at sikre sig at arbejde i det, jeg kalder "et uforstyrret rum". Fint nok, at computeren siger en speciel lyd, når der kommer en ny mail. Men ikke fint nok, hvis man føler, at man lige må checke denne mail, specielt ikke, når man er i gang med noget andet.

• Mange gange foreslår jeg, eller mine kursister selv, at man vælger sig tidspunkter, eksempelvis kl. 8.30, kl. 12.30 og kl. 15.30, hvor man sætter ½ time af til at gennemgå haste-mails, så man er på forkant med det, der er vigtigt, og sikrer sig, at man kan arbejde i uforstyrret rum.

Den enkelte må tage stilling til mobiltelefonen.  Det er en privat sag. Men overvej, hvorvidt din arbejdstelefon skal være tændt i fritiden. Overvej, hvor kort eller hvor lang tid du vil vænne dine omgivelser til, at der kan gå, før du besvarer en sms. og overvej, hvem der bestemmer: dig eller telefonen.

• Det er dit liv.
• Det er dit valg.
• Det er din stresstærskel.

Venlig hilsen
Christel Sonne Rasmussen

Læs også siden:

• Hvordan havnede jeg her?

• Har du svært ved at holde fri, når du har ferie?

Til hovedsiden:

•   Stress – Om at forebygge og håndtere stress

Når man som jeg, der er både psykoterapeut og coach, og har arbejdet i mange år med stress på adskillige planer, følelsesmæssigt, mentalt, jobmæssigt, i familielivet mv. er det indimellem nødvendigt at tage et pusterum og være deltager på et kursus.

Uanset om temaet er "kommunikation", "et bedre parforhold", "stress og stresshåndtering", er det min erfaring, at jeg altid får noget med mig hjem. Enten en fin øvelse, en erfaring fra en medkursist eller en metaforisk historie. Blandt andet.

Jeg har nu hørt en historie et par gange. En historie, som jeg ganske enkelt ikke ved om er sand, men som fortælles hyppigt og som har en vis symbolsk effekt.

Historien er, at
Hvis man tager en frø og smider den i en gryde, der indeholder kogende vand, ja så vil frøen hoppe op, og dermed undgå at blive kogt levende.
Hvis man derimod tager en frø og lægger den i en gryde koldt vand, tænder blusset og lader vandet langsomt varmes, ja så vil frøen vænne sig til temperaturen og vil ikke forlade gryden, men dø, når vandet er nær på kogepunktet.

Jeg håber ikke, at historien er sand. For det er skrækkeligt synd for frøen. Og jeg bliver vældigt indigneret ved tanken om, at nogle forskere eventuelt laver dette forsøg.

Men jeg tænker, at det er en historie, der har megen værdi, når talen falder på stress.

For mange mennesker, der oplever stress, har vænnet sig til, billedligt talt som frøen i gryden med koldt vand, at forventninger og tempo er blevet skruet op igennem tiden. Og at man har vænnet sig til dette. Vænnet sig til at have lidt mere travlt. Vænnet sig til at spise sin frokost lidt hurtigere, hvis man da får noget som helst, mens man eventuelt checker mails. Vænnet sig til, at man både skal kunne organisere egne arbejdsopgaver og lære en ny medarbejder op, uden at få ekstra "credit" eller ekstra timer til dette. Vænnet sig til, at nogle perioder er så travle, at weekends kun føles som et lille pusterum, før man er på den igen.
Vænnet sig til, at der efter endt arbejdsdag stadig er mails at checke, stadig er en tændt mobiltelefon, som gør, at man – hvis man tager den – er til rådighed for jobbet mv..

Ingen ønsker at blive kogt levende. Ingen ønsker at vænne sig til, at få større og større belastning.

For at undgå dette, må du stoppe op. Ikke hele tiden, men engang imellem. stoppe op og bemærke, om det, der står i din oprindelige jobbeskrivelse også er det, du udfører, eller om du – af uransagelige grunde – har fået en masse ekstra arbejde, men indenfor det samme tidsrum.
Stoppe op og mærke, om du stadig er dig selv. Om det er dit eget jeg, du mærker. Om din krop og psyke og din måde at agere på, overfor dem, du holder af, stadig er din måde. Eller om du er begyndt at fravige grundlæggende principper og ikke kan få kontakt med den glæde eller spontanitet, som du kanske engang var kendt for. Og kendte dig selv for.

Mit forslag er, at du stopper op én gang om året. Gerne kombineret med en lille weekendtur eller rejse, så du fra et sted med noget andet tapet kan kigge tilbage og vurdere din egen situation. Vurdere, hvor glad og hvor tilfreds du er. Vurdere om du placerer dig på det rette sted på det rette tidspunkt. Vurdere, om balancen imellem aktivering og deaktivering er tilstrækkelig og givende for dig vurdere, om du har den følelse af sammenhæng, som gør, at du stadig kan både se og mærke meningen med det hele. Arbejdsmæssigt som privat.

Lov dig selv, at du aldrig vil være som frøen, der vænner sig til at vandet bliver varmere.

Vid, at måden, du undgår dette på, er ved at være i kontakt med dig selv og stole på egen fornemmelse, egne signaler og egen mening om, hvad der er meningsskabende for dig.

Hilsen
Christel sonne Rasmussen

Til hovedsiden om:

• Stress – Om at forebygge og håndtere stress 

Man kan, billedligt talt, se et system som en god gammel købmandsvægt med to vægtskåle.

Det kan være et enkelt menneske, der ses som et sådant system. Det kan være en familie, et kærestepar, et team på en arbejdsplads, forholdet mellem det arbejdsmæssige på den ene vægtskål og det private liv på det andet vægtskål. Vælg selv, hvordan du tænker om det.

• Én ting, der er væsentligt at forstå ud fra "vægtskål"- metaforen, er at der er brug for ligevægt i ethvert system. Er der megen belastning på den ene vægtskål, giver det sig selv, at der må en tilsvarende "fyldes" aflastning i, på den anden vægtskål, for at genoprette systemets ligevægt.

I nogle tilfælde vil det at reducere noget af belastningen på den ene vægtskål, også være den faktor, der er med til at genskabe systemets ligevægt.

Lige nu, i juli 2007, hvor industriferien er i gang, sker der det, at en deaktivering gør sig gældende for mange mennesker. Hvor arbejdet og hverdagen, rutinerne og pligterne har optaget os og gjort os aktive, er der nu en sammenhængende periode, hvor der er plads til deaktivering, i form af afslapning og ferie, mere lystbetonede aktiviteter og evt. inspirerende oplevelser, der er med til at genskabe ligevægten.

Hos unicoaching.dk møder vi især i den første ferieuge henvendelser fra mange, der har svært ved at få feriefølelsen (deaktiveringen) i gang.

Mange er mere eller mindre sløje, oplever rastløshed og uro, og atter andre sover meget og får slet ikke skabt den harmoni og mærket det overskud, som feriebegrebet er forbundet med.

Tilhører du eller nogle du kender, den kategori, der først efter 7-10 feriedage føler, at de virkeligt begynder at slappe af, er det en indikator, der peger på, at aktiveringen (belastningen på den ene vægtskål) har været for stor. Og da der i radioavisen i indeværende uge blev nævnt, at især mange HK-ansatte ikke udnyttede hele deres sommerferie, men i mange tilfælde holdt 1 eller 2 ugers ferie for så at genoptage arbejdet igen, blev mine alarmklokker vakt.

For den tendens, nævnt i radioavisen, samt kendskabet til de mange, der selv i starten af ferien føler sig stressede, er et dårligt tegn. Nemlig et tegn på, at der skeles for lidt til behovet for deaktivering. Og lad mig gøre det klart. Deaktivering er ikke kun at slappe af. Deaktivering er ikke kun at ligge ned og lave ingenting. Man kan sagtens være aktiv i en deaktiveringsfase. Kendetegnende for deaktivering er, at man beskæftiger sig med aktiviteter, der er energigivende og lader én op. Om det er havearbejde, gåture ved stranden, at læse bøger, at mødes med vennerne, at blive i sengen og sove længe, er underordnet og varierende fra menneske til menneske. Dog er det vigtigt herfra at nævne, at deaktivering er ligeså nødvendig som aktivering.

Da jeg hørte indlægget i radioavisen fløj mine tanker tilbage i tiden. Til et foredrag tilbage i 1998, hvor stressfænomenet på ingen måde var ligeså alarmerende som i dag. Et foredrag, som to psykologer holdt, og hvor jeg husker den enes budskab meget tydeligt. Han sagde:

• Vi kan som mennesker godt tåle at have travlt. Vi skal blot huske, at når vi har haft travlt i en periode, må vi slappe lige så meget af bagefter.

Det kan hurtigt blive moraliserende og nærmest føles som en pligt at skulle slappe af. Og jeg tænker nogle gange over, hvordan dette budskab kan blive videregivet uden blot at være en løftet pegefinger, der giver dårlig samvittighed og skaber irritation over endnu et aspekt, man skal forholde sig til. Men måske skal det ikke serveres på anden måde end det er. Nemlig et klart budskab, der siger: ingen kan holde ud at arbejde og arbejde og lade for lidt op. Ingen kan klare at være aktiveret uden i deres hverdag at skabe stunder og aktiviteter, der giver deaktivering. Ingen må lukke øjnene for, at stress-signaler, hvis de overhøres, kan blive til endog livstruende symptomer. Hold dig det for øje, og vid, at den eneste, der kan gøre en virkelig forskel, er dig selv. Vi kan naturligvis godt bebrejde chefen eller medarbejderne, parforholdet eller partneren, teenagerne eller økonomien, at man er så stresset, som man nu er. For prøvelser skorter det jo sjældent på. Uanset hvilken karakter, prøvelserne har, er det op til os selv, hvordan vi møder dem, og om vi vil håndtere dem med en af fire attituder.

For du kan jo selv vælge

Enten kan du tænke:

• Det går over lige om lidt. Det er bare en forbigående træthed, eller et forbigående problem
• En anden må tage sig af det her
• Der er bare en masse, jeg må holde op med. Og skifte partner/job/bopæl mv. ud
• Jeg må gøre mig klart, hvad jeg vil reducere, justere og tilføje for at bibringe mig selv den livskvalitet, som jeg fortjener.

Åh jo. Jeg mener, at stress er et fænomen, en tilstand, som kan mærkes af alle. Og at kun de færreste går fri for stress indimellem, som borgere i et moderne videnssamfund. Og som jeg startede med at skrive i dette indlæg, så hold dig for øje, hvordan du kan deaktivere dig. For der er sjældent nogen, der gør det for dig. Og det er dit liv.

Hilsen
Christel

Læs mere på hovedsiden:

• Stresshåndtering